Til kritikken af den politiske uddannelsesdiskurs der er koblet fra baglandet og kulturens værdier.


For nylig så vi, at Venstre havde problemer med baglandet. Det har en del politiske partier været beskyldt for, og måske er det en generel sygdom i systemet, at politikken og altså også uddannelsespoltikken har koblet sig fra baglandet og værdierne i kulturen?

Det er jo fantastisk vigtigt ,at børn udvikler kompetencer, og for aktionærerne er det sikkert vigtigt, at de finder på nye dimser, som vi kan sælge til kineserne osv., men det begynder altså et helt andet sted! Politikere er optaget af økonomi og pædagoger og lærere er optaget af børn, og hvad ville der ske, hvis de byttede roller en enkelt valgperiode? Hvad ville der ske, hvis viden om kompetencer og økonomi blev befrugtet af viden om læring, dannelse og børn?

For det første ville politikerne opdage, at livet slet ikke foregår på Christiansborg. De ville opdage, at mennesker ikke er tal i kolonner, og meget mere end kompetence-aggregater. De ville blive mindet om, hvorfor de sidder i folkestyret, og hvad deres ansvar er. Det handler nemlig slet ikke om jakkesæt og spin – det er vi for længst blevet trætte af at se på –  men om mennesker der har valgt politikerne til at skabe et godt samfund, hvor man kan skabe et godt liv og herunder altså også en god skole, for de mennesker, der lever en del af deres liv der.

For det andet ville de opdage, at pædagogisk virksomhed ikke kan bygge på forskning i årsager og deres virkninger, fordi pædagogiske virksomhed er symbolsk formidlet interaktion (Gert Biesta). Eleverne fortolker det, som de medvirker i. Bl.a. derfor afhænger effekten af en metode eller et indhold ikke af metoden i sig selv, men af elevernes fortolkning af det, som de oplever. Mon ikke det bl.a. er derfor, at så meget af den gode og kloge pædagogik bygger på et dialogisk grundsyn?

Men lad os dvæle lidt ved elevernes fortolkninger, for hvis de er afgørende for udbyttet af pædagogisk intervention, hvad er det så, der gør, at de vælger at koble sig på undervisningen? Hvad er det, der gør, at eleverne opfatter det som meningsfuldt at bruge energi på at fordybe sig i indholdet?

Er det anerkendelse (Honneth) af eleverne og deres ret til at blive værdsat, der gør eleverne åbner sig i tillid?

Er det lærerens troværdighed i form af egen dannelse, så hun så at sige inkarnerer budskabet i sig (Den autentiske lærer) og kan fremstå som selvobjekt, som eleverne kan vælge at orientere sig efter? (Selvpsykologien, Kohut, Tønnesvang)

Er det eksemplarisk indholdsvalg (Klafki), hvor eleverne kan se meningen med indholdet i deres nutid og fremtid?

Er det sang, dansk, musik, kreativ virksomhed, leg og sjov?

Er det venlighed?

Er det relationskompetencerne?

Eller er det Ove Kaj Pedersens forslag om, at de skal være soldater i konkurrencestaten? Undervisningseksperten/ teknikeren, der vælger den mest effektive metode til at nå et mål, som andre har fastsat?

For det tredje ville de måske opdage, at der ikke er findes nogen opskrift på pædagogisk praksis….det er en måde at tænke på, som det handler om. Jf Hattie, der siden Visible learning er blevet det store ikon på området, der bl.a. understøtter dette.

Det ville måske også betyde, at man ville genoverveje, hvordan fordelingen af midlerne til henholdsvis forskning og undervisning skal være i vores samfund.

 

(Det er sådan ikke fordi, at vi ikke har fået overlevet gode indsigter, der burde minde om os, at pædagogiske virksomhed aldrig kan blive et teknisk anliggende, hvor det blot handler om, at vælge de mest effektive midler til at nå nogle samfundsbestemte mål med.  (Aristoteles talte om forskellige praksisbegreber – poiesis og praxis – knyttet til forskellige typer af virksomhed. Habermas om strategisk og kommunikativ handlen og systemets kolonialisering af livsverdenen, der bl.a. består af kulturen og dermed også dannelsen. Biesta og hans kritik af evidensbaseret undervisning og accountabilitylogikken. Peter Kemp der med henvisning til Adorno taler om halvdannelse i forbindelse med et interview om den nye skolereform. Mange andre kunne nævnes. Det er mere fordi, den politiske diskurs har glemt disse indsigter om uddannelse, og at den afkoblet den pædagogiske virkelighed og de værdier, som vi har i folkeskolens formål).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

One thought on “Til kritikken af den politiske uddannelsesdiskurs der er koblet fra baglandet og kulturens værdier.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s