Fire besindelser adresseret til skolediskursen i Danmark.


Det er opløftende, at mennesker blander sig, har  en mening, fordi de synes, at skolen og børnenes læring og dannelse er vigtig, for det er nemlig vigtigt. Det er faktisk alt for vigtigt til, at vi søger enkle løsninger på komplicerede spørgsmål: Hvordan bliver man et menneske? Hvilke kvaliteter vil vi gerne støtte mennesket i at udvikle? Hvad er et godt samfund?  Det er alt for vigtigt til, at skolens skæbne skal afgøres af populistiske skoleudspil, økonomi og useriøse sammenligninger mellem eleverne i forskellige lande. Jeg vil derfor fremhæve blot fire vigtige tanker om skole, læring og dannelse, som jeg finder afgørende, hvis vi skal udvikle en endnu bedre skole!

1) Eleverne er forskellige, og det kræver en fleksibel skole og en fleksibel pædagogik, hvor bl.a. mål, indhold og metoder kan justeres i forhold til elevenes læringsforudsætninger! Det kræver et frirum for skolen, lærerene, eleverne og forældrene, hvor der kan træffes beslutninger om, hvad der er bedst for den enkelte elev. I den nuværende diskurs søger man efter Den STORE løsning for alle, og den findes desværre ikke. I min skolereform er der derfor plads til mangfoldighed i pædagogikken  Nogle elever skal måske have helt andre tilbud udenfor skolen, hvis de bliver skoletrætte, hvis det bedre kan fremme de kvaliteter, som man ønsker sig. Man kan hævde at pædagogisk forskning (Hattie, Meier, Fibæk m.fl.) peger på, at noget virker bedre end andet, og det sådan set rigtigt, hvis vi vurderer ud fra en gennemsnitsbetragtning, men hvis vi ser på nogle af de tiltag, der ser ud til at have størst effekt, så gælder det ikke nødvendigvis for alle elever og alle faglige sammenhænge! I Visible Learning af John Hattie peges der f.eks. på, at undervisning der bygger på Piagets tanker om elevernes kognitive udvikling, har stor effekt på elevernes læring, men går man nærmere ind i undersøgelsen fremhæves det, at der er stor forskel på matematik (0.78) og dansk (0,4). (Visible Learning, 2009, s. 43)  Dertil kommer, at vi altid står overfor den enkelte elevs læringsforudsætninger, og de er forskellige, og derfor “virker” tiltaget ikke lige godt for alle elever. Vi kan ikke slutte ud fra den pædagogiske evidensforskning til, hvad der virker for den enkelte elev, hvad der virker i forskellige faglige sammenhænge, og hvad vi bør gøre i skolen, men vi kan naturligvis hente inspiration.

I stedet for en ensrettet død skole skal vi have en levende mangfoldig skole, fordi eleverne er forskellige.

2) Undervisning er ikke en produktionsproces. Læring og dannelse er ikke kausale processer! 

Som jeg nævner ovenfor, er både eleverne og indholdet afgørende, og derfor er dansen om evidensen en vildfarelse. Bl.a. Gert Biesta har peget på et andet afgørende forhold her:  ”…det vigtigste argument mod den forestilling, at uddannelse er kausal proces, (er) den kendsgerning, at uddannelse ikke er en proces bestemt af fysisk interaktion, men en proces bestemt af symbolsk (kursiv) eller symbolsk formidlet (kursiv) interaktion….Hvis undervisning har nogen form for effekt på læringen, er det fordi, de studerende fortolker og forsøger at give mening til det, de undervises i. Uddannelse er kun mulig gennem processer bestående af (gensidig) fortolkning….eller med systemteoriens sprog: at uddannelse er et åbent og rekursivt system – at det er selve umuligheden af en uddannelsesmæssig teknologi, der gør uddannelse mulig.”

Det kalder så lidt på humoren – og måske lidt på en besindelse på citatet ovenfor – hvis vi ser på den mest virkningsfulde faktor fra Hatties undersøgelse. Det er elevens forventninger til, hvordan de vil klare sig!   Det er naturligvis en fortolkning, og det understreger netop Biestas pointe om, at undervisning ikke er en kausal proces, men en symbolsk formidlet interaktion – et dialogisk forhold mellem lærer og elev og indhold.  Det er derfor lidt morsomt, at det man når frem til i den største evidensbaserede undersøgelse indenfor uddannelse til dato – hvor man forsøger at måle ud fra en kausal logik –  er, at elevernes fortolkninger (af hvordan de vil klare sig) er det mest afgørende for om undervisningen virker. Dannelse og beåndelse kan ikke påtvinges nogen, som Kold sagde.

3) Spørgsmål om læring vedr. altid spørgsmål om dannelse. Dannelse vedr. spørgsmål om værdier menneske og samfundssyn. I en skole skal man lære de færdigheder og kundskaber (kompetencer), som er vigtige for at vi kan klare os i konkurrencen i det globale videnssamfund, og her er mennesket tænkt som arbejder i konkurrencestatens produktionsapparat. Skole kommer til at gå ud på at tilpasse mennesket til vidensøkonomiens og konkurrencens krav. I en anden skole skal eleverne lære om at være menneske, og her er mennesket tænkt som en unik skabning, der skal have baggrund for at tage stilling og handle, lyst til lære og udvikles alsidigt. I en tredje skole skal man lære om demokratiets spilleregler, for her ses mennesket som en kommende samfundsborger, der skal have mulighed for at indgå i et demokratisk og kulturelt fællesskab. Uanset hvad man vægter, så er sammenhængen der hver gang, og man kan derfor ikke tale meningsfuldt om læring uden at tale om dannelse. Det er derfor tankegangen om, at vi skal gøre som de andre lande, der laver undervisning, der virker, kun er rigtig, hvis vi ønsker os det samme samfund og har det samme menneskesyn! I den sammenhæng skulle man besinde sig lidt på, hvorfor Danmark er et af verdens bedste samfund! Hvad er det for kvaliteter, som vi jo måske er ved at ofre på konkurrencestatens alter, og som har bragt os frem til sted, hvor vi er? Er det mangfoldigheden, friskoletanken, morgensangen, humoren? At vi lærer lidt af hvert, men dog først og fremmest om livet?

4) Ingen kan tage 100% fejl. (Ken Wilber) Alle har lidt ret og vi skal samarbejde om at finde den bedste løsning for alle.

John Dewey pegede i bogen Erfaring og opdragelse på, at reformpædagogikken – dele af den – blev til som en antitese til det bestående, og det medførte, at værdifulde kvaliteter og erfaringer gik tabt. Dengang var det f.eks. disciplin, som den progressive pædagogik med god grund  opponerede imod, men ifølge Dewey betød antiteselogikken, at man kom i en position, hvor man var imod enhver form for disciplin som f.eks. selvdisciplin.  Antiteselogikken kan gøre, at vi overser vigtige kvaliteter i andres perspektiver og i skolen som den er nu, når vi ønsker reformer. I den nuværende pædagogiske diskurs ser vi f.eks. fortalere for Grundtvigs skole, vi ser fortalere for en systemteoretisk tilgang til skolen, og vi ser fortalere for en konkurrencestatstilgang. Vi ser også, at de lytter meget lidt til hinanden. Lad os antage at ingen af dem tager 100 procent fejl. At der er kvaliteter gemt i alle perspektiverne, og at vi kan få øje på dem gennem dialogen, der bygger på intentionen om at lave den bedste skole for alle! Ikke ud fra egne egocentriske perspektiver men ud fra et fælles perspektiv. Ud af det kan der måske opstå noget nyt, som vi kan stå sammen om.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s