Om pædagogisk praksis og intervention – det, der virker, er det, der ikke virker kausalt!


Det-der-virker-paradigmet og den policy, der er knyttet til det, virker ikke, sålænge tilgangen bygger på en kausalitetslogik! Det, der virker, er det, der ikke virker kausalt, men skaber mulighed for frugtbare læringsmiljøer og erfaringsrum. I disse erfaringsrum forholder de lærende sig til læringens indhold på uforudsigelige måder. Pædagogik kan derfor ikke virke, og det er præcis det faktum, der gør den mulig.

Alle gode lærere arbejder hver dag på at gøre en forskel, der gør en forskel. De påvirker eleverne, griber ind, opmuntrer, inspirerer, viser tålmodighed, anerkender, fremviser kranier osv. Pædagogisk intervention er handlinger af forskellig art med pædagogiske mål for øje.

Spørgsmålet i dette indlæg er, hvordan vi kan forstå denne intervention. Eller mere præcist udtrykt, hvordan kan vi forstå sammenhængen mellem lærerens handling og de konsekvenser (mål, forskelle), der ønskes opnået.

I den materielle verden, den fysiske verden kan vi beskrive sammenhængene med de fysiske love. Når vi kender kræfterne (årsagerne), der virker på en genstand, så kan vi beregne konsekvenserne af disse kræfter, hvis vi kender lovene. (F=M*A; Ekin=1/2 m*V2; E=M*C2 osv osv.) På den baggrund kan man sende raketter ud i rummet, satelitter i kredsløb og brygge broer, der holder til de påvirkninger, som man ønsker. Der er tale om en kausalitetslogik (årsag-virkningslogik) inden for den materielle verden (selvom bl.a. Holger Bech Nielsen, men teorien og guds vilje peger på, at der i visse tilfælde kan være tale om finalitetslogik/formålslogik, hvor konsekvenser ikke opstår i kraft af årsager der “skubber”, men formål der så at sige “trækker” konsekvensen frem.)

Spørgsmålet er så, om vi tror de samme regler og sammenhænge gælder i den immaterielle, åndelige verden, hvor kontakten mellem de mennesker, der indgår, ikke foregår gennem fysiske påvirkninger men symbolske. Kan vi på samme måde som indenfor den fysiske verden forudsige, hvad der sker, eller er der snarere tale om løst koblede relationer mellem påvirkninger og konsekvenser. Og hvis vi kunne forudsige konsekvensen af en pædagogisk intervention, hvordan kan vi så tro på, at vores elever er subjekter med aspekter af fri vilje? Skal vi i det lys også forstå lærerens handlinger som virkninger af årsager? Eller er der snarere tale om valg ud fra værdier og løst koblede sammenhænge? (Habituelle og bevidste).

Pointen er, at den kausale logik ikke fungerer (virker) indenfor pædagogikken, så længe pædagogikken indeholder en forestilling om subjekter og så længe sammenhængen ikke er fysisk. Raketter har som regel ikke nogen mening om, hvor vi sender dem hen, men det har elever, deres forældre og lærerne. Vi er havnet i en situation, hvor det, der virker (den kausale logik), ikke virker – og man kunne tilføje, at det, der ikke virker, det virker!) Når vi skal intervenere i pædagogisk praksis, så skal vi i det lys vælge at gøre det, der ikke virker, for det virker måske, og vælg desuden det fra, der virker, fordi det virker (med sikkerhed) ikke!

I pædagogisk praksis forholder de involverede sig til hinandens handlinger ved hjælp af fortolkninger af det, der siges og gøres. Sammenhængen mellem lærerens handling og elevens læring er ikke kausal, den er løst koblet, sålænge de involverede har frihed til at forholde sig, og det har de, hvis vi antager, at de er subjekter. Når vi skal “give eleverne kundskaber”(1), der kan hjælpe eleverne, så de får “baggrund for at tage stilling og handle” (2), så er der tale om en symbolsk udveksling, hvor resultatet afhænger af, hvordan de involverede forholder sig til kundskaberne.

 ”…det vigtigste argument mod den forestilling, at uddannelse er kausal proces, (er) den kendsgerning, at uddannelse ikke er en proces bestemt af fysisk interaktion, men en proces bestemt af symbolsk (kursiv) eller symbolsk formidlet (kursiv) interaktion….Hvis undervisning har nogen form for effekt på læringen, er det fordi, de studerende fortolker og forsøger at give mening til det, de undervises i. Uddannelse er kun mulig gennem processer bestående af (gensidig) fortolkning….eller med systemteoriens sprog: at uddannelse er et åbent og rekursivt system – at det er selve umuligheden af en uddannelsesmæssig teknologi, der gør uddannelse mulig.” (Bieste 2011: 45)

Der er altså to grunde til, at den kausale logik ikke virker. Den ene er, at påvirkningen ikke er fysisk, men symbolsk, og derfor afhænger af elevens opmærksom, rettethed, fortolkning osv. Den anden er, at præmissen vedrørende subjektivitet modsiger muligheden for at forudsige, hvad der vil ske, fordi det afhænger af, hvordan de involverede forholder sig. En pædagogisk intervention har i det lys karakter af et tilbud til eleven, som vi begrunder og iscenesætter på måder, der gør, at eleverne forholder sig konstruktivt til det. Det gør mennesker ofte, når det giver mening for dem (det er relevante og væsentlige mål), og de har de nødvendige forudsætninger, når det er trygt og rart at være i skolen,  der er gode rammer, relationen til læreren er god og respektfuld osv. (Se Oversigt over forskningen i god undervisning og sammenfatning om aktuelle læringsteorier). Alt dette virker ikke (kausalt) men er konstituerende for det erfaringsrum, hvor eleverne kan forholde sig til indholdet, så de lærer noget, hvis de vil og kan. Det virker ikke, men det giver god mening, hvilket må være det væsentlige kriterium indenfor pædagogikken.

Pædagogisk intervention handler i det lys om, at skabe et erfaringsrum, der er konstruktivt for elevernes læring. Hvis en bestemt metode viser sig at være god for mange elever, så er det ikke fordi, den virker kausalt, men fordi den tilbyder et frugtbart læringsmiljø. Og i det øjeblik eleverne forholder sig anderledes til den givne metode, så ‘virker’ den ikke mere!

I det perspektiv handler en didaktik, der virker, fordi den ikke virker kausalt, ikke blot om metoder, men om alle forhold, der er væsentlige for etableringen af gode læringsmiljøer. Vi kan naturligvis hente inspiration fra forkningen og teorierne her, men må dog først og fremmest skabe erkendelse i mødet med den enkelte elev, dagsformen osv.

Det er skolelederens og politikernes ansvar, at skabe rammer på skolerne, der giver lærerne mulighed for lærernes erfaringsdannelse i forhold til den enkelte elevs læring. Flere elever i klasserne er nok ikke det smarteste i den sammenhæng, for det kræver tid og indsats, at gøre erfaringer med den enkelte elev.  Det er så lærernes ansvar at udnytte disse rammer, så godt de kan. Det fleste lærere ønsker at gøre en forskel, der gør en forskel, så de er parat til at tage ansvar, men har ikke altid gode muligheder for at gøre det.

Det-der-virker-paradigmet og den policy, der er knyttet til det, virker ikke, sålænge tilgangen bygger på en kausalitetslogik! Det, der virker, er det, der ikke virker kausalt, men skaber muligheder for frugtbare læringsmiljøer og erfaringsrum. Pædagogik kan ikke virke, og det er præcis det faktum, der gør den mulig.

Kilder 1 og 2. Fra folkeskolens formål.

Du kan hente mere inspiration her:

Gert Biesta. God uddannelsen i målingens tidsalder. Klim 2011.

Hannah Arendt. Menneskets vilkår. Gyldendal 2008

Thomas Rømer. Uddannelse i spænding. Klim 2010.

Thomas Rømer og Svend Brinkman. (red) Uren pædagogik. Klim 2011.

Andre indlæg på bloggen (der ikke virker:-)):

Evidensbaseret undervisning mellem videnskab og demokrati.

Hannah Arendt. Menneskets vilkår

Fortyrrelsens pædagogik. Biesta.

Uddannelse til frihed.

Uddannelse i spænding. Rømer

Uren pædagogik. Rømer

Teknik og dannelse. Hilmar Laursen

2 thoughts on “Om pædagogisk praksis og intervention – det, der virker, er det, der ikke virker kausalt!

  1. Hilmar Dyrborg Laursen Post author

    Sammenhængen mellem handling og konsekvenser kan sammenfattes i Deweys erfaringsbegreb, hvor en erfaring (erkendelse) opstår, når vi forstår denne sammenhæng. Udvikling af pædagogisk erkendelse handler i det perspektiv således om at gøre erfaringer ved bevidst at forholde sig til forholdet mellem handlinger og konsekvenser. Hvad gjorde jeg, og hvad skete der? Når jeg forstår de sammenhænge, så har mulighed for at handle intelligent i forhold til nye situationer, der ligner dem, som jeg har gjort erfaringer i forhold til tidligere. Vi tænker os om og overvejer, hvordan det mon er klogt at handle. Vi er med andre ord ikke overladt til forsøg-fejl-metoden, hver gang vi skal handle, men kan lære af vores fejl. (Jf. Batesons teori om det logiske kategorier og læring og kommunikation. Se evt. mere her på bloggen).
    Erkendelse er således ikke noget der opstår, ved at stå på siden som tilskuer men gennem aktiv deltagelse.
    Evidensbaserne rummer viden opstået på baggrund af metaanalyser af forskning af pædagogisk praksis, og kan ikke komme meget længere væk fra den specifikke situation end tilfældet er. Det er generaliseringer af erfaringer, der er opstået i situationer, der har foregået. I det perspektiv kan evidensbaserne ses som en ressource af fælleserfaringer, der “virkede” i de situationer, der er blevet undersøgt. Det betyder på den ene side naturligvis ikke, at de gælder fremover i nye situationer, (at konteksten kan gentages med succes) og på den anden side, at det vel ofte alligevel klogt at lytte til andres erfaringer med situationer der ligner.

    Svar
  2. Frans Bach

    Citat fra ovenstående: ….En pædagogisk intervention har i det lys karakter af et tilbud til eleven, som vi begrunder og iscenesætter på måder, der gør, at eleverne forholder sig konstruktivt til det. Det gør mennesker ofte, når det giver mening for dem (det er relevante og væsentlige mål), og de har de nødvendige forudsætninger, når det er trygt og rart at være i skolen, der er gode rammer, relationen til læreren er god og respektfuld osv….

    Megen forskning viser endvidere, at et barn i den grad er i risiko for mistrivsel menneskeligt,
    hvis han eller hun befinder sig uden for god og kærlig voksenkontakt. Dette forhold
    er også gældende i professionelle miljøer og relationer.
    Den enkelte elevs udviklingsmuligheder, er således dybt afhængig af hvilke
    tilgængelige voksenkontakter der findes på skolen, og hvordan kvaliteten af disse
    kontakter er. Derfor kan det da i den grad undre mig, at voldsomt mange af vort lands kære beslutningstagere, i forsøg på at vinde kapløbet, ikke mod Mars, men mod PISA-heaven, til stadighed, stædigt og vedholdende fastholder at resourcerne i folkeskolen bedst anvendes i bestræbelserne på at lære poderne at regne RIGTIGT, at stave RIGTIGT og at læse RIGTIGT.

    Min tese er flg.: Når det er trygt og rart at være i skolen, når rammerne er gode, når relationen til læreren er god og respektfuld, og når selve kernen i undervisningen giver mening for eleven, ja så, om ikke af sig selv, men med en smule hjælp, lettes læringen i hver af de ovenfor nævnte discipliner.

    Nedenstående citat, siger vel egentligt en hel del:

    Det du tror om mig
    Den måde du er imod mig på
    Den måde du ser på mig på
    Det du gør imod mig,
    gør mig til den
    jeg bliver.

    M. Jennes

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s