Uddannelse mellem accountability og ansvarlighed. Gert Biesta


Jeg bringer her nogle noter og citater fra kapitel tre i Biestas bog God uddannelse i målingens tidsalder. (Kursiveringer mangler flere steder)

Det paradoksale er, at accountability i den tekniske og ledelsesmæssige tilgang, som vi ser praktiseret som policy disse år umuliggør ansvarlighed. Måske har du lyst til at gå lidt i kødet på det paradoks. Måske ønsker du bare at tage ansvar for din ansvarlighed, men har svært ved at gøre det indenfor nuværende rammer. Måske kan du hente kunstig åndedræt til det moralske menneske og nærheden, der altid vokser ud af den unikke situation, hvis der er plads for regulativer, standarder, kvalitetskriterier, regler for god adfærd osv. Måske er du træt af, det Bauman kalder dehumanisering. “Det, der sker her, er, at dem, der befinder sig i ‘handlingens modtagende ende’, nægtes  kapaciteten til at være moralske subjekter, hvorved de “således fratages muligheden for at udgøre en moralsk udfordring for handlingens intentioner og virkninger.” s. 78 God fornøjelse :-)    

Du kan læse mere fra Biesta her: Uddannelse til frihed

“Min argumentation har hidtil fokuseret på de måder, hvorpå nyere tendenser indenfor uddannelsesområdet har gjort det vanskeligt at forholde sig til spørgsmål om uddannelsens mål og formål…I dette kapitel fokuserer jeg på endnu et aspekt af denne udvikling, nemlig den måde, hvormed begrebet om at stå til ansvar, accoutability, er blevet forvandlet fra et begreb med reel demokratisk potentiale til en række procedurer, der har undertrykt uddannelsespraksis, og som har reduceret  normative spørgsmål til spørgsmål om ren procedure. Lige som idéen om evidensbaseret praksis udgør en trussel for uddannelsesområdets demokratiske kontrol, har ledelsestilgangen til accountability (det at stå til ansvar) eroderet underviseres muligheder for at tage ansvar (eng. Take resonsibility, at at tage ansvar) for deres handlinger og aktiviteter og mere specifikt for, hvad det er intentionen, at deres handlinger og aktiviteter skal føre med sig” s. 61 ff.

A. To fortolkninger af accountability

“Forbindelsen mellem de to betydninger er svag…..Alligevel opererer accountabilitybegrebets retorik præcis på grundlag af en ‘hurtig skiften’ mellem de to betydninger, hvilket gør det vanskeligt at se et argument mod accountability som andet end en opfordring til uansvarlig handling.” s. 62 f.

1. Generel betydning: at stå til ansvar

Har at gøre med ansvarlighed, at stå til ansvar. S. 62

I slutningen af 70érne og begyndelsen af 80érne “blev der gjort forsøg med at formulere en demokratisk tilgang til accountability, hvor det blev hævdet, at det at lade skoler stå til ansvar over for forældre, elever og borgerne generelt ville fremme demokratiseringen af uddannelsesområdet. (se Epstein 1993; Davis & White 2001).” s. 63 f

“Skiftet fra faglige og demokratiske begreber om accountability til den teknisk-ledelsesmæssige tilgangs nuværende hegemoni bør forstås på baggrund af en bredere samfundsmæssig transformation af uddannelsessystemet.” s. 64

Beskrevet af Gerwirtz med begreberne fra velfærdstænkning (en forpligtelse på faglige standarder og værdier som rimelighed, omsorg og social retfærdighed og samarbejde)  til postvelfærdstænkning (forbrugerorienteret mentalitet, ønsker om effektivitet, vægt på konkurrence på et frit marked. “Accountability og dens naturlige følge ‘kvalitetssikring’ er den nye ledelsestænknings primære instrumenter.” s.64

2. Teknisk-ledelsesmæssig: pligten til at aflægge regnskab

Pligten til at aflægge regnskaber, der kan underkastes revision. Pligten til at præsentere evaluerbare redegørelse. S. 62

Charlton (1999;2002) har lavet denne skelnen mellem to former. “Hans redegørelse viser også, at den ledelsesmæssige brug af begrebet om accountability histotisk set hører hjemme i en strengt finansiel kontekst, hvor formålet med at revidere regnskaber er “at spore og forhindre inkompetence og uærlighed i håndteringen af penge….Han hævder, at den finansielle revisions logik ganske enkelt er blevet overført til den ledelsesmæssige kontekst uden den store refleksion over spørgsmålet om, i hvilket omfang denne logik er hensigtsmæssig i relation til ledelsesmæssige formål. Charlton viser, at i stedet for at tilpasse revisionsprocessens principper til en anden konteksts specifikke karakteristika og betingelser har accountability-kulturen ført til en situation, hvor praksisser må tilpasse sig revisionsprocessens principper. S. 63.

B. Skiftende forhold mellem staten og dens borgere

“Jeg mener, at dette forhold i mindre grad er blevet et politisk forhold – dvs. Et forhold mellem stat og borgere, der sammen er interesseret i realiseringen af det fælles gode – og i højere grad et økonomisk forhold mellem staten som leverandør og skatteyderen som forbruger af offentlige serviceydelser…..Det er en afgørende faktor, at det sprog der bruges, er et økonomisk sprog, der positionerer staten som leverandør og borgeren som forbruger….Valgfrihed er blevet det centrale ord i denne diskurs” s. 65

“Denne rekonfiguration er tæt forbundet med fremvæksten af kvalitetssikringskulturen, den naturlige følge af accountability-begrebet. Nuværende kvalitetssikringspraksis koncentrerer sig typisk “om systemer og processer snarere end om resultater” (Charlton 2002:20). Kvalitetssikring handler om processers effektivitet og virkningsfuldhed, ikke om hvad det er intentionen, at disse processer skal føre til.” s.68

1. ideologiske transformationer

a. Neoliberalisme og neokonservatisme

2. Økonomiske forandringer

a. Oliekrisen 70érne

 (Lavkonjunktur)

 3. Fra politisk til økonomisk forhold

 4. Borgere som forbrugere: Fra direkte til indirekte accountability.

“I den klassiske liberalisme er individet karakteriseret af at have autonom menneskelig natur med mulighed for at udøve frihed. I neoliberalismen forsøger staten at skabe et individ, der er en driftig og konkurrenceorienteret iværksætter.” (Olsen 1996, s. 340. I Biesta 2011, s. 67).

“Det besynderlige ved denne situation er den ejendommelige kombination af markedsgjort individualisme og central styring. Dette forklarer, hvorfor faglige og demokratiske modeller for accountability så at sige er uddøde. Grunden til dette er, at uddannelse er blevet repositioneret som en offentlig service ydelse, som staten leverer, og som betales med skatteydernes penge. I denne konstellation er der intet direkte accountability-forhold mellem forældre….og skolen…..Forældres og elevers rolle i “accountabilitykredsløbet” er kun inddirekte, i og med at staten i sidste ende kan stilles til ansvar for ‘kvaliteten’ af de offentlige serviceydelser, den leverer. Men det sidste forhold er i sig selv et apolitisk forhold, i og med at det positionerer borgere som forbrugere, der kan ‘stemme’ om kvaliteten af de serviceydelser, staten leverer, men ikke har demokratisk indflydelse på den generelle retning eller det generelle indhold af, hvad der leveres” s. 67 f.

C. Accountability eller ansvarlighed (68)

“….under denne bemærkelsesværdige retorik er det egentlige fokus på præstationsindikatorer, der er udvalgt, fordi de er lette at måle og komtrollere, snarere end fordi de præcist måler, hvad kvaliteten af præstationen er.” O´Neill 2002:4-5. Biesta 2011:70

“Men det, disse incitamenter synes at fremkalde, er adfærd, der passer til accountability-systemet – adfærd der passer kontrollørerne og dem med ansvar for kvalitetssikring – snarere end at fungere som incitament til faglig og ansvarlig handling…..Dette resulterer i sidste instans i en situation, hvor spørgsmålet ikke længere er, hvad skoler kan gøre for deres elever, men hvad elever kan gøre for deres skoler” s. 70

“Den forudgående analyses konklusion kan kun være, at den nuværende accountability-kultur er dybt problematisk. Et fokus på accountability er en apolitisk og antidemokratisk strategi, der redifinerer alle betydningsfulde forhold på baggrund af en økonomisk terminologi og således betragter dem som formelle snarere end substantielle forhold.” s. 70

D. Middelklasseangst

Stor kløft i England mellem public schools (fee-paying) og statslige skoler. Udefra virker det som om public schools gennemsnitligt ‘producerer’ elever med højere karakterer. Mange forældre ønsker gode muligheder for deres børn, “Af netop denne grund er de villige til aktivt at støtte en regeringsdagsorden om at ‘hæve standarderne’ på de offentlige skoler….” s. 72

 Tre grunde til accountabilitykulturen er blevet mulig:

1) middelklasseangst

2) Forældre og elever positionerer sig som forbrugere, fordi de tror, at de opnår reel magt over systemet.

3) Den hurtige skiften mellem to forskellige betydninger af accountability. Det er svært at argumentere mod, fordi det lugter af uansvarlighed. (s. 72)

E. At være ansvarlig for vores ansvarlighed

 1. Bauman

“Det centrale begreb i Baumans formulering af postmoderne moral er begrebet om ‘ansvarlighed…det mest overbevisende argument kan måske findes i den påstand, at overholdelsen af reglerne, hvor samvittighedsfuldt dette end gøres, ikke og aldrig vil kunne fjerne ansvarligheden. Vi kan altid spørge os selv, og andre kan spørge os, hvorvidt vores overholdelse af en række (etiske) regler er eller var det rette at gøre – og vi vil aldrig få et endegyldigt svar på det spørgsmål. Og dette r præcis, hvad postmodernismen viser os: At moralske valg rent faktisk er valg, og at moralske dilemmaer rent faktisk er dilemmaer og ikke “de midlertidige og korrigerbare konsekvenserr af menneskelig svaghed, uvidenhed eller bommerter” (Bauman 1993:32).

 “Baumans redegørelse afslører derfor, hvorfor er ansvarlighed er både mulig og nødvendig under det postmoderne ‘vilkår’. Den er mulig, fordi postmoderniteten efterlader troen på muligheden for en universiel moralsk kode og mere specifikt modernitetens kodificerede rationelle etik. Det er imidlertid af denne grund, at det bliver nødvendigt at tage ansvar.” s. 75

F. Ansvarlighed og moralsk autonomi (75)

Bauman hævder, at “problemet med forsøg på at kodificere moral er, at det moralske ‘jeg’ blot betragtes som “en singulær form af det etiske ‘os’, og at ‘jeg’ inden for det etiske ‘vi’ kan udskiftes med ‘han/hun'”….Men i det moralske forhold er “jeg og den Anden ikke udskiftelige og kan således ikke ‘summeres op’ til at danne et pluralt ‘vi’. (Bauman 1993:47;50)

 Bauman hævder, at det moralske forhold er (kursiv) et forhold præger af ansvar. Det adskiller sig fra et kontraktuelt forhold ved, at ansvarlighed ikke er reciprok. Det er ikke sådan, at jeg er ansvarlig for den Anden, fordi den Anden er ansvarlig for mig.

“Mit ansvar for den Anden er altid allerede præsent. Det er ikke (kursiv) et ansvar, der følger af min beslutning om at være ansvarlig eller ej. Det er snarere “umuligheden (kursiv) af ikke at være ansvarlig for denne Anden her og nu, der konstituerer min moralske evne”….Hermed ikke sagt, at alle rent faktisk vil være (kursiv) ansvarlige. Men pointen er, at vi for ikke (kursiv) at være ansvarlige må ‘glemme’ noget.” s. 75

 “Mens regler kan være universelle, er ansvar af ‘natur’ ikke-universelt, singulært, unikt…..Det ‘moralske kald’ er snarere helt igennem personligt, det appellerer til mit (kursiv) ansvar, hvilket betyder, at “jeg er moralsk, før (kursiv) jeg tænker….”det at være ansvarlig for den Anden er vores menneskelige vilkår: “moralsk ansvar – at være for (kursiv) den Anden, før man kan være med (kursiv) den Anden – er selvets første realitet.” s. 76

G. Moral nærhed og modernitet.

 1. Levinas

 a. Nærhed

Det moralske forhold er et forhold mellem to. Levinas udtrykker det moralske forholds unikke egenskab med begrebet om nærhed.

 “Nærhed handler ….ikke om fysisk nærhed…Nærhed er mere at sammenligne med ‘opmærksomhed’ eller en ‘venten’. Set på denne måde kan vi sige, at nærhed beskriver den situation at befinde sig i en moralsk situation og være et moralsk selv. Den beskriver samtidig den specifikke kvalitet (kursiv) ved den moralske situation og betingelsen (kursiv) for, hvordan moral kan blive mulig, ‘dukke op’. S. 76 f.

 “Eftersom moral kun eksisterer i tos moralske selskab, forandrer situationen sig dramatisk, når en tredje person træder ind på scenen. Det er her, ‘samfundet’ kommer til syne…..samfundet har brug for “normer, love, etiske regler og retfærdighed.” s. 77

Den Anden er nu blevet opløst til de Mange, og det første der opløses, er det, som Levinas kalder for ‘ansigtet’, dvs den Andens andethed og dermed moralen, der er “ansvarligheden for denne andethed.” s.77

“Det andet ‘arrangement’ består i  at dispensere nogle ‘andre’ “fra klassen af potentielle genstande for moralsk ansvarlighed”…-en proces Bauman kalder dehumanisering. (Kursiv). Det, der sker her, er, at dem, der befinder sig i ‘handlingens modtagende ende’, nægtes (kursiv) kapaciteten til at være moralske subjekter, hvorved de “således fratages muligheden for at udgøre en moralsk udfordring for handlingens intentioner og virkninger.” s. 78 (Lærerne er således ikke ansvarlige, men følger blot en regel!)

“Selv om disse arrangementer ikke fremmer umoralsk adfærd, kan man ikke sige, at de fremme god adfærd – i denne henseende kaldes de for ‘neutrale’. De gør snarere social handling moralsk set ‘adiaforistisk’, dvs. Moralsk ligegyldig. Socialisationens overordnede effekt beskriver Bauman som en “ud-rationalisering” af den moralske impuls”. (s. 79).

 “Vi har ikke andet valg end at satse på samvittigheden, der – hvor bleg den end er – alene kan indgyde ansvarligheden for at være ulydig ansigt til ansigt med befalingenn om at gøre godt.” Bauman 1993:250

H. Konklusioner (80)

“Det kræver altid flere kræfter og større overbevisning at gå imod strømmen end at vælge den vej, hvor man møder mindst modstand.”S. 81.

 1) Accountabilitykulturen udgør en trussel mod politiske forhold, i og med at accountability-begrebet redifinerer forhold med udgangspunkt i økonomiske termer. Som følge heraf bliver accountability-forholdet et formelt forhold, hvor ‘kvalitet’, det mest tomme og misbrugte ord det seneste årti, bliver begrænset til processer og procedurer i stedet for snarere at være relateret til indhold og mål. S.80

 “Læreres og uddannelsesinstitutioners position i alt dette er endnu mere problematisk, eftersom de er blevet  fanget på leverandørsiden  af ligningen.” s. 82

 2) Ac-kulturen har ændret forholdene i uddannelseslandskabet og ligeledes forandret de involverede parters identiteter og selvforståelse.

3) Accountability-kulturen udgør en alvorlig trussel mod muligheden for nærhed. s.83 (Nærhed har at gøre med opmærksomhed og at vente).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s