Hvor f…. er selvet?


Kend dig selv, selvrealisering, selvdannelse og jeg skal komme efter dig. Det gælder først og fremmest om at være sig selv, vi skal finde ind til os selv, vi skal realisere os selv osv. Men hvad er selvet, og hvor pokker  er det?   

“sig mig hvor jeg skal lede,

sig mig hvor langt jeg skal gå

og jeg skal sige hvis jeg finder

ind til dig (mig) igen.”

Skal man ”forlade sig selv, for at kende (finde) sig selv”, som f.eks. Gadamer siger, eller skal man søge ind i sig selv, som vi ser det mindfulness tænkningen? Eller skal vi lede begge steder, og dog først og fremmest i vores væren – det vi er. Eller finder vi selvet i det vi gør, i vores intentionalitet – vi er nogen, der gør noget, og det er det, vi er? Eller måske snarere i vores fortællinger og relationer? Hvordan hjælper vi børnene med at blive sig selv? Hvad synes du selv?  Jeg er forvirret….hvor f…..er selvet?

Er Selvet en identitetspol? (Kants bud). ”Selvet som et identitetsprincip, der er hævet over og adskilt fra strømmen af vekslende oplevelser, og som af samme grund netop kan strukturere bevidsthedsstrømmen og give den enhed og sammenhæng”. Dan Zahavi, 2002, s. 20. I: Berthelsen, 2002)  Vi kan slutte os til dets eksistens, men det kan ikke selv erfares.

Er selvet en narrativ konstruktion? (Et hermeneutisk bud).  En uafsluttet proces. Vores fortællinger?  ”Det er først og fremmest gennem vore fortællinger, vi konstruere en version af os selv i verden, og det er gennem sine fortællinger, en kultur giver sine medlemmer modeller for identitet og handling.” Bruner 1998: 43

Er selvet en oplevelsesmæssig dimension? (Fænomenologisk bud).

At man er bevidst om en oplevelse ”i dens første-personlige givethedsmodeus.” Zahavi, 2002, s.22. Noget jeg oplever ”indefra”, det der gør, at jeg kan sige, at det er min oplevelse. Oplevelsens ”minhed”.

”Oplevelsernes første-personlige givethed (og dermed kerneselvet) skal ikke betragtes som et resultat af en succesfuld selv-identifikation, højere ordens repræsentation, refleksion, intern monitorering eller introspektion, men må derimod betragtes som en iboende kvalitet ved oplevelserne.” (Frank 1986, 34,61 I: Zahavi 2002.)

Er selvet vores relationer? (Gergen) (Som de f.eks. kommer til udtryk i vores fortællinger. Jeg er far, fordi jeg har en datter og to sønner, lærer fordi jeg har elever osv.

Er selvet vores interaktioner? (Mead) Formet af de sociale samspil, vi har været en del af? Jeg er mig, fordi jeg er blevet set på, i en bestemt historisk, social og kulturel sammenhæng.

Er selvet vores forbundethed og intentionalitet? (Berthelsen) Det vi gør, fordi vi er nogen, fordi vi er rettet intentionelt mod og af verden.

Er selvet et forhold, der forholder sig til et forhold? (Kierkegaard) Vores Åndelige bestemmelse, der via angsten vågner i os, så vi forholder os til vores liv?

Er selvet en bipolær struktur (Kohut). Et selv der er udspændt mellem en grandios og en idealiserende pol, der skaber en rettethed, intentionalitet.  Elsk mig som den jeg er, og vis mig hvad jeg kan blive.  Søg både ud og ind.

Er selvet i kroppen (Bioeksistentielt bud). Noget jeg kan komme i kontakt med, ved at mærke efter i min krop, mit hjerteslag, mine muskelspændinger, min vejrtrækning osv.?

Er selvet noget vi modtager, når vi vælger os selv? (Kiekegaard)

“Når da alt bliver stille omkring én, højtideligt som en stjerneklar nat, når sjælen bliver ene i den hele verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket menneske, men den evige magt selv, da skiller himlen sig ligesom ad, og jeget vælger sig selv….da modtager personligheden det ridderslag, der adler den for evigheden. Han bliver ikke en anden, end han var før, men han bliver sig selv; bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv.

Som en arving, om han end var arving til alverdens skatte, dog ikke ejer dem, før han er blevet myndig, således er selv sen rigeste personlighed intet, før han har valgt sig selv, og på den anden side er selv, hvad man måtte kalde den fattigste personlighed, alt, når han har valgt sig selv; thi det store er ikke at være dette eller hint, men at være sig selv; og dette kan ethvert menneske, når han vil det.” S. Kierkegaard.

Er selvet en opgave? Er vi dybest set først os selv, når vi finder den rette hylde? Når vi modtager den opgave, som livet kalder os til?

Pyh, måske er det tid til at citere Umberto Eco. “Måske er det dens pligt, der elsker menneskene, at få sandheden til at le, eller rettere at le af sandheden. Måske ligger den egentlig sandhed i ikke at have unødig stræben efter sandheden.”

Måske er vi her ved det inkommensurable, det uindhentelige….der kommer til os, når vi lader stemmerne fra væren tale til os.  Jeg tror, at jeg vil gå en tur…komme lidt til mig selv🙂

Berthelsen, Preben m.fl . red. Klim 2002. Vinkler på selvet. Fremragende bog.

Bruner, Jerome. Uddannelseskulturen. 1998.

Thielst, Peter. At realisere sig selv. Kritik af et omsiggribende selvbedrag

DET lille FORLAG 2005

En helt igennem nødvendig bog som en kritisk modvægt til de forfaldsformer der også findes i selvrealiseringen.  Vi får en historisk redegørelse for “kend dig selv” tanken, og en velplaceret kritik af den selvfede søgen helt ind i sindet i en kredsen om sin egen navle, og af de mange åndelige skumfiduser, der findes i de hurtige selvhjælpsbøger. Dannelse sker ikke gennem lynkurser og smarte coaching fif – det sker gennem fordybelse i livet. Den længste vej er den korteste, som ved mange andre vigtige forhold i livet.

20 thoughts on “Hvor f…. er selvet?

  1. Pingback: Hvad er dannelse? | Pædagogik og didaktik på bloggen

  2. Hilmar Laursen Post author

    Livets dilemmaer, Bo jacobsen, 2009.
    “Hvordan kan man nu forstå relationen mellem individet og de beslutninger, han eller hun træffer? Er det sådan, at først eksisterer selvet, hvorefter der foretages valg og beslutninger i forlængelse heraf, således at beslutningerne er en logisk forlængelse af det selv der allerede eksisterer? Eller forholder det sig sådan, at individet først vælger og siden dannes af valget, således at den slags person, den enkelte udvikler sig til, er et resultat af de beslutninger, han eller hun træffer eller ikke kan træffe? Svaret afhænger af ens syn på selvets natur.” s. 166 f.

    Svar
  3. Hilmar Laursen Post author

    Efter i dag at have genlæst KROP, SELV OG VIRKELIGHED af Olav Storm Jensen, bliver jeg endnu engang slået af forundring over dybden og rigtigheden i den tekst. Jeg har fundet den på nettet, og vil derfor linke til den her: http://www.sensetik.dk/krop_selv_og_virkelighed.
    Den er både relevant i et pædagogisk og mere eksistentialistisk perspektiv for vi mennesker der søger at “forholde os sådan til os selv, som vi har brug for, hvis vi vil leve det bedst mulige liv med os selv og hinanden.”

    Svar
  4. Hilmar Laursen Post author

    Ubevidst intelligens (Ole Vedfelt 2000) er en fremragende bog og rummer en kompleks forståelse af selvet ud fra en systemisk og kybernetisk synsvinkel. Selvet består overordnet af et kybernetisk selv, herunder et oplevet selv, og herunder en række delpersonligheder.
    Han vender om på klassiske forestillinger om hvilke niveauer, der er de overordnede. (De mest komplekse).De dybere og mere komplekse lag rummer meget mere information om, hvem vi er, og bestemmer mere end vi umiddelbart tror. Drømme, kropsfornemmelser og følelser formidler en viden til os, der i mange tilfælde er langt dybere end den vi oplever i bevidstheden. Vi ved meget mere end vi (bevidstheden) tror. Han forsøger desuden at se det fælles i de mange psykologiske teorier om selvet, som vi har haft op gennem historien, og prøver at sammentænke dem under det kybernetiske perspektiv.

    Svar
  5. Hilmar Laursen

    Antonio Damasio. Selvet som en form for reference kort (map), der kan sikre kontinuitet og som vi kan relaterer andre billeder til. Spændende perspektiv. Desuden er tanken, at vi ikke kan have et selv uden en krop. Se selv mere.

    Svar
  6. Hilmar Laursen

    Daniel Goldstein: The battle between your present and future self

    Hvordan modstår vi fristelser, således vi kan holde fast i vores mål? Vi har brug for “commitment devices”, tror vi ofte. To problemer er, at de dels tager selvkontrollen fra os – vi behøver hjælp for at kunne modstå fristelsen – og at vi formår at finde undskyldninger og ressonere os ud af dem. (Vi binder os selv til masten, overtaler os selv til at løsne rebet og klandrer os selv bagefter for ikke at have overholdt aftalen med os selv). Daniel Goldstein har udviklet computersoftware der gør det muligt for os, at vi kan forholde os mere realitisk til vores fremtidige selv. Vil det have en effekt på menneskers vilje til at hold fast i deres mål?

    Svar
  7. Hilmar Laursen Post author

    Frihedens patologier! Om ikke at være sig selv nok.
    “Men i et samfund, hvor den romantiske individualisme er blevet det almindelige projekt, og den moralske tvang dermed er blevet nedbrudt i stor udstrækning, antager den psykiske utilstrækkelighed igen en ny form, som Ehrenberg forsøger at forstå som “trætheden ved at være sig selv” eller som depression. Med hans egne ord hedder det, at det at befri sig selv, altså emancipationen fra den moralske tvang, gør én “nervøs”, mens tendensen til depression ledsager overgangen til den romantiske individualisme, dvs. den idé, at man forstår sig selv som den ubundne kilde til sin egen frihed. Friheden til selv at definere sin egen identitet bliver til en “lidelse under ubestemtheden”, hvis symptom er depressionen. I psykoanalysen er disse epistemologiske forskydninger udtryk for det tiltagende borderlinefænomen: dvs. en indre spaltning, som ikke længere fører til konflikt med moralske normer.” Axel Honneth. Behovet for anerkendelse 2003, s. 134

    Svar
  8. Hilmar Dyrborg Laursen Post author

    Hannah Arendt. Menneskets Vilkår.
    “Hvem nogen er, kan vi kun vide, hvis vi kender den historie, hvori vedkommende selv er helten – hvilken med andre ord er hans biografi; alt, hvad vi ellers måtte kende til ham, heriblandt de værker, han måtte have skabt eller efterladt sig, fortæller os kun, hvad han var. Selv om vi ved langt mere om Platon og Aristoteles end Sokrates, der ikke skrev en eneste linje eller efterlod sig noget værk, har vi – alene fordi vi kender hans historie – end langt bedre og mere intim forståelse af, hvem han var, end vi har af Aristoteles, hvis meninger vil til gengæld kender så meget desto bedre.” s. 190.
    “Menneskets manglende evne til at være selvberoende og til at have fuldstændig tillid til sig selv (hvilket dybest set er det samme) er den pris, de må betale for deres frihed; og den pris, mennesker må betale for pluraliteten og for virkeligheden, for glæden ved i fællesskab med andre at bebo verden, hvis virkelighed sikres for den enkelte gennem de manges tilstedeværelse, er, at det til gengæld er umuligt suverænt at være herre over det, man laver, ligesom det er umuligt at kende konsekvenserne af ens gerninger på forhånd samt i det hele taget stole på fremtiden.” s. 244

    Svar
  9. Hilmar Dyrborg Laursen

    Og mere fra Arendt:
    “Den kendsgerning, at mennesket er i stand til at handle, betyder, at man må forvente, at det vil gøre noget uventet, at det vil udrette ting, som en uendeligt usandsynlige. Og dette er kun muligt, fordi hver enkelt menneske er unikt, hvorfor enhver fødsel indebærer, at noget unikt bliver til. Hvad angår denne nogen, kan det med rette hævdes, at ingen fandtes før ham. Hvis handling som begyndelse svarer til fødslen, hvis det er en aktualisering af det menneskelige grundvilkår, som hedder natalitet, så svarer talen for sit vedkommende til forskelligheden og er en aktualisering af pluraliteten som menneskeligt grundvilkår, det vil sige af livet som en forskellig og unik eksistens blandt ligestillede.
    Handling og tale er så tæt forbundne, fordi den oprindelige og specifikt menneskelige handling samtidig må rumme et svar på det spørgsmål, som enhver nytilkommen bliver spurgt:”hvem er du?”
    Denne åbenbaring af, hvem man er, sker implicit i både ens tanker og gerninger; alligevel er samhørigheden mellem tale og åbenbaring langt tættere end mellem handling og åbenbaring….
    Den handling som, han påbegynder, afslører sig for menneskene gennem ord, og selv om hans handling muligvis lader sig opfatte i sin blot fysiske tilsynekomst uden at være ledsaget af ord, bliver den først meningsfuld i kraft af det talte ord, igennem hvilket han giver sig til kende som handlende person og meddeler, hvad han gør, gjorde og har tænkt sig at gøre” s. 182 f.

    “Gennem handling og tale kan menneskene vise, hvem de er, og aktivt åbenbare deres unikke personlige identitet og således komme til syne i den menneskelige verden, mens deres fysiske identitet træder frem uden deres aktive medvirken, nemlig gennem deres kropslige skikkelse og deres stemmes lyd. Denne afsløring af “hvem” og ikke “hvad”, man er – de egenskaber, evner, talenter og mangler, som man enten fremviser eller forsøger at skjule – er implicit til stede i alt, hvad man siger og gør. Denne afsløring, som kun kan forhindres gennem fuldstændig tavshed og komplet passititet, sker næsten aldrig som en intenderet hensigt, da det i så fald ville virke, som om man kunne besidde eller råde over dette “hvem” på samme måde, som man kan råde over sine egenskaber. Tværtimod er det mere end sandsynligt, at det “hvem”, der så klart og uimodståeligt fremtræder for andre, forbliver skjult for personen selv, akkurat som den daimon, der i den græske religion ledsager hver enkelt menneske gennem livet og kigger det over skulderen, således at den kun er synlig for de folk, man møder.
    Dette afsørende moment ved tale og handling viser sig overalt, hvor mennesker en sammen med, men hverken for eller imod hinanden – det vil sige i det blotte menneskelige samvær.
    ….
    Hvis ikke dn handlende afslører sig i sin handling, mister handlingen sit særpræg og bliver til en præstation på linje med alle andre. Da er den middel til at opnå et mål, på akkurat samme måde som produktion er en måde at frembringe en genstand på. Det er dette, som sker, hver gang det menneskelige samvær går tabt, det vil sige, når menneskene kun er for eller imod hinanden.” s 184 f

    “Hvor åbenlys den end er, beholder manifestationen af, hvem den talende og handlende til uforveklelighed er, en besynderlig uhåndgribelighed, som gør ethvert forsøg på entydig sprogliggørelse til skamme. I samme øjeblik, som vi ønsker at sige, hvem nogen er, bliver vi vildledt af vores ordforråd til at sige, hvad han er; vi bliver rodet ud i beskrivelser af egenskaber, som han nødvendigvis må dele med andre, der minder om ham; vi begynder at beskrive en type eller en “karakter” i dette ords oprindelige betydning, hvilket blot resulterer i, at hans specifikke unikum undslipper os. ” s. 186 (Hvilken slags “hvem”)

    “Men umuligheden af i ord at sætte en fast formel på et menneskes levende væsen, sådan som den viser sig i handlingens og talens strøm har…..stor betydning for hele den sfære af menneskelige anliggender, hvori i først er fremmest er til som handlende og talende væsner. Den udelukker os i princippet fra nogensinde at blive i stand til at omgås de anliggender på samme måde som vi omgås de ting, der af natur står til vores rådighed, blot fordi vi kan give dem et navn. Pointen er, at svaret på, “hvem” vi er, omtrent må fremstå som antikkens notorisk upålidelige orakelsvar, der ifølge Heraklit “hverken siger eller skjuler, men viser”.

    Svar
  10. Pingback: Lykken er at have det godt med sig selv. . | Hilmar Laursen's blog

  11. Hilmar Dyrborg Laursen

    Zygmunt Bauman og den flydende modernitet som en udfordring til mennesket. “Alle de fikspunkter, der engang fik verden til at virke solid og talte til fordel for det logiske i at vælge bestemte livsstrategier – job, færdigheder, menneskelige partnerskaber, regler for anstændig og behørig optræden…..har tilsyneladende vristet sig fri af deres fortøjninger. Der er, som om utallige spil er i gang samtidig, og reglerne for hvert enkelt spil ændres, mens der spilles.” Bauman, Zygmunt. (Michael Hvid Jaconsen (red.) 2009, s. 75
    “Når vi skøjter hen over tynd is, beskytter hastigheden os” s, 55
    “….et flydende moderne samfund,…er et samfund, hvor du vilkår, dets medlemmer må handle ud fra, forandrer sig, før deres handlemåder kan nå at blive til vaner og rutiner.” s. 55

    “Hvis man blot bevæger sig hurtigt nok, og ikke standser op for at se sig tilbage og gøre status over sine gevinster og tab, kan man presse flere og flere liv ind i det tidsbegrænsede liv, man er blevet skænket…Hvis ikke det var for at kunne handle i dén tro, hvad skulle den uophørlige og nærmest maniske omformning, revitalisering, genanvendelse og restrukturering af identiteten så tjene til? Når alt kommer til alt, handler ‘identitet’….om muligheden for ‘at blive genfødt’ – om at holde op med at være det, man er, og blive til noget, man endnu ikke er.,,,,,,
    At give afkald og bringe ofre, at gennemføre ubærligt lange og krævende forberedelses- og selvbeherskelsesprogrammer, at afvente en tilfredstillelse, der tilsyneladende udebliver i det uendelige, og at praktisere dyder til grænsen af det uudholdelige – alle disse urimelige omkostninger ved fortidens terapier er ikke længere nødvendige. Det vil være nok at tage nye forbedrede kostplaner i brug, anskaffe hypermoderne motionsudstyr, tapetsere om, fjerne gulvtæpperne eller lægge tæpper på de bare gulve, udskifte minien med en stationscar (eller omvendt), ….få brysterne gjort større eller mindre, skifte til et nyt mærke i løbesko, følge den seneste trend, hvad angår drikkevarer og daglige rutiner, og tilegne sig et forbløffende originalt vokabular, med hvilket man offentligt kan bekende sin sjæls inderste rørelser.” s. 63

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s