I mange fremstillinger støder man på den didaktiske triangel, som er en model over tre konstituerende elementer i didaktikken: Læreren, eleven og indholdet og relationerne mellem dem.
Jeg vil ikke komme ind på en nærmere redegørelse for modellen, men blot fokusere på dens ophav, fordi flere har efterspurgt en kilde.
Hvem der oprindeligt har lavet modellen vides – ifølge de oplysninger, jeg har kunnet finde – ikke, men i følge Stefan Hopmann 1997, har den i princippet været kendt siden Comenius´ Didactica Magna” blev offentligtgjort i1657.
De forskellige sider i trekanten kan spores tilbage i historien som:
1) Arven fra retorikken, hvor der lægges vægt på fremstillingen af indholdet. Den blev udviklet af Gogias og Sokrates. ((469 f.Kr.–399 f.Kr.))
2) Arven fra kateketikken med fokus på kvaliteten af kommunikationen mellem lærer og elev, der kan spores tilbage til kirkefaderen Augustin. (13. november 354 – 28. august 430)
3) Arven fra metodikken, hvor der er fokus på elevens arbejde med indholdet, der skan spores tilbage til Hugo von St. Victor i 1100-tallet.
Stefan Hopmann 1997, s. 201. I: Michael Uljens (red.) Didaktik. Studentlitteratur 1997.
Modellen er belyst mere indgående i:
Prange, K. Bauformen des Unterrichts. Bad Heilbrunn 1983
Diedrich, J. Didaktusches Denken. Weinheim:Juventa. 1988
Den er anvendt i flere danske didaktikbøger og artikler op gennem historien.
F.eks. Jens Rasmussen. Undervisning i det refleksivt moderne. 2004, s. 287 ff.
Hvis du selv finder den andre steder, så er du velkommen til at tilføje som en kommentar her.
