Fra videnssamfund til visdomssamfund – har vi tid og rum til stilhedens erkendelser?


Hos flere filosoffer (Platon, Sokrates, Kierkegaard m.v.) hævdes det,  “at kun med hjertet kan vi se rigtigt” (Den lille prins), når det handler om det etiske, det æstetiske og de dybe eksistentielle spørgsmål. Dybe indsigter om disse forhold kan man ikke sprogliggøre i det diskursive sprog. Måske bedre i det poetiske. “Det man ikke kan tale om, må man tie om.” (Heidegger)  “…der er intet på skrift om disse ting, og det vil der heller aldrig komme.” (Platon).

En dybere indsigt på disse områder forudsætter at “væren” – det levede liv i det gode, det skønne og de væsentlige valg – får lov til at tale til en. Man må i nærhed og stilhed lytte til “stemmer fra væren”, som det er blevet kaldt. Det kræver stilhed og nærvær. Franz Kafka beskrev det sådan:

“Du behøver ikke at forlade rummet…

Forbliv siddende ved dit bord og lyt…

Du behøver ikke at lytte, vent blot

Vent ikke engang, vær helt stille og alene

Verden vil da frivilligt åbne sig for dig umaskeret

Den har intet valg

Den vil rulle sig i ekstase for dine fødder.”

Stille mennesker har måske derfor ofte dybe indsigter, fordi disse indsigter kun kommer til en, når man er stille, når stilheden får lov at tale til en.

Måske er det ikke en tilfældighed at både Jesus, Buddha og Muhammed brugte tid i stilhed? Måske skal vi lytte til de mange filosoffer, der har viet deres liv til at finde ind til visdommen?

Det har Carl Otte Scharmer tilsyneladende gjort med Teori U, der er blevet modtaget med megen anerkendelse inden for ledelse og innovation rundt om i verden i disse år. Uét er et billede på en proces, hvor man bevæger sig fra venstre side ned til bunden og op ad højre side. Venstre side handler groft sagt om graden af fordybelse (måden) og højre side om handleperspektivet. I bunden af Uét er der “nærvær i guddommelig stilhed”. Scharmer 2007, s. 250. Stilheden er således tilsyneladende ikke et fortidslevn, som gamle humanister søger at puste nyt liv i men et aktuelt bud på lederskab i det 21. årh.

Læs evt. mere om Teori U her.

Mange mennesker søger i disse år steder med stilhed. En del gør det sikkert for at finde sig selv i en fortravlet verden og et overfyldt rum. Nogen for at finde visdommen, og måske gør andre det for bare at være i den og nyde lyksaligheden. Det er som nævnt ikke et nyt fænomen, mennesker har søgt stilheden (og flygtet fra den) fra tidernes morgen. Alligevel tænker jeg, at der er grund til at overveje, om vi efterhånden har skabt en verden, hvor der ikke er meget plads til stilheden og dermed de erkendelser og kvaliteter, som vi kan opleve gennem den. Hvornår har vi sidst set et barn være stille? Hvor tit har vi selv plads til det i en travlt hverdag, hvor vi er omgivet med alle mulige tekniske hjælpemidler, der konstant bryder stilheden? Er det larmende og urolige samfund, som vi lever i, med til at skabe en larmende og urolig indre sindstilstand, der gør os stressede? For det meste delt opmærksom med mange bolde i luften og masser af afbrydelser (forstyrrelse) ind i vores mentale rum – delt fleksibel opmærksomhed – og ikke megen tid til at dvæle ved og fordybe sig i fænomenerne, tingene og hinanden.

Man kan skelne mellem at være og gøre. I gøren-modus handler det om at realisere mål, opnå noget, præstere noget osv. Bevidstheden er i problemløsnings-mode og tankerne kører rundt for at finde de bedste løsninger.

I væren-modus kommer der ro på tankerne, og vi bliver stille. Tankerne er ikke optaget af problemløsning, men de falder til ro, så vi kan mærke sansningen og gennem opmærksomhed på den blive mere bevidste om, hvordan vi har det, hvad kroppen fornemmer, og hvad vi føler. Vi skal ikke opnå noget særligt, men vi er bare, og når vi er bevidst nærværende på den måde, så ser vi måske noget, som vi aldrig ellers ville få øje på.

Der er naturligvis ikke noget i vejen med gøren, handling og problemløsning. Verden har i høj grad brug for det. Men hvis ikke vi har vores væren med, når vi gør noget, så bliver det handlinger uden forbindelse med dem vi er og de værdier, som vi står får. Det bliver tekniske løsninger uden forbindelse til vores dømmekraft. Vi bliver instrumentalister der handler efter den nyeste evidensbaserede viden, og ikke mennesker der handler ud fra vores egen dybere dømmekraft. Dømmekraftens etiske og æstetiske dimensioner udvikles måske netop, når vi har kontakt med væren og stilheden i vores egen tilværelse. Derfor er det afgørende for et samfunds bæredygtighed, at vores handlinger er forankret i  det.

Markedet har det ikke godt med fordybelse, men lever og vokser kun i kraft af det hurtige udskiftelige forbrug, og den perfekte forbruger har opbygget sin identitet omkring dette forbrug. Man skal helst ikke kunne undvære det sidste nye og på den anden side alligevel helst skifte det hurtigt ud.

Samfundet tænker i vækst og præstationer, og vi skal præstere mere, hurtigere, bedre end de lande som vi konkurrer med. (Læse hurtigere end de andre i 2. klasse, have flere rigtige i matematikprøven osv.) Skolens funktion bliver i det lys at lære eleverne at forbruge og præstere, så vi kan holde liv i markedet og i konkurrencen. Mit spørgsmål er om patienten dør i forsøget på at få markedet til at leve?

“I et samfund, der belønner konstant vækst, vælger vi ofte at præstere mere. I vores kultur, hvor der i hvert fald tilsyneladende ikke er nogen øvre grænse for, hvor langt vi kan nå, opgiver vi ikke uden videre vore ambitioner. I stedet investerer vi os selv i et halsbrækkende projekt med alle de risici, det indebærer.” Præstationsfælden, 2010 s. 51

Hvem tør i dag gå i mod det, som alle godt ved er tidens største løgn? Røvhullets evangelium -som Suzanne Brøgger kaldte det -der bringer det glade budskab til mennesket, at meningen med tilværelsen er penge og magt. At samfundet kun kan overleve, hvis økonomien er i centrum og styrer resten. At livet handler om at være en human ressource, hvor man præsterer og skaber vækst. Hvem har interesse i den bestemmelse (definering) af samfundet?

Hvordan får vi et samfund, der bygger på visdom, hvis en stor del af visdommen findes i stilheden? Måske skulle vi erstatte tankefiguren om videnssamfundet med visdomssamfundet? Til det første begreb følger hele logikken om kundskabskapløb i en globaliseret verden, hvor livet er en lang konkurrence mod kineserne, og kan du ikke forstå det, så smider vi velfærdskortet – der vil ikke blive råd til at passe de ældre osv. Viden i videnssamfundet er primært viden, der kan sælges på markedet. Det er innovative kompetencer. Det er viden, der virker.

Til det andet begreb hører en besindelse på livets dybere mening.  “Visdom er at have vished om, hvad det gode er, kløgten er på denne baggrund at vide, hvordan man da kan fuldføre denne vished og føre det ud i livet i den konkrete hverdag.” Finn Thorbjørn-Hansen s. 294. Visdom handler altså om at bygge på det gode, og ikke nødvendigvis det effektive. (Den dialog og søgen der kunne give os dybere indsigt i den afskæres alt for ofte af en henvisning til evidensbaserede løsninger).

Et liv med plads til fordybelse, de formålsfrie aktiviteter, som vi bare gør, fordi vi ikke kan lade være. Det Gadarmer skrev om i Teoriens lovprisning. I videnssamfundet er man i konkurrence med de andre. I visdomssamfundet fokuseres mere på anerkendelse og ligeværdige relationer. Det handler ikke om at vinde og komme først, men om at lære af hinanden og samarbejde om løsningen af fælles problemer.  Så kan vi sammen tilstræbe en ” en dannelse (der har) at gøre med at kunne stå i det åbne i en lidenskabelig optagethed af, hvad det Sande, det Gode, og det Skønne er – ikke bare for mig eller for mennesket, men for livet som sådan.” Ibid. s. 28.

(Læs evt. mere her: Scharmer:Fra Egosystem awareness til Ecosystem awarenes)

Forståelse og visdom kræver langsomhed, stilhed og nærvær. “Det kræver en nænsomhed og ydmyghed af os og en langsommelighed i tanken. For at tænke er at få øje på noget, vi i grunden er dybt fortrolige med og lever på og af, men som vi ikke er opmærksomme på i vores hverdag og travle liv.” Finn Thorbjørn-Hansen. s. 19.

Den forståelse og den form for visdom, som vi kan opnå gennem stilheden, den fremmes ikke i en skole der fokuserer på test, konkurrence og sammenligninger og kontrolsystemer. Den fremmes af tillid til, at mennesker søger efter den viden, der virkelig betyder noget både for dem selv og det samfund, som de er en del af. Visdomssamfundet bygger på tillid og frihed, fordi det er dyb visdom, at tillid og frihed får det bedste frem i mennesker.

I visdomssamfundet er viden forbundet med etik. Kærlighed og viden hænger sammen. Dels fordi erkendelse kræver fordybelse og tager lang tids nærvær, og kærligheden er jo tålmodig, og dels fordi den erkendelse vi opnår, når den er drevet af kærlighed til sagen, både er befrugtet af kærlighedens åbne lytten til sagen indefra det felt, som sagen er en del af, og befrugtet af etiske fordringer som ansvar for den andens bedste.

Så slutter jeg med at spørge til en pædagogik, der bygger på visdom vs en pædagogik, der bygger på viden? En undervisning der bygger på visdom vs en undervisning, der bygger på viden? En skole der bygger på visdom vs en skole, der bygger på viden?

Hvad ved vi, der er godt for børn, når vi bliver stille og lytter? Til børnene, til fortiden og til fremtiden? Hvad ved vi, der er god undervisning, når vi bliver stille og lytter? Hvad kan vi sammen finde frem til, hvis vi skaber tid og rum til det?  Hvordan kan vi med kløgt fuldføre denne vished?

Måske kan dette perspektiv give et dybere perspektiv på begrebet om vækst i vores samfund. En vækst der er forankret i væren og dømmekraft, der gør det muligt for os at handle klogt og langsigtet i et samfund, der bygger på visdom.

Inspiration -LITTERATUR:

Joanna Rose. Præstantionsfælden. 2010

Tal Ben-Shahar. 2010. Jagten på det perfekte liv.

(Habermas´begreber om system og livsverden, strategisk vs forståelsesorienteret handling er velegnede til en analyse af, hvordan penge og magt (system) vs kultur (livsverden) kan være regulerende for social handling). Studer f.eks. Troels Nøragers bog System og livsverden.

Kundskabskapløbet. I Ove Korsgaards bog Kundskabskapløbet, kan du fordybe dig i det.

Stilheden og stilhedens væsen. a )Sara Maitland: Stilhedens væsen. b) Eckhart Tolle: Stilhedens budskab. (Spirituel bog) Du kan høre den oplæst her. c) Finn Thorbjørn-Hansen. At stå i det åbne.

Videnssamfundet: Hargreaves: Undervisning i videnssamfundet. Qvortrup: Det Videnskabende samfund. (Der er i sagens natur mange)

Bevidst nærvær (mindfulness) m.v.:

Morten Hecker (2010). Mindfuldness. Manuel til træning i bevidst nærvær.

Poul Gilbert (2010). Mindfulness og medfølelse -fra selvkritik til selvværd. 

Kelly Wilson (2011). Mindfulness i terapien. Kelly Wilson. 2011.

Mark Williams, John Trendsdale, Zindel Segal, Jon Kabat-Zinn (2008).  Bevidst nærvær – en vej ud af nedtrykthed.

Ole Vedfelt . (2000). Ubevidst intelligens.

Carl Otte Scharmer. (2007). Teori U.

6 thoughts on “Fra videnssamfund til visdomssamfund – har vi tid og rum til stilhedens erkendelser?

  1. Anne

    Dette er en rigtig interessant artikel, tak for det. I øvrigt har jeg lige stødt på et par meget interessante kurser i mindfulness. Der er bl.a. et kursus i stresshåndtering og i varigt vægttab og der er både mulighed for 1-dags kurser og længere forløb. Jeg har faktisk ikke vidst man kan tabe sig gennem mindfulness. Er ellers rigtig interesseret i mindfulness og praktiserer det dagligt. Så vil lige dele dette link med jer og håber I kan bruge det. Se linket her: mindfulness kursus

    Svar
  2. Hilmar Dyrborg Laursen Post author

    En tilføjelse om stilheden fra Ken Wilbers bog Sex, Ecology, Spirituality.
    “As Plotinus knew: Let the world be quiet. Let the heavens and the earth and the seas be still. Let the world be waiting. Let the self-contraction relax into the empty ground of its own awareness, and let it there quitly die. See how Spirit pours through each and every opening in the turmoil, and bestows new splendor on the setting Sun and it´s glorius Earth and all its radiant inhabitants. See the Kosmos dance in Empiness; see the play of light in all creatures great and small; see finite worlds sing and rejoice in the play of the very Divine, floating on a Glory that renders each transparent, flooded by a Joy that refuses time or terror, that undoes the madness of the loveless self and buries it in splendor.” Wilber 2000, s. 549.

    Her bliver stilheden det sted, hvor vi får kontakt med “Verdens sjælen” og ifølge Wilber, når frem til et nyt trin i evolutionen, hvor vi kan overskride en hel del af de begrænsninger og udfordringer, der er skabt af moderniteten. “And so there we stand now, at rationality, poised on the edge of transrational perception, a scientia visionis that is bringing here and there, but ever more clearly, to all sorts of people in all sorts of places, powerfull glimmers of a true Descent of the all-pervading World Soul.” SEX, ECOLOGY, SPIRITUALITY – the spirit og evolution. Ken Wilber. 2000, s. 551.

    Svar
  3. Hilmar Dyrborg Laursen Post author

    Stilhedens væsen. Sara Maitland 2009.

    Et par centrale linier fra en dejlig bog, som måske kan være til inspiration.

    “Jeg begyndte at ane, at alle vor samtids overvejelser over stilhed betragter det som fravær eller en mangel på tale eller lyd: en fuldstændig negativ forudsætning. Men jeg oplevede det ikke på den måde. I min haves vækst, i min påskønnelse af tid og den naturskabte verden, i den måde jeg bad på, i min nyvakte sans for trivsel og enkle glæder, som alle voksede i intensitet og blev tydeligere, jo mere stille jeg blev -dér så jeg ingen mangel eller fravær, men positivt nærvær. Lad stilhed være udenfor eller hinsides det deskriptive eller fortællende sprogs grænser, men det betyder ikke nødvendigvis at stilhed mangler noget som helst. Måske er stilhed et virkeligt, selvstændigt og faktisk forekommende fænomen – en selvstændig ontologisk kategori: Ikke mangel på sprog, men anderledes og forskellig fra sprog. Ikke fravær af lyd, men nærvær af noget, som ikke er lyd.” s. 31

    Maitland er blevet forelsket i stilheden og vil undersøge den nærmere. I sommeren 2000 flyttede hun til Durham County, til et hus på heden højt over Weardale. “Jeg ønskede både at være stille og at tænke over stilhed. Jeg drog ud for at søge stilhed – og det har jeg gjort lige siden.” s. 36.

    Hun sammenfatter hendes erfaringer med stilheden sådan.

    “Jeg har samlet og oplevet så mange stærkt positive øjeblikke af stilhed, situationer af menneskelig erfaring, hvor der ikke er nogen tale, ingen larm, men helt klart heller ingen følelse af tab eller mangel. Jeg tænker ikke her kun på mine egne “lyksalige øjeblikke” af stilhed, men på kulturelt set mere bredt anerkendte situationer.

    Der er den sarte intimitet mellem en moder og hendes nyfødte barn ved afslutningen på nattens amning, når barnet er tilfreds, på randen af søvnen, og man er der sammen med barnet og sig selv.

    Der er reaktionen af ærefrygt, når den “naturlige” verden i bestemte situationer giver sig til kende, hvor ord og selv normale følelsesmæssige reaktioner kommer til kort – eller rettere træder til side for erfaring. Skønt de i sig selv er stille, har nogle naturfænomener en tendens til at udløse følelser af fred eller tilfredshed (naturen “overfører” stilheden til mig), frem for en oplevelse af ærefrygt eller ubeskrivelighed. For at det sublime kan komme til stede med fuld effekt, skal der være et element af kraft og af noget grundlæggende umenneskeligt. Forskellige fænomener virker sådan – på forskellige mennesker: Bjergkæder, meteorregn, store vandfald og vide udsigter fra høje klipper er eksempler på den slags fænomener, som jeg tænker på, kan bringe folk til tavshed.

    Der er den positive psykoanalytiske stilhed, som tilsyneladende gør det muligt at opnå en ny form for selverkendelse og at genskabe et individs helhed og integritet.

    Der er efterklangen af rigtig god sex, når man er sammen med det andet menneske uden krav eller behov. Faktisk er der en stilhed omkring sex, som er helt anderledes end skammens stilhed. Der er noget ved den seksuelle passion, som sprog ikke kan begribe eller repræsentere – og når det er bedst, er der ingen grund til at forsøge.

    Der er de mystiske oplevelsers stilhed, hvori stilheden bliver indhold såvel som ramme, og som opleves uudsigelig – i en vis forstand umulig at drage ind i sproget.

    Der er den ligefrem ekstatiske eufori, som så ofte går forud for psykotiske og især epileptiske anfald. Jeg føler, at dette er den samme stilhed som den mystiske stilhed, men den moderne kultur har adskilt dem strengt.

    Der er den særlige stilhed i visse former for læsning, hvor der opstår en afstemt kommunikation, når den storsindede forfatter åbner det lille rum for den agtpågivende læser, og de to i fællesskab kalder (eller måske leger) en betydning frem.

    Der er stilheden i at lytte til musik – særligt instrumentalistisk musik (i modsætning til den menneskelige stemme). Musik er kompliceret i denne sammenhæng. Hvis musik er et øre-sprog og “forståeligt, men ikke oversætteligt”, som Anthony Storr har kaldt det, eller endnu mere primitivt en samling af lyde, hvordan kan det da kaldes “stille”?

    Dette er grunden til, at jeg har betonet det at lytte til musik frem for musikken i sig selv. Det er en almindelig reaktion på visse former for musik, at hjerte og sind bliver stille, og at man savner evnen til at tale om mening – både følelsesmæssigt og intellektuelt – samtidig med at det står helt klart, at det er meget betydningsfuldt. Det er en af de kulturelle oplevelser, som mennesker ofte nævner, hvis man spørger dem om positive oplevelser med stilhed. Nogle gange forestiller jeg mig, at musik medierer mellem stilhed og sprog. Nogle gange ser jeg det som et sprog i sig selv – ligesom de døves tegnsprog eller matematik.

    Der er de store kosmiske kræfter, som vi er afhængige af, selvom de er stille og helt usynlige . lys, organisk vækst, tyngdekraft, elektricitet, tidevandet, jordens rotation, de teotoniske pladers bevægelser. Luft, jord, ild og vand.

    Der er dødens stilhed.

    Alle disse former for stilhed har nogle helt specifikke ting til fælles: For eksempel en oplevelse af “noget på forhånd givet” – det vil sige, at disse oplevelser kommer fra “udenfor” det alminelige selv og hverken lader sig styre eller kontrollere, omend det er muligt at undvige eller undgå dem. Samtidig opleves de som integrerende: Hele selvet er involveret og erfarer sig selv – på en ny måde. Endnu mere almindeligt og grundlæggende er fraværet af grænser – folk føler, at de er udenfor og iagttager sig selv “højt oppe fra”, men uden nogen oplevelse af adskilthed eller splittelse. Fornemmelsen af forskellen mellem Selvet og Den Anden/Det Andet, mellem Jeg og Du bliver utydelig – bortset fra at der ikke er noget tab af integritet. I reglen ophører denne tilstand, når egoet, bevidstheden, genfinder sig selv.

    Måske endnu mere relevant her er den stærke oplevelse af uudsigelighed. Oplevelsen er ikke kun vanskelig at tale om, men den er faktisk meget svær at genkalde sig, at huske og at rekonstruere følelsesmæssigt. Oplevelsen kan ovenikøbet være indholdstom eller meningsløs -”hinsides sproget.” s. 247 ff.

    “Måske har stilhed virkelig en rytme…det ville være en interessant tanke, fordi det ville bringe stilhed på linje med musik. “Efter som musik et det eneste sprog med de modsatrettede egenskaber af at være på en og samme tid uudsigeligt og uoversætteligt, er den der skaber musikken, et væsen, som kan sammenlignes med guderne, og musikken i sig selv er det højeste mysterium indenfor videnskaben om mennesket.” s. 253.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s