Den etiske fordring. Løgstrup 1956


Udkom første gang i 1956 og anses for at være Løgstrups hovedværk. Jeg tænker, at de fleste mennesker med ansvar for andre mennesker, og som forholder sig til det, har strejfet en eller flere af Løgstrups tanker. Ofte støder man på et par citater i den pædagogiske litteratur. Her er lidt flere af dem, som måske kan inspirere til mere fordybelse, f.eks. når vi går en tur i skoven, som Løgstrup så ofte gjorde det. Bogen er udgivet på KLIM i 2010.

“PÅ forhånd tror vi hinandens ord, på forhånd har vi tillid til hinanden. Det er måske mærkeligt nok, men det hører med til at være menneske.” s. 17.

“Men at vise tillid betyder at udlevere sig selv. Derfor reagerer vi så voldsomt, når vor tillid misbruges….det værste, når det kommer til stykket, er måske ikke den forlegenhed eller fare, som misbruget af ens tillid bringer en i, men derimod at den anden ikke har taget imod den.” s. 18

“Finder opfyldelsen (af ens forventning) nu ikke sted bliver ytringen forgæves og måske meningsløs. Men det er i og for sig ikke det værste. Nej, det værste er, at man har blottet sig….man har vovet sig frem  for at blive imødekommet – og er ikke blevet det. Det giver konflikten, selvom ingen har begået uret, en så emotionel karakter, at man må lave den om til en konflikt, der kommer af, at den anden har begået uret” s. 19

“For alt i verden må det ikke røbes for den anden og heller ikke gerne for en selv, at det drejede sig om en skuffet forventning. Thi hvad vi fremfor alt ikke vil være –  er vore blottelser.” s. 20

“Den formærmede fremsætter bebrejdelser og beskyldninger, der er urimelige, men som han ikke vil vide af er urimelige – skønt han godt ved det.” s. 20

“Også på anden måde viser det sig, hvor elementært et fænomen tilliden er. I kærligheden og sympatien er der ingen impulser til at gøre rede for den andens karakter. Man gør sig intet billede af, hvem han eller hun er. Har man alligevel et, indeholder det alene de træk, der uvilkårligt falder i øjnene. Kun ejendommeligheder, der af sig selv har trængt sig på, er man klar over. Selv har man ingen anstrengelser gjort sig, simpelthen fordi der intet har været at være på vagt overfor.

“Når vi derimod ikke hviler i sympati med den anden, men der råder en vis spænding, fordi der er noget hos den anden vi enten er usikre overfor eller reagerer på med irritation, utilfredshed eller antipati, begynder vi at gøre os et billede af den andens karakter. …..Men i det personlige samvær sker det – normalt – at billedet bryder sammen. Den andens personlige nærvær udsletter det….Han nærværelse og mit billede af ham er uforenelige. De udelukker hinanden. Og det er billedet der kommer til at vige. Kun hvor konstateringen af, at den anden ikke er til at stole på, er blevet til en i bogstavelig forstand indgroet mistillid, eller hvor irritationen og antipatien har lukket en i kulde holder billedet stand.” s. 22 f.

“En tillid til livet selv i dets stadige fornyelse, kunne man kalde det.” s. 23.

“Tillid i elementær forstand hører enhver samtale til. I den blotte samtale udleverer man sig, hvilket viser sig i, at der i og med selv tiltalen stilles en bestemt fordring til den anden. Ikke sådan at forstå – hvad fordringen angår – at den blot skulle gå ud på at få svar på det, man siger. Heller ikke at forstå på den måde – hvad udleveringen angår – at den først skulle bero på, hvad der bliver sagt, på indholdet og dets betydningsfuldhed eller måske ligefrem på dets private karakter. Men at forstå på den måde at der i tiltalen som sådan – uanset indholdets vægt –  anslås en bestemt tone, i hvilken den, der taler, så at sige går ud af sig selv for nu at eksistere i talens forhold til den anden. Hvorfor fordringen – uudtalt – går ud på, at der tages imod én selv ved at ens tone tages op. Ikke at høre eller ikke at ville høre ens anslåede tone betyder derfor, at ens selv overses, for så vidt det er een selv, der har vovet sig frem i den.” s. 24.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

Ikke desto mindre har vi en mærkelig og ubevidst forestilling om, at den verden, hvori et menneske har sit liv, hører vi andre i egentlig forstand ikke med til. Den verden, der for den enkelte er hans livs indhold, har vi en besynderlig forestilling om, at den enkelte selv er, så vi andre er uden for den og kun fra tid til anden tangerer den. Består mødet mellem mennesker normalt derfor kun i, at deres verdener berører hinanden for derefter intakte at fortsætte deres løb, kan det hele ikke betyde så meget….

I virkeligheden en besynderlig forestilling, hvis besynderlighed ikke bliver mindre af, at den er os så selvfølgelig. Det forholder sig nemlig ganske anderledes:  Vi er hinandens verden og hinandens skæbne. At vi som regel ser bort derfra, er der grunde nok til.” s. 25 f.

“Det er en almindelig filosofisk iagttagelse, at de mest elementære fænomener, der hører vor eksistens til, bliver vi sidst og vanskeligst opmærksom på.” s. 25

“Men dertil kommer, at det fænomen, der her er tale om, er højst foruroligende. For vor sjælefreds skyld er det heldigt, at vi ikke har anelse om, hvad vi har haft af andre menneskers livsmod eller livslede, oprigtighed eller falskhed i vor hånd, ved hvad vi var og sagde og gjorde i forhold til dem, men at det er skjult.” s. 26.

“For vor sjælefreds skyld er det heldigt, at vi ikke har en anelse om, hvad vi har haft af andres menneskers livsmod eller livslede, oprigtighed eller falskhed i vor hånd, ved hvad vi var sagde og gjorde i vort forhold til dem, men at det er skjult.” s. 26

“Noget andet er at udlevere sig selv i den tillid, man viser den anden, hvorved der altid forlanges noget af ham, forsåvidt der stilles en forventning til ham. I forventningen til den anden foretager man sig noget, og deri består udleveringen.” s .26

“På hvor mangfoldig vis kommunikationen mellem os end kan arte sig, den består altid i at vove sig frem for at blive imødekommet. Det er nerven i den, og det er det etiske livs grundfænomen.” s. 27.

“Tilliden står ikke til os. Den er givet. Vort liv er nu engang hen over hovedet på os skabt sådan, at det ikke kan leves på anden måde end ved at det ene menneske i vist eller begæret tillid udleverer sig og giver mere eller mindre  af sit liv i det andet menneskes hånd.” s. 28

“Med hvor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde eller farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Hvorfor der er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd.” s. 28.

“Blot kan vi ikke få barnet med. Nære tillid kan det kun uden forbehold. Når det viser tillid, prisgiver det sig selv. Barnet er – udenfor konventionen – i alternativets vold. Møder det ikke kærlighed, tilintetgøres dets livsmuligheder…..” s. 30

Fordringen er tavs – uudtalt!

“…den (fordringen) er givet med selve den kendsgerning, at den enkelte hører med til den verden, hvori den anden har sit liv og derfor har noget af det andet menneskes liv i sin hånd, er den en fordring m at tage vare på det. Men hvordan det så skal ske, siges der intet om. Det andet menneske, selv om det er ham, det drejer sig om, kan intet sige derom, da det som sagt meget vel kan gå lige tik imod hans forventninger og ønsker. Det hører fordringen til, at den enkelte selv med hvad han nu måtte have i behold af indsigt, fantasi og forståelse skal se at komme på det rene med, hvad den går ud på.” s. 32

Livsforståelsen “kan stivne til en ideologi og for den enkelte blive en simpelthen absolut størrelse. Jo mere det sker, desto mere bliver for den enkelte forholdet til andre mennesker en anledning til anmasselse og eventuelt overgreb. Den ideologisk størknede livsanskuelse bliver nemlig for den enkelte hans livs mening, nu i den forstand at der byttes om på rangforholdet: hans liv er til for livsanskuelsens skyld og ikke omvendt. Det er ikke så meget hans eget liv, der giver livsanskuelsen dens indhold, som det omvendt er livsanskuelsen, der givet livet indhold – det liv der uden livsanskuelsen er tomt! Livsanskuelsen bliver en sag, han simpelthen er til for. Hvad der gælder hans egen eksistens, gælder følgelig også andres. Den endegyldig sandhed, som han er kommet i besiddelse af, må også være den endegyldige sandhed for dem – ellers var den jo ikke endegyldig. I dens navn ved han derfor også – med usvigelig sikkerhed – hvad der tjener den anden bedst, så han ikke behøver at lade sig anfægte af talen om respekten for andre menneskers uafhængighed og selvstændighed. Dertil kommer, at jo videre den proces skrider frem, med desto bedre samvittighed foretages overgrebene; det er jo den endegyldige sandhed, det er den livsanskuelse, der er en absolut størrelse, man har ansvar for.” s. 34

“Hvad den anden vil gøre med ens ord og handlinger skal man ikke forsøge at bestemme.”

“Den, der derimod vil lave menneskene om, besat af forbitret vilje til fuldkommenhed, standser ingen steder, heller ikke foran den andens individualitet og vilje.” s. 37

“Af den elementære afhængighed og middelbare magt udspringer fordringen om at tage vare på det af den andens liv, der er afhængigt af een, og som man har i sin magt, idet det dog for samme fordring er udelukket, at varetagelsen nogensinde kan bestå i for den andens egen skyld at tage hans selvstændighed fra ham. Ansvaret for den anden kan aldrig bestå i at overtage hans eget ansvar.” s. 39

“Netop når man lader sit forhold til det andet menneske formidle af en ideologi, som man venter sig alles frelse af, bliver overgrebet uundgåeligt.” s. 40

” I det kun sanselige forhold kommer sanseligheden til kort; den tilfredsstilles, men opfyldes ikke. Dertil hører nemlig personens integritet i en kærlighed til den anden selv. Kun kærlighedsforholdet er sanselighedens opfyldelse. Kærlighedsløs seksuel tilfredsstillelse kan derfor lige så godt være vidnesbyrd om svigtende sanselig vitalitet.” s. 41

“I samme grad som kærlighedsoplevelsen lader det stå åbent at forstå det andet menneske og dets genkærlighed som modtaget, bliver det naturligt at lade den anden være en fri person og ikke gøre et fangenskab ud af intimiteten.” s. 47

(At forstå livet som modtaget – en gave).

“Afgørelser behøver ikke træffes i usikkerhed, fordi skønnet hører til dem. Det er et falsk alternativ at sige: enten usikkerhed eller præcise anvisninger.” s. 54

“Thi at være ansvarlig betyder, at der stilles ganske bestemte krav til én;  der kræves et arbejde, en handling, en afgørelse, eller hvad det nu kan være, som skal gøres ikke for ens egen skyld, men for den andens skyld, for hvem man har ansvar.” s. 59 “I jagten på det indholdsrige, det opløftende ansvar er det derimod én selv, der er den krævende, og ansvaret der skal yde een en tjeneste, nemlig at give ens liv et hidtil ukendt indhold og en storartet løftelse.” s. 59.

“Men det grænseløse i ansvaret fører til overgreb. På det politiske område fører det f.eks. til forvisningen om det ikke alene berettigede men uegennyttige, der er i at tvinge mennesker, når det blot er til deres eget bedste, det sker – og derfor kun er en overgang. Det grænseløse består i at tage ansvar for, hvad der er til bedste for alle mennesker – og resulterer meget snart i, at man tager ansvaret fra dem ved at tvinge dem mod deres vilje til deres egen gavn.” s. 59 

“Hvad forældre har i deres hånd er ikke mindst barnets frihed og selvstændighed, hvorfor opdragelsens mening og begrænsede ansvar ikke mindst består i, at forældrene frigør og selvstændiggør barnet i forhold til dem selv. Nok så ofte går dog forældres bestræbelser ud på det modsatte. De vil ikke nøjes med at lade de forholdsregler, som de ved egen besindelse og andres oplysning er kommet til klarhed over, at opdragelsen består i, om selv at forme barnets karakter så langt som de nu kan det. Men forældrene vil selv sørge for forholdsreglernes effektivitet, de vil garantere sig, at forholdsreglerne nu også danner barnets karakter, og til det endemål ledsager de dem med anmassende moraliseren og formanen. Men det er akkurat grænseløst ansvar, som forældre påtager sig, når de vil skabe barnets karakter og afstikke dets vej. Grænseløsheden ytrer sig i, at man med moraliseren og formanen vil fjernstyre barnet ud i al fremtid. Og deri består også overgrebet, hvad enten barnet bliver offer for det, om det reagerer behagelystent, eller det er stærkt nok til at reagere oprørsk.” s. 59 f.

“Fordi der er magt i et hvilket som helst forhold mellem mennesker, er vi altid på forhånd spærret inde – i den afgørelse, om vi vil bruge magten over den anden til hans eller til vort eget bedste. Der er motiver nok til det sidste, lige fra tilfredsstillelsen af den lyst ved magten, som besiddelsen tænder, til angstens brug af den. Men hvorom alting er, i afgørelsen melder fordringen sig om at lade magten over den anden tjene den anden. Og inde-spærringen i det på forhånd givne alternativ kommer til orde i ordet “ansvar” s betydning.” s. 66

“Den radikale fordring siger, at den andens liv skal varetages på den måde, den anden er bedst tjent med. Andet og mere siger den ikke.” s. 68 

“…den radikale fordring selv specificerer intet, det overlader den til den enkelte .Vel er det med ord og gerninger, at den anden skal tjenes, men med hvilke må den enkelte selv blive klar over fra situation til situation. Han er henvist til at få det at vide af sin egen uselviskhed og livsforståelse.” s. 69

“Der hører indsigt til at opdrage sine børn, leve i ægteskab, være arbejdsgiver o.s.v. Det er ikke nok at kende ordlyden af kravene, som om de skulle kunne opfyldes  automatisk i tilsvarende  handlinger. Ofte gives der ingen endegyldige formuleringer. Kravene kan kun opfyldes i skønnet, hvorfor de forlanger indsigt. Og da skønnet er nødvendigt, må mennesker være helt med i realiseringen af loven. Uden skøn nøje at gå efter lovens bogstav, efter en eller anden ordlyd, kan lige så godt ske i handlinger, der går stik mod lovens ånd. Mennesker må – i skønnet – gå op i handlingen,  besjælet af lovens ånd.” s. 70

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s