Forstyrrelsens pædagogik. Gert Biesta. 2011


Her mine citater og noter fra kap.4 i Gert Biestas bog God uddannelse i målingens tidsalder. Klim 2011. Læs evt. mere her. Se interview med Biesta – klik på billedet.

Forstyrrelsens pædagogik er en pædagogik, der byder nytilkomne mennesker velkommen, og giver dem rum til at skabe sig, således deres unikke personlighed kan komme til syne sammen med andre mennesker. Det er således en kritik af statens nuværende ønsker om, at skabe et individ på markedets præmisser. Kompetencemennesket. Dejligt med gode tanker der forsvarer den enkeltes ret til at komme til syne og blive unikt menneske.

Forestillingen om at ‘komme til syne’ er udtryk for en uddannelsesmæssig interesse i menneskelig subjektivitet og subjektifikation, men uden en skabelon, dvs. “Uden en på forhånd defineret idé om, hvad det vil sige at være og eksistere som menneske……mens ekstreme former for børnecentreret og elevcentreret pædagogik ganske enkelt acceptere alt og alle, der kommer til syne, lægger jeg vægt på behovet for en vurdering af, hvad og hvem der kommer til syne. Min pointe er, at denne vurdering bør foretages efter denne tilsynekomst, ikke før. Der er selvfølgelig en risiko indeholdt i dette, men spørgsmålet her er ikke, hvorvidt vi bør forsøge at undgå denne risiko. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt vi for at undgå en ny Hitler eller Pol Pot i at komme til syne bør forspilde muligheden for, at en ny Moder Teresa, en ny Martin Luther King eller en ny Nelson Mandela kan komme til syne. Så simpelt – og så utroligt kompliceret – er det” s. 93

God fornøjelse.

“Hvis vi betragter pædagogisk ansvarlighed som et ansvar for, at unikke individuelle væsener kan komme til syne….går dette ansvar først og fremmest ud på, at de rum og steder, hvor ‘nytilkomne’ kan komme til syne, er præget af en særlig ‘jordisk’ kvalitet. Dette ansvar er…et ansvar for den pluralitet, der er vilkåret for menneskelig handling og menneskelig frihed. Hvis vi lukker af for denne pluralitet, hvis vi gør verden til et rationelt fællesskab eller en samling af rationelle fællesskaber, vil vi stadig have mange måder, hvorpå nytilkomne kan få en stemme, men ingen af disse stemmer vil være unikke – de vil alle blot være repræsentative. En forstyrrelsens pædagogik er derfor en pædagogik, der bestræber sig på at holde muligheden for forstyrrelser af den ‘normale’ orden åben. Den er først og fremmest en pædagogik, der er forpligtet på muligheden for forstyrrelse, og måske en også en pædagogik, der i sig selv vil føre til forstyrrelser og afbrydelser.” s. 103.

“En forstyrrelsens pædagogik har således sin plads inden  i subjektifikationens domæne, ikke kvalifikationens eller socialisationens -.selv om den også kan virke ‘gennem’ disse domæner, En forstyrrelsens pædagogik er ikke en ‘stærk’ pædagogik. Det er ikke en pædagogik, der på nogen måde kan garatere sine ‘resultater’. Den er snarere en pædagogik, der anerkender uddannelsesfeltets og pædagogikkens fundamentale svaghed konfronteret med spørgsmålet om subjektifikation. Uddannelsens ontologiske svaghed er på samme tid dens eksistentielle styrke, eftersom det først er, når vi opgiver den idé, at menneskelig subjektivitet på en eller anden måde kan skabes af pædagogisk og uddannelsesmæssig vej, at der åbnes op for, at unikhed kan komme ind i verden. Det er dette, der er på spil i en forstyrrelsens pædagogik.” s. 104.

A. Åbningen og lukningen af moderne uddannelsestænkning og pædgogik

“Med Kant blev uddannelsens rationale således grundlagt på idéen “om en bestemt form for subjekt, der i sig har et potentiale til at blive selvmotiveret og selvstyrende”, men uddannelsernes opgave blev at realisere eller frisætte dette potentiale, “således at subjekter bliver fuldt autonome og i stand til at udøve deres individuelle og intentionelle handlen.” s. 89

Kant skaber en forbindelse mellem “på den ene side uddannelse, dannelse og opdragelse og på den anden side  menneskelig frihed.” s. 89

Vi får mulighed for at skelne mellem socialisation og dannelse (subjetifikation).

“Mens Kants filosoferen på denne måde åbnede et helt nyt felt for pædagogisk tænkning og praksis….blev denne tænkning lukket af, næsten før den kunne blive nærmere udforsket.” Dels pga at der kun var en definition af, hvad det vil sige at være et menneske. (Autonomi med udgangspunkt i brugen af fornuften blev tegnet på menneskelighed). Og dels pga at denne oplysning var “dybt rodfæstet i menneskets telos” , og altså ikke en kontingent historisk mulighed. S. 89.

“….lukningen i Kants formulering af grundlaget for moderne uddannelse og pædagogik gik også ubemærket hen, fordi de, der var ekskluderet fra denne definition af menneskets telos – de, der blev dømt som værende irrationelle eller endnu ikke rationelle (såsom børn) – manglede en stemme, der kunne gøre sig gældende, og således ikke kunne protestere mod deres egen eksklusion. Og de manglede netop denne stemme på grund af den specifikke definition af, hvad det vil sige at være et menneske,” s.90

B. Humanisme

“Jeg bruger her ‘humanisme’ i en specifik, filosofisk forstand af ordet, dvs. Som forestillingen om, at det er muligt at erkende og udtrykke menneskets essens og natur, og også, at det er muligt at bruge denne erkendelse som udgangspunkt for efterfølgende handling.” .s 90

Foucault og Derrida gjorde op med denne mulighed. ‘menneskes endeligt’, ‘subjektets død’

Heidegger og Levinas problematiserede ønskværdigheden.(Mange historiske krige, folkemord m.m. Blev retfærdiggjort og motiveret af specifikke definitioner af, hvad det vil sige at være menneske. “Humanismen må fordømmes….fordi den ikke er tilstrækkeligt human:” s. 91

Problemet er, at denne form for humanisme sætter en norm for menneskelighed, og ekskluderer dem, der ikke kan leve op til denne norm.

“Denne form for humanisme synes således at være ude af stand til at være åben over for den mulighed, at nytilkomne radikalt kan forandre vores forståelse af, hvad det vil sige at være et menneske.” Uddannelse bliver en form for socialisation. S. 92.

(Jf Benners begreb om ikke-affirmativ dannelsesteori)

Vi må skelne mellem uddannelse som socialisering ind i givne normer og uddannelse til frihed – det Foucault har omtalt som “frihedens udefinerede værk.” s. 92.

C. At komme ind i verden:Tilsynekomst, pluralitet og unikhed

To tilgange.

1). “For det første har jeg erstattet forestillingen om uddannelse som produktion af en bestemt form for subjektivitet -som en proces, hvor vi som undervisere forsøget at realisere en bestemt form for menneske, dvs. Det rationelle, autonome menneske – med spørgsmålet om, hvordan vi som unikke individer ‘kommer til syne’ (eng. Come into presence, o.a.) – mere specifikt – hvordan vi kommer til syne i en verden præget af pluralitet og forskel. Forestillingen om at ‘komme til syne’ er udtryk for en uddannelsesmæssig interesse i menneskelig subjektivitet og subjektifikation, men uden en skabelon, dvs. Uden en på forhånd defineret idé om, hvad det vil sige at være og eksistere som menneske……mens ekstreme former for børnecentreret og elevcentreret pædagogik ganske enkelt acceptere alt og alle, der kommer til syne, lægger jeg vægt på behovet for en vurdering af, hvad og hvem der kommer til syne. Min pointe er, at denne vurdering bør foretages efter denne tilsynekomst, ikke før. Der er selvfølgelig en risiko indeholdt i dette, men spørgsmålet her er ikke, hvorvidt vi bør forsøge at undgå denne risiko. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt vi for at undgå en ny Hitler eller Pol Pot i at komme til syne bør forspilde muligheden for, at en ny Moder Teresa, en ny Martin Luther King eller en ny Nelson Mandela kan komme til syne. Så simpelt – og så utroligt kompliceret – er det” s. 93

Det andet begreb, jeg har brugt…er begrebet ‘unikhed’. Begrebet ‘unikhed’ kan bruges til at overvinde humanismen, eftersom vi kan argumentere for, at hvert eneste individ i en vis forstand er unikt, at vi ikke længere kan reducere vores individualitet til en eller anden underliggende definition af, hvad det vil sige at være menneske. ” s. 93 f.

D. Fra at komme til syne til at komme ind i verden.

Hannah Arendt. Tre modaliteter ved de aktive liv. Arbejde, frembringelse og handling. “Mens arbejde og frembringelse har at gøre med instrumentelle forhold og nødvendighed og med mål og formål, der er eksterne til aktiviteten, er handling, den tredje form for vita activa, et mål i sig selv, og dets definerede egenskab er frihed.” s. 94 (Netop ikke tvunget af et mål).

Handling er at begynde noget nyt. “…det, der gør hver af os unik, er vores potentiale til at gøre noget, der ikke er blevet gjort før.” (En fødsel). Handling er forbundet med frihed forstået som “friheden til “at give noget væren, der ikke eksisterede før.”” (Arendt 1977, s. 151. Bieaste 2011, s. 95) Frihed er ikke en ‘indre følelse’ eller privat erfaring, “men af nødvendighed et offentligt og derfor politisk fænomen.” s. 95. (Hvem skal have muligheden for at handle frit – skabe).

Friheden består kun i handlingen.

Hvordan kan frihed komme til syne? “… ‘begyndelse er kun det halve af det, handling handler om. Selv om det er rigtigt, at vi afslører vores ‘distinkte unikhed’ gennem det, vi siger og gør, er alt afhængigt af, hvordan andre forholder sig til vores initiativer.” S. 95.

 “Derfor skriver Arendt, at aktøren…er et subjekt i den dobbelte forstand af dette ord, nemlig en, der begynder en handling, og den der pådrager sig og er underkastet dens konsekvenser.” s.95

 “Resultatet af dette er, at vores ‘evne’ til handling – og dermed til frihed  – i høj grad er afhængig af, hvordan andre forholder sig til vores begyndelser.” s. 96

 “‘Problemet’ er imidlertid, at andres reaktioner på vores initiativer er uforudsigelige. Selv om dette frustrerer vores begyndelser, betoner Arendt igen og igen, at det “er umuligt suverænt at være herre over det, man laver” og at dette på én og samme tid er vilkåret – og det eneste vilkår – for vores begyndelsers vej ind i verden.” s. 96

 NB. “I det øjeblik vi fjerner pluraliteten – i det øjeblik  vi fjerner andres andethed ved at forsøge at styre og kontrollere, hvordan de reagerer på vores initiativer – fratager vi andre deres handlinger og deres frihed og fratager som følge heraf os selv muligheden for at handle og således vores frihed.”  Pluraliteten udgør grundlaget for menneskelig handling. Skal ikke forstås som empirisk faktum, men som normativ kerne i Arendts filosofi. Hun ønsker at alle skal være frie. s. 96

 At komme til syne er at komme ind i verden præget af pluralitet og forskel.

 E. Unikhed

Unikhed som forskel eller uerstattelighed?

I hvilke situationer er det afgørende, hvem der handler?

Når vi står blottede overfor hinanden. Jeg skal svare på den andens ansigt.

Emmanuel Levinas: To former for fællesskaber. Det rationelle fællesskab, der bygger på at vi har noget til fælles. Det der betyder noget her, er det, der siges, og ikke hvem der siger det. S.99. Vi er udskiftelige.

Og fællesskaber der bygger på, at vi ikke har noget til fælles. Her må jeg træde frem i min unikhed. Jeg kan ikke erstattes af en rationel argumentation hentet fra et fællesskab, som jeg så repræsenterer. Her repræsenterer jeg så at sige mig selv.

“Min unikhed betyder noget, når jeg ikke kan erstattes af nogen anden.” s. 99

“Det er først, når vi bevæger os uden for rationelle fællesskaber, uden for fællesskaber der er konstitueret af noget fælles, at muligheden for at tale med vores egen stemme opstår. Her befinder vi os ikke inden for fællesskaber, der har noget til  fælles – vi er en del af at fællesskab bestående af dem, der ikke har noget til fælles – og det er netop dette vilkår, der kræver vores unikke, singulære stemme” s.101

“Den er først og fremmest en måde at reagere på, tage ansvar på, der på en måde ‘kræves’ af den situation, vi befinder os i – kræves af den andens ansigt, som Levinas ville formulere det.” s. 101

“Det andet fællesskab eksisterer kun sporadisk, i de øjeblikke, hvor vi står blottede over for “et imperativ”….Det andet fællesskab  eksisterer som en anden form for forhold, en anden manifestation af vores ‘væren-med-andre’, kun fra tid til anden som en forstyrrelse af det rationelle fællesskabs virke…..Det  lever ‘inden i’ et rationelle fællesskab som en konstant mulighed, men ikke som en mulighed, der kan tvinges til at eksistere. For i det øjeblik, vi sagde, at alle bør blive ansvarlige eller agere ansvarligt, ville vi have gjort det ‘andet’ fællesskab til et rationelt fællesskab.” s. 102.

Se interview med Biesta her: http://vimeo.com/32803752

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s