Forholdet mellem praksis og praksis? Praksis/praksis-problemet? En nuancering af teori/praksis-problemet.


In fact, learning in the ways they are expected to teach may be the most powerfull form of teacher education. (Darling-Hammond 2005)

 Bør vi tænke teori-praksis problemet på en ny måde?

Læreruddannelsen er mangen en gang blevet kritiseret for at være praksisfjern, ikke at forberede de studerende godt nok til arbejdet osv. osv. Det har ført til en række tiltag m.h.p. forbedringer og stort set hver gang er udgangspunktet den opfattelse, at der er et problem med læreruddannelsen og at dette problem primært kan forstås som et teori – praksis problem, der opstår i mellem uddannelsen til lærer på den ene side og lærerens arbejde på den anden. Det, de studerende lærer i uddannelsen, er teorier, og det lærerne gør i skolen er praksis, og de teorier de lærerstuderende tilegner sig i uddannelsen, hjælper dem tilsyneladende ikke godt nok, når de kommer ud i skolen, ud i praksis. Tænkningen kan illustreres således:

 

Påstanden her er, at denne tænkning er en konstruktion af et problem, der får problemet til at fremstå på en unuanceret og ugyldig måde, der strider mod almindelig viden, og som samtidig fastholder os i en læreruddannelsestænkning, der bidrager til problemer mellem uddannelse og arbejde. Konstruktionen er uhensigtsmæssig og utilstrækkelig, hvis vi ønsker at forstå og handle hensigtsmæssigt i forhold til de problemer, der tilsyneladende er mellem uddannelsespraksis og erhvervspraksis, for man når som bekendt ofte frem til de forkerte konklusioner, hvis præmisserne er forkerte. Jeg vil forsøge at præsentere en tænkning der bygger på:

  • en påstand om, at vi ikke har et teori – praksis forhold, hvor der er problemer, men mange teori-praksis forhold, hvor det gennemgående problem kan forstås mere dækkende med udgangspunkt i begreberne handlingskundskab og refleksionskundskab.
  • En påstand om at praksisbegrebet i uddannelse og arbejde indeholder både teori og praksis, og at forholdet mellem uddannelse og arbejde kan forstås mere frugtbart som et praksis-praksis forhold.

Hovedproblemet i forholdet mellem læreruddannelse og skole er ikke er et teori – praksis problem, men snarere et praksis-praksis problem og et problem om forholdet mellem forskellige typer handlingskundskab og forskellige typer teorikundskab! Dertil kommer, at problemet ikke kun kan lokaliseres til de lærerstuderende eller til læreruddannelsen, men også til eleverne, hvor det såkaldte parallelismeproblem gentager sig (forholdet mellem hverdagspraksis og skolepraksis. Det kunne så handle om at finde frem til de kundskabsformer, der kan relateres meningsfuldt til de praksisformer, vi skal indgå i i livet i forskellige sammenhænge.

Teori- og handleformer

I læreruddannelse har vi en praksis, hvor der indgår teorier og handleformer, og det samme gør sig gældende i skolen. Teorierne er af forskellig art og kan bruges med forskellige formål – relateres til forskellige handleformer på forskellige måder (foreskrivende, inspirerende, kritik, analyse osv). I praksis i skolen og i praksis på læreruddannelse er der m.a.o. både teorier og handleformer, og disse er begge en del af praksis. Der er selvfølgelig meget forskel på både skoler og læreruddannelser. På nogle skoler bruger man teori ret foreskrivende (PALS-skoler), andre bruger dem mere kritisk (LP-skoler) osv.

I en model kommer det til at se således ud med læreruddannelsen som eksempel:

 I dette perspektiv kommer forholdet mellem læreruddannelse og arbejdet i skolen til syne som flere forhold. Et forhold mellem teorierne i læreruddannelse og handleformer i skolen. Et forhold mellem handleformer i læreruddannelsen og handleformer i skolen. Et forhold mellem handleformer i læreruddannelsen og teorier i skolen. Et forhold mellem teorier i læreruddannelsen og teorier i skolen. Og endelig et forhold mellem to forhold: Forholdet mellem teori og handleformer i læreruddannelsen og forholdet mellem teori og handleformer i skolen. Samlet kan dette betegnes som et praksis – praksis forhold! Dette er illustreret i nedenstående model.

 

For at nuancere lidt på mulige relationer mellem praksis i skolen og praksis i læreruddannelsen og teori- og handleformer i henholdsvis læreruddannelse og skole, vil jeg fortsætte med at udbygge analysemodellen i dybden ved at differentiere på de teori- og handleformer (praksisbegreber), der indgår i modellen. Nedenfor er det gjort med E. L. Dales 3 kompetencenivauer: K1: at gennemføre undervisning; K2: at planlægge undervisning; K3: deltagelse i kritisk dialog om og refleksion over undervisning. (Lærerprofessionalitet. E.L.Dale 1998) I forhold til teoribegrebet er det gjort med Habermas´opdeling i positivistisk, humanistisk og kritisk teori (Erkendelse og interesse 1968) og en skelnen mellem normative  og deskriptive teorier (Kurt Lewin). Med disse differentieringer kommer modellen til at se således ud:

Hvilke teori- og handleformer kan meningsfuldt relateres til hinanden?

 

 Nu er modellen til illustration blevet så udbygget, at den kan bruges til at stille en lang række mere præcise spørgsmål vedr. forholdet mellem uddannelsespraksis og erhvervspraksis – forholdet mellem læreruddannelse og virket som lærer i skolen. Hvad er det, vi taler om, når teori og praksis skal hænge bedre sammen?

I uddannelsen indgår der således både teorikundskab og handlingskundskab, der hver især kan yde sit værdifulde bidrag til de studerendes kompetenceudvikling. Udfordringen bliver at arbejde mere systematisk med, at få de teori- og handlerformer vi arbejder med i en læreruddannelsespraksis relateret meningsfuldt til de teori- og handleformer, der er, og vi ønsker skal være, i skolen – et praksis – praksis forhold.

Udover at modellen giver et mere plausibelt billede af forholdet mellem uddannelses- og erhvervspraksis og herunder forholdene mellem teori og praksis er der også læringsteoretiske og forskningsbaserede grunde.

“Just as students studying science need to experience the inquiry processes involved in discovering and testing ideas relevant to science, prospective teachers need to experience what it is like to learn in enviroments that are consistent whith learning principles….

In fact, learning in the ways they are expected to teach may be the most powerfull form of teacher education.” (PREPARING TEACHERS FOR A CHANGING WORLD. Linda Darling-Hammond og John Bransford (red.). 2005, s.76)

På dansk grund har en undersøgelse af de studerendes fagopfattelser i læreruddannelsen vist noget tilsvarende.(Fagopfattelser i læreruddannelsen hvordan kvalificerer læreruddannelsen til udvikling af fagdidaktisk kompetence? Af De sjællandske lærerseminarier (1999)). De studerendes fagopfattelser præges stærkt af den måde, de har fagene på. (De studerende gør det, vi gør, og vi skal derfor gøre det, vi vil have dem til at gøre i skolen! Hvis vi vil udvikle adaptive experts, så skal vi selv være det; hvis vi vil udvikle reflekterende lærere, så skal vi selv være det; hvis vi vil udvikle …..så skal vi selv. Den samme påstand kan fremføres i forhold til lærerens virke i forhold til eleverne i skolen.

 Afslutning.
Når vi opfatter forholdet mellem uddannelses- og erhvervspraksis som et teori-praksis forhold, så giver tænkningen anledning til en uhensigtsmæssig forståelse af den rolle uddannelsen har i forhold til erhvervspraksis. Læreruddannelsen tilbyder teori, som de lærerstuderende så skal bruge i praksis. Set i forhold til udviklingen af kompetencer og herunder de læreprocesser og kundskabsformer læreren trækker på i sin erhvervspraksis er det langt fra nok, at læreruddannelsen tilbyder de lærerstuderende teorier. Læreruddannelsen er en uddannelsespraksis, hvor der indgår både teori og handleformer, og denne praksis må ses i relation til den erhvervspraksis læreren skal arbejde i efter uddannelsen. Det handler om at fremme de praksisformer i uddannelsen, som vi ønsker skal være praksisformer i erhvervet. En god begyndelse er, at vi begynder forstå forholdet som et praksis-praksis forhold, og forholder os mere eksplicit til, hvilke teori- og handleformer, vi forsøger at forbinde med hinanden og hvorfor. Måske kunne en sådan tænkning også medfører, at lærerne i skolen opbygger en praksisforståelse, hvor teorier og refleksion er en endnu mere naturlig og nødvendig del i et professionelt virke som lærer.

Det styres så som altid meget af de evalueringsformer der er på uddannelserne, så hvis vi vil bebegynde forfra, må vi starte bagfra.(Jf. backwasheffekten). Jeg har andre steder skrevet om et evalueringskoncept, der sætter fokus på evaluering af bl.a. kompetencer og værditilvækst, som måske kan være til inspiration her. (Søg på Arenabestemt evaluering her på bloggen).

For en mere uddybende drøftelse af forholdet mellem teori og praksis vil jeg henvise til mit speciale, som du også kan finde her på bloggen.

6 thoughts on “Forholdet mellem praksis og praksis? Praksis/praksis-problemet? En nuancering af teori/praksis-problemet.

  1. http://fransbach.wordpress.com

    Interessant vinkling, Hilmar.
    For at gøre en langærmet skjorte til en t-shirt, vil jeg fra egen praksis-praksis, fremhæve refleksionskompetence som meget væsentlig. Det er i dette felt, i denne domæne, jeg finder nye veje til at udvikle mig som person og professionel fagperson.
    Dernæst vil jeg tillade mig at stille spørgsmål ved afsnittet om “De studerende gør det, vi gør, og vi skal derfor gøre det, vi vil have dem til at gøre i skolen”…..Jo tak, men hvis vi overfører dette “koncept” til gerningen som lærer, får vi så ikke bare mere af det samme? Hvor er det vi sætter eleverne fri? Fri til at finde det de “vil”. Og hvad er det så lige vi vil have dem til at gøre i skolen…? Hvem sætter den dagsorden..?
    Det skal dog retfærdigvis nævnes at jeg er lodret enig med dine betragtninger om praksis-praksis og forholdet mellem uddannelse og erhverv.

    Svar
    1. Hilmar Laursen Post author

      Ja, der er bestemt spørgsmål der ikke afklaret i artiklen. Pointen er primært at begrunde, at der kan være noget frugtbart i at se forholdet mellem arbejdet i skolen og studiet på læreruddannelsen på den måde, og at megen snak rammesættes som en teori-praksis problematik, som jeg tænker måske er en del af selve problemet, og som ofte er meget generel uden skelnen mellem forskellige teoriformer og deres relation til forskellige handleformer. Herefter mener jeg selv, at vi skal flytte fokus ud i skolen og samtale med hinanden om, hvad der ville være godt at få læreren til at gøre med eleverne. Og på den anden side kunne et praksisbegreb med større fokus på at der indgår teori og refleksioner i skolens praksis, måske få konsekvenser der. (Se i det perspektiv handler det f.eks. ikke nødvendigvis om, at få lærerne til at undervise så meget som muligt, men måske afsætte tid til, at de får efteruddannelse, tid til at læse pædagogisk litteratur osv. Jeg synes bestemt, du har en pointe med at stille spørgsmål til påstanden, der er formuleret meget firkantet, men altså ikke desto mindre rummer en væsentlig pointe. Det normative spørgsmål om, hvad vi så vil have dem til at gøre har jeg ikke forsøgt at svare på, men ideen udelukker så vidt jeg kan se ikke, at elevens frihed til selv at forfølge flere af sine egne mål. Spørgsmålet bliver så “bare”, hvordan uddannelsen bedst giver lærerne mulighed for at udvikle sig i retning af det. (Vi skal måske give de lærerstuderende større frihed, hvis vi vil have dem til at give eleverne større frihed?)

      Svar
    2. Hilmar Laursen Post author

      Vedr. refleksionskompetencen er jeg meget enig, og den består jo bl.a. af noget at reflektere med. (Man reflekterer over noget (genstandsfelt), med noget (teorier, antagelser, begreber), ud fra noget (intentioner m.v.) og i noget (kontekst).

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s