Humor – mellem vilkår og idealer. Hvordan kan lærere trives under den nye lov om arbejdstid?


frugttræ

(Revideret 17.  januar 2015)

For et par år siden læste jeg bogen Jagten på det perfekte liv af Tal Ben-Shahar. I den bog beskriver han, hvordan perfektionisme har plaget ham gennem livet, og han foreslår, at vi i stedet for det perfekte skal prøve at sigte efter det optimale. Forestillingen om fremskridt ligger dybt indlejret i vores kultur, og har gjort det siden modernitetens gennembrud. Den ligger dybt i rygmarven på mennesker, der er opvokset og socialiseret i den vestlige verden.

I en anden bog skrives om præstationsfælden, hvor en fare ved denne kultur beskrives sådan:

“I et samfund, der belønner konstant vækst, vælger vi ofte at præstere mere. I vores kultur, hvor der i hvert fald tilsyneladende ikke er nogen øvre grænse for, hvor langt vi kan nå, opgiver ikke uden videre vore ambitioner. I stedet investerer vi os selv i et halsbrækkende projekt med alle de risici, det indebærer.” s. 51

En del af de lærerstuderende, som jeg taler med som studievejleder, lider under alt det, som de oplever, de skal nå, og de ambitioner som de har. Man skal både være en god mor, kæreste, passe et deltidsjob, have et hjem til at fungere og klare sig godt under uddannelsen.

Lærerne løber afsted for at nå alle de opgaver, som de skal nå at udføre, og de vil rigtig gerne gøre en forskel for eleverne, men de siger også, at der ikke er den nødvendige tid til at nå det hele og slet ikke med den kvalitet, som de mener er rimelig set ud fra deres professionelle skøn. Mange bliver sygemeldte på grund af stress.

Det ser altså ud til, at vi på den ene side har nogle rammer, vilkår omkring vores liv og på den anden side nogle forventninger til, hvordan livet skal være, som ikke passer særlig godt sammen, og bl.a. derfor trives mange mennesker ikke. Vi har  svært ved at leve op til vores egne forventninger, og Lov nr. 409 passer ikke til forventningerne i den nye reform for folkeskolen. Lidt firkantet er der så to muligheder for at løse det problem. Man kan enten skrue ned for forventninger eller skrue op for “resultaterne”. Det sidste kræver ofte bedre vilkår for at de kan ske, fordi resultaterne hænger sammen med de vilkår, de rammer vi skal søge at realisere de kvaliteter indenfor, som vi går efter. I øjeblikket skruer man fra politisk side ned i rammer og vilkår og op for forventninger til resultaterne i form af bedre faglighed og mere trivsel i skolen. På den ene side er det altså nogle vilkår og på den anden side nogle idealer.

Pointen er så her, at det er måden, som vi forholder os til forholdet mellem idealer, forventninger og vilkår, rammer resultater, som også er med til at gøre, at vi ikke trives. Dermed naturligvis ikke sagt, at der ikke skal kæmpes på alle fronter for bedre vilkår, peges på problemer med strukturelle forhold osv., men et vilkår er jo, at forholdene er, som de er lige nu, og at det er lige nu, at lærerne arbejder med elevernes læring og dannelse under dårlige vilkår, og lige nu at mange af dem ikke trives særlig godt.

I den model er der, som jeg ser det, to typiske udfaldsrum. Det ene er, at man holder fast i idealerne på den måde, at det først er når virkeligheden ligner dem, at man kan være tilfreds mig selv selv og sin indsats. Så ender det med stress og kronisk dårlig samvittighed. Det andet er, hvad jeg i min tid som lærerstuderende kaldte dannelsens hvide snit, hvor man kapper forbindelsen til idealer og værdier og arbejder for at få det overstået. Man går og “fylder op”, som Niels Hausgaard kunne have sagt det. Det går både ud over ens egen trivsel, fordi motivationen for og meningen med arbejdet blandt lærere i høj grad er værdier, ønsket om at gøre positiv forskel for eleverne osv., og det går ud over elevernes læring og dannelse.

Hvad er så alternativet? Det er her humoren kommer ind som en tilgivende tilgang til ens egen ufuldkommenhed. Humor i betydningen, at man tager selv og andre alvorligt samtidig med, at man vedkender sig, at verden ikke altid er indrettet på en måde, der gør, at idealerne kan realiseres. Forholdet mellem Lov 409 om arbejdstid og skolereformen  er et storslået eksempel! Humoren flygter ikke fra ansvaret og bliver pjat, men bruger ud fra bedste evne sin professionelle dømmekraft ( Se Aristoteles fronesis-begreb) og tager ansvar mellem krav og idealer. (Bergem 2004). En del af den dømmekraft vedrører indsigt i, hvad jeg har magt over, og dermed også kan have ansvar for. (Jf. Løgstrup. Den etiske fordring).

Humor i betydningen, at man går efter det optimale og smiler af den afstand, der er tilbage op til idealerne. Humor i betydningen, at vi gør vores bedste inden for de rammer, der faktisk er der.  Humor i betydningen, at vi trods alt er ufuldkomne mennesker, der godt ved, at pædagogik lykkes glimtvis, og at det er helt i orden. En humor der så spørger til, hvordan det optimale mon kan se ud, når nu tiden er, som den er, og opgaverne er, som de er, og dermed vedkender sig, at det optimale er det levende ideal, der måske nok virker lidt falmet sammenlignet med idealet på papiret, men i virkeligheden er akkurat så smukt, som det kunne blive lige nu, og i virkeligheden derfor det sande i ideal, som Kierkegaard skriver det:  “Det digteriske ideal er altid usandt ideal, thi det sande ideal er altid det virkelige ideal….Digteren ser idealerne, men han må flygte bort fra verden for at glæde sig ved dem, han kan ikke bære disse gudebilleder i sig midt i livets forvirring…”. (Kierkegaard, Enten-Eller, bd.3, s. 196.)En humor der også spørger til jorden, sætter fingeren ned i den og smiler og trives midt i det, bl.a. fordi den får øje på små ting, der faktisk fungerer godt, og fordi den bærer “gudebilleder sig midt i livets forvirring,”.

 

Tal Ben-Shahar. Jagten på det perfekte liv. Dansk Psykologisk Forlag 2010.

Joanna Rose. Præstationsfælden- overlevelsesguide for præstationsprinsesser. Dansk Psykologisk Forlag 2010.

Kierkegaard, Søren. Enten-Eller. Samlede værker. bd. 3. 3. udg. Nordisk Forlag 1962.

Bergem, Trygve. Læreren i etikkens modlys. KLIM 2004.  Mellem krav og ideal, Kap. 3.

6 thoughts on “Humor – mellem vilkår og idealer. Hvordan kan lærere trives under den nye lov om arbejdstid?

  1. Martin Rostkjær

    Dette beskriver nøjagtigt den forskel jeg oplever mellem teori og praxis.
    Eller sagt på en lidt anden måde “det gode jeg vil, men ikke gør, og det onde jeg ikke vil, men gør”.
    Vi må kunne grine lidt af os selv i vores ufuldkommenhed, og vide at den perfekte lektion, plan eller undervisning ikke eksisterer.
    Vi skal grine. Grine af os selv, grine af vores elever, vores situation og vores kroniske utilstrækkelighed. For ligesom det er formålsløst at søge formålet med de formålsfrie aktiviteter, så er der ikke meget sjov i sandheden om hvorfor vi må, og skal grine.
    Vi skal gøre det fordi det er den måde vi afvæbner os selv, nedlægger de våben vi bruger imod os selv, selvbebrejdelsen og utilstrækkeligheden.
    Måske er det mere et spørgsmål om at vi skal grine, netop for ikke at græde.

    Svar
  2. Anders Tranberg Andersen

    En virkelig god mand er ikke bevidst om sin godhed, og netop derfor god.

    En tåbelig mand prøver på at være god, derfor er han det ikke.

    En virkelig god mand udretter intet, men lader alligevel intet ugjort.

    En tåbelig mand udretter alt muligt, alligevel bliver han aldrig færdig.

    Når den virkelig kærlige mand handler, lader han intet ugjort.

    Når den retfærdige mand handler, lader han såre meget ugjort.

    Når en opportunist handler, og ingen reagerer,

    ruller han ærmerne op og søger hævdelse ved magt

    Derfor sagde de gamle:

    Når Tao tabes, dukker det gode frem.

    Når det gode tabes dukker kærligheden frem.

    Når kærligheden tabes dukker retfærdigheden frem.

    Når retfærdigheden tabes dukker opportunismen frem.

    Men opportunismen er kun en skygge af troskab og pålidelighed,

    et varsel om anarki.

    Kundskab om fremtiden er kun en forblommet antydning af Tao,

    og frembringer sløvhed.

    Men den virkelig store mand bygger på et virkelige, ikke på det tilsyneladende,

    på indholdet og ikke på den ydre skal.

    Tag derfor det første og sky det andet.

    -Fra Tao te King (stk 38)

    Din tekst mindede mig om taoismens “lade intet være ugjort” Hilmar – teksstykket ovenfor kan godt overføres til lærergerningen i det perspektiv du nævner – men måske er det en god vits, jeg skal finde i stedet🙂 Humor og Visdom går hånd i hånd🙂

    Svar
    1. Anders Tranberg Andersen

      “Vores fejl er bestemt ikke sådan nogle skrækkeligt alvorlige ting. I en verden, hvor vi er sikre på at begå dem på trods af alt vores forsigtighed, synes sorgløshed at være sundere end denne overdrevne nervøsitet for dem.” – William James – citeret fra Hattie, Synlig Læring – for lærere (s. 196)🙂

      Citatet dukkede lige op under min forberedelse til dagens “plelu” lektion – skønt når tingene hænger sammen🙂

      Svar
  3. Hilmar Dyrborg Laursen Post author

    Et par understøttende citater fra Enten-Eller af Søren Kierkegaard,
    “Det digteriske ideal er altid usandt ideal, thi det sande ideal er altid det virkelige ideal….Digteren ser idealerne, men han må flygte bort fra verden for at glæde sig ved dem, han kan ikke bære disse gudebilleder i sig midt i livets forvirring…” Andet halvbind, s. 196.

    “Den, der …vælger etisk vælger sig selv, han vælger sig konkret som dette bestemte individ…Individet bliver sig da bevidst om dette bestemte individ, med disse evner, disse tilbøjeligheder, disse drifter, disse lidenskaber, påvirket af denne bestemte omgivelse, som dette bestemte produkt af en bestemt omverden. Men idet han således bliver sig det bevidst, overtager han det altsammen under sot ansvar……Som produkt er han indeklemt i virkelighedens former, i valget gør han sig selv elastisk, forvandler hele sin udvorteshed til indvorteshed Han har sin plads i verden, i friheden vælger han sin plads, det er, han vælger denne plads. Han er et bestemt individ, i valget gør han sig selv til et bestemt individ, det er det samme nemlig; thi han vælger sig selv.” . s. 232.

    “Individet vælger da sig selv som en mangfoldig konkretion, og vælger derfor sin egen kontinuitet. Denne konkretion er individets virkelighed; men da han vælger efter sin frihed, så kan også sige at den er hans mulighed, eller…. at den er han opgave.” s. 232 f.

    Der er naturligvis mange flere i den fremragende tekst🙂

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s