Kategoriarkiv: Dannelse i filosofisk og etisk perspektiv

Hvad er dannelse?

Dannelse hævdes at være et af de helt centrale begreber i pædagogikken,  men hvad er det? Hvordan kan vi forstå begrebet dannelse på en frugtbar måde?  Her er nogle bud, som jeg har samlet, så I kan få lidt inspiration. Du er velkommen til at skrive en kommentar, hvis du støder på “definitioner”, der kan supplere listen. Som figuren ovenfor antyder, så handler dannelsesarbejde om balancekunst, hvor det bl.a. handler om at forholde sig til de forskellige poler og tage stilling til, hvordan balancen skal være.

Tre perspektiver på dannelse

Inden du går til de enkelte citater, kan du med Kyrstein og Vestergaard (Undervisning og læring 2001) skelne mellem tre perspektiver på dannelse. De er for mig at se anvendelige, hvis man vil forholde sig analytisk til forskellige opfattelser. (Opdelingen bygger på Habermas´opdeling af videnskaber i erkendelsesinteresser, der  blev præsenteret og udviklet til en teori om pædagogiske grundsyn i bogen Pædagogisk teori og praksis af Frede Nielsen i 1977).

De tekniske eller naturvidenskabelige dannelsesidealer karakteriseres ved, at dannelse er en betegnelse for den tilpasning, som i et givet samfund anses for optimal.”, Kyrstein og Vestergaard, 2001, s. 41.

De forstående, humanistiske eller åndsvidenskabelige dannelsesidealer ser dannelse som et samspil mellem den åndelige og materielle virkelighed og menneskets forståelse af sig selv som en del af denne virkelighed. ” S. 43.

De frigørende teorier ønsker at tage udgangspunkt i mennesket for herefter at bestemme, hvorledes samfundet bør være, og hvad der skal forandres i samfundet.” s. 45.

Den dannelsesteoretiske treenighed

Et andet bud på at skabe overblik findes hos Lars Løvlie og Ove Korsgaard i Dannelsens forvandlinger 2003.

Der skelnes mellem tre forhold, der vedrører menneskets dannelse.

1) Menneskets forhold til sig selv

“Dannelse er i udgangspunktet selvdannelse. Det er forbundet med følgende begreber: selvbestemmelse, frihed, emancipation, autonomi, myndighed, fornuft og selvaktivering. Dannelse forstås altså som en evne til fornuftig selvbestemmelse, der forudsætter eller indbefatter emancipation fra det fremmedbestemte, som evne til autonomi, til fri selvstændig tænkning og til frit at træffe selvstændige moralske afgørelser. Netop derfor er selvaktivering da også dannelsesprocessens centrale udtryksform.

Mennesket skal forstås som et væsen, der evner fri, fornuftig selvbestemmelse. Realiseringen af denne mulighed er “givet” som menneskets bestemmelse, dog sådan at mennesket kun selv i sidste ende kan give sig denne bestemmelse. Dannelse er på en én gang vejen til og udtryk for en sådan evne til selvbestemmelse. ” S. 11

Se evt. mere om selvet her: https://peadagogikogdidaktik.wordpress.com/2011/01/08/hvor-f%e2%80%a6-er-selvet/

2) Menneskets forhold til verden

“Bliver man stående ved selvdannelsen, vil det være udtryk for en ekstrem subjektivisme, der er den klassiske dannelsesteori fremmed. Nok tager den udgangspunkt i subjektet, men bygger også på begreber som humanitet, menneskehed og menneskelighed, verden, objektivitet og almenhed. Disse begreber sammenfatter, hvad dannelsesteorien betragter som menneskets højeste bestemmelse, og indbefatter begreber som fornuft, myndighed, frihed, autonomi og selvbestemmelse. De udgør således både latente muligheder i den menneskelige natur og kommer glimtvis til udtryk i den menneskehedens historie. Det er ved at tilegne sig eller gøre op med et kulturindhold, der ikke i første omgang stammer fra subjektet selv, men fra objektiveringen af hidtidig kulturaktivitet i bredeste forstand, at subjektet opnår fornuft og selvbestemmelsesevne, tanke- og handlefrihed osv. Det centrale didaktiske spørgsmål, der knytter sig til dannelsesteorien er derfor: Hvilke forhold og begivenheder i den del af menneskets historie, der indtil nu er gjort tilgængelig, kan et menneske, der vil danne sig til at leve en tilværelse præget af humanitet og menneskelighed, have størst udbytte af at spejle sig i? ” s. 11-12.

3 ) Menneskets forhold til samfundet.

“Om dette fællesskab brugte dannelsesteoretikerne forskellige begreber som nationer, stater, kulturer, folk og folkeslag, hvormed de distancerede sig fra ældre fællesskabsformer som for eksempel slægt, husstand, menighed og kongerige. Dog er der netop på dette punkt store divergenser  mellem dannelsesteoretikernes positioner. Hos Herder, Humboldt og Schleiermacher bliver sprog og sprogtilegnelse og -anvendelse igen og igen fremhæver som fællesskabets kerne. Hos Rousseau og Kant bliver retsstaten, den frie forfatning og samfundspagten betragtet som  fællesskabets kerne. Denne forskel betød, at den klassiske dannelsesteori gav begrebet folk og nation to nye betydninger: folk som etnos og folk som demos.” Dannelsens forvandlinger  2003, s. 12

Udvalgte citater:

Knud Grue-Sørensen Almen pædagogik, 1975, s. 40: ”Dannelse betegner den proces, gennem hvilken en person under indflydelse af ydre, i hovedsagen pædagogiske, sociale og kulturelle påvirkninger, antager en bestemt beskaffenhed. Desuden (og hyppigst) resultatet, produktet, af denne proces, den omtalte beskaffenhed selv.”

Ellen Key: ”Dannelse er det der er tilbage, når man har glemt, hvad man har lært.” (Barnets århundrede).

Vagn Oluf Nielsen: ”Et almentdannet menneske er et menneske, som forholder til aktivt til tilværelsens og samfundets problemer og udfordringer, åbent, fordomsfrit, undersøgende, kreativt og kritisk, ud fra en helhedsopfattelse, en positiv naturbevidsthed, en historisk forståelse og en utopi om det gode liv, og som erkender sine handlemuligheder i vores situation og er villig og duelig til at bruge dem.

Karsten Schnack: ”Dannelsesprocessen er således menneskets bestandige bestræbelse på at komme til forståelse af sig selv og sin verden- og på at handle i overensstemmelse med denne forståelse.”

Jon Hellesnes. Socialisering og teknokrati (1976):  ”Dannelse går ud på, at folk bliver socialiseret ind i problemstillinger, som angår forudsætninger for det, som sker rundt om dem og med dem. Dannelsessocialiseringen emanciperer mennesker til at være politiske subjekter.”

Bent Nielsen. Praksis og kritisk, 1973, s.40-41).: ”I en dannelse ligger der, udover indsigt i et vidensområde også, at man har etableret et kriterium for anvendelse af denne viden, at man har accepteret et ansvar for hvordan, hvornår og til hvad man vil anvende denne viden.”

Thyge Winther-Jensen. Dannelse og menneskesyn. S. 98. I: Undervisning og læring.:  ”Som pædagogisk begreb henviser dannelse dels til den proces, hvorigennem et menneske erhverver sig viden, kunnen og holdninger (kundskaber, dømmekraft), og dels til resultatet af denne proces, som formodes at have ført til en udvikling af personligheden i den ønskede retning.”

Hans Georg Gadarmer I: Gustavsson, Dannelse i vor tid, 1998, s. 52. :

Den tanke at mennesket må forlade sig selv for at finde sig selv er dannelsestankens dybeste indhold.

”At søge sit eget i det fremmede, at blive hjemme i det, er åndens grundlæggende virksomhed, og dens eksistens går ud på at vende tilbage til sig selv fra det, som er anderledes.”

Wolfgang Klafki. Kategorial dannelse og kritisk konstruktiv pædagogik 1983, s. 62:

Dannelse er kategorial dannelse i den dobbeltbetydning, at en virkelighed “kategorialt” har åbnet sig for et menneske og dette menneske netop dermed selv er blevet åbnet for denne virkelighed – takket være indsigt, erfaringer, oplevelser af “kategorial” art som dette menneske selv har fuldbyrdet.”

Carl Aage Larsen udtrykker det sådan: (Side 17 i Dannelsesteori og didaktik)

” Al forståelse indebærer tydning. At tyde er at kategorisere, og det, man ikke kan kategorisere, er utydeligt, uforståeligt. Forståelse er kategorial, og da dannelse er forståelse er dannelse kategorial.”

Wolfgang Klafki. Dannelsesteori og didaktik 2001, s. 68-73.

Dannelse som sammenhæng mellem tre grundlæggende evner.

  1. ”Hvert enkelt menneskes evne til selv at bestemme over sine individuelle levevilkår og medmenneskelige, erhvervsmæssige, etiske og religiøse meninger;
  2. Medbestemmelsesevne, for så vidt ethvert menneske har krav på, mulighed og ansvar for udformningen af vores fælles kulturelle, samfundsmæssige og politiske forhold;
  3. Solidaritetsevne, for så vidt det personlige krav om selv- og medbestemmelse kun kan retfærdiggøres, hvis det ikke kun forbindes med anerkendelse, men derimod med indsatsen for og sammenslutningen med de mennesker, der helt eller delvist er afskåret fra netop sådanne selv- og medbestemmelsesmuligheder som følge af samfundsmæssige forhold, underpriviligering, politiske begrænsninger eller undertrykkelse.

”Almendannelse er i denne henseende ensbetydende med at få en historisk formidlet bevidsthed om centrale problemstillinger i samtiden og – så vidt det er forudsigeligt – i fremtiden, at opnå den indsigt, at alle mennesker er medansvarlige for sådanne problemstillinger, og at opnå beredvillighed til at medvirke til disse problemers løsning.”(73)

Arne Mortensen. Dannelsens nye dimension, 1991. ”Har du i sinde at gøre noget ved det? Ellers bliv hjemme og hold din kæft!”

Finn Mogensen. Handlekompetence som didaktisk begreb i miljøundervisningen, 1995, s.112.: Handlekompetence defineres “som en personlig kapacitet, der – indebærer evne og vilje til at afdække handlemuligheder i forhold til samfunds­mæssige problemstillinger og på baggrund heraf at handle med henblik på at løse disse, hvor

a. handlebevidstheden og – tilskyndelsen især er fremkommet på baggrund af kritisk tænkning og handleerfaringer, som

b. samlet udvikler, men også udvikles gennem grundlæggende personlige værdier, fortolkningskriterier og personlighedsmæssige faktorer.”

Bernt Gustavsson. Dannelse i vor tid, 1998, s.62. (Inspireret af Aristoteles´ begreb fronesis): ”Dannelse består i ud fra kundskab om forskellige perspektiver og livsformer i det konkrete og specifikke tilfælde at kunne afgøre, hvad en rigtig måde at handle på vil være. Dannende kundskab går dermed ud over og forholder sig kritisk til kundskabens reducering til instrument og til teknisk ekspertkundskab i det moderne samfund.

Kundskab indbefatter både en væremåde, en tænkemåde og en handlemåde. ”

Dialog. Ricoeur, Buber, Gadamer og Heller m.fl. Dannelse som dialog (Gustavsson´s sammenfatning af dialogfilosofferne): Dannelse i vor tid 1998, s. 87.    ”…dannelse består i, i dialog med andre at åbne sig for det anderledes og fremmede og derigennem berige sig selv og sin verden og at finde et eget fællesskab. Retfærdigheden og det gode liv indbefattes i et sådant dannelsessyn.”

Kulturarv.Ricoeur ifølge Gustavsson i Dannelse i vor tid, 1998, s. 115: ”Dannelse i vor tid er i det perspektiv (Ricoeur´s) at søge at relatere den kulturelle arvs erfaringsområde til nutidens problemer og fremtidens forhåbninger og bekymringer.”

Helhed (Integrering). Dannelse i vor tid: ”…en central dimension ved dannelsestanken er sammenhæng, overblik og integrering….At tænke, at ville og at handle hænger sammen. Dannelse består i …at få disse tre til at stemme overens, at handle og leve som man tænker.”

Kant: Dannelse som oplysning til myndighed.

”Oplysning er menneskets udfrielse af sin selvforskyldte umyndighed. Umyndigheden er ikke at kunne bruge sin forstand uden at blive ført af en anden.. Selvforskyldt er denne umyndighed, når den ikke skyldes en mangel ved forstanden, men beror på manglende beslutning og mod til at benytte den uden en andens ledelserskab. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! Er altså oplysningens valgssprog.”

Jank og Meier,  i Didaktikkens centrale spørgsmål:

Den eneste fornuftige overordnede norm som man kan anvende for at sammenligne didaktiske modeller og læreres og elevers praktiske gennemførelse af undervisning, er forpligtelsen til oplysning og selvstændighed.”

Jan Tønnesvang: Dannelse, uddannelse, person og faglighed: om kvalificeret selvbestemmelse som dannelsesidé.Psyke og Logos, 1998, 19, 387-414.

Kvalificeret selvbestemmelse er et dannelsesteoretisk rammebegreb. (s. 393)

Kvalificeret selvbestemmelse er et begreb der skal fastholde skolens dobbelte sigte. Kvalificering går på elevernes intellektuelle og handlemæssige kompetencer til at begå sig i et informationsteknologisk videns- og mediesamfund. Selvbestemmelse går på elevernes identitet, integritet og kapacitet.

Og så eksempler på et mere overordnet blik på dannelsesbegrebet.

Dannelse og menneskesyn.  Fra notat til Undervisnings og menneskesyn af Thyge Winther-Jensen. 2.udg. 2004

Egne overvejelser:

Dannelsesbegrebet er til en hver tid formuleret i tilknytning de samfundsmæssige vilkår, tid og sted, samt nogle grundlæggende værdiantagelser og antagelser vedr. mennesket og samfundet, deres bestemmelse og udviklingsmuligheder samt relationer. Begrebet rummer således dels nogle visioner om det gode liv og dels nogle normative forestillinger om mennesket, verden og samfundet. (Jf. dannelsens treenighed)

I det følgende vil jeg fremhæve syv centrale aspekter ved dannelsesbegrebet, som jeg mener tilsammen kan tænkes at udgøre en vision for dannelsen i det 21 århundrede.

1       Det kategoriale aspekt:

”..dannelse er kategorial dannelse i den dobbelte betydning, at en virkelighed ”kategorialt” har åbnet sig for et menneske og dette menneske netop derved selv er blevet åbnet for denne virkelighed – takket være indsigt erfaringer, oplevelser af ”kategorial” art som dette menneske selv har fuldbyrdet.” (Klafki 1983:62).

2       Det politiske aspekt:

“Dannelse går ud på, at folk bliver socialiseret ind i problemstillinger, som angår forudsætningerne for det, som sker rundt om dem og med dem. Dannelsessociali­seringen emanciperer mennesker til at være politiske subjekter.” (Jon Hellesnes, Socialisering og teknokrati, 1976).

3       Det etiske aspekt:

“I en dannelse ligger der, udover indsigt i et vidensområde også, at man har etableret et kriterium for anvendelse af denne viden, at man har accepteret et ansvar for hvordan, hvornår og til hvad man vil anvende denne viden.” (Nielsen 1973, s.40-41).

4       Det handlingsmæssige aspekt

Handlekompetence defineres af Finn Mogensen “som en personlig kapacitet, der – indebærer evne og vilje til at afdække handlemuligheder i forhold til samfunds­mæssige problemstillinger og på baggrund heraf at handle med henblik på at løse disse, hvor

a. handlebevidstheden og – tilskyndelsen især er fremkommet på baggrund af kritisk tænkning og handleerfaringer, som

b. samlet udvikler, men også udvikles gennem grundlæggende personlige værdier, fortolkningskriterier og personlighedsmæssige faktorer.” (Mogensen 1995, s.112).

5. Det fænomenologiske aspekt. Dannelse er også hjertets dannelse, at forstå med hjertet. Hvis vi skal forstå noget, så skal vi elske det. Viden og kærlighed hører sammen.  Det handler om at søge erkendelse indefra fænomenet gennem det, vi mærker, og altså ikke udefra i form af begreber og teorier, som vi forsøger at forstå med.

Se evt. mere her: https://peadagogikogdidaktik.wordpress.com/laererens-side/teori-u/viden-og-kaerlighed/

6. Det cooperative og dialogiske aspekt. Dannelse sker i samarbejde og dialog med andre. Dels gennem den udviklende dialog  (samtalens mulighed) og dels gennem skabelsen og vedligeholdelsen af værdier, der kan sikre gode fællesskaber. Gode fællesskaber er anerkendende fællesskaber der udvikler menneskers selvtillid, selvagtelse og selvværd, fordi mennesker bliver respekteret og får mulighed for at bidrage til de sociale fællesskaber, som de indgår i, og værdsættes for deres bidrag. (Jf. Axel Honneth)

7. Det innovative og emergerende aspekt. Dannelse er, at kunne “stå i det åbne”, og forsøge at finde ind til vores opgave i lyset af den fremtid, der er ved at opstå. Hvad kalder fremtiden mig til at gøre, set i lyset af den jeg er, det jeg har lært, det jeg tror på osv. (C. O. Scharmer).


1) Hos en del filosoffer (Platon, Sokrates, Kierkegaard m.v.) hævdes det,  “at kun med hjertet kan vi se rigtigt” (Den lille prins), når det handler om det etiske, det æstetiske og de dybe eksistentielle spørgsmål. Dybe indsigter om disse forhold kan man ikke sprogliggøre i det diskursive sprog. Måske bedre i det poetiske. Det man ikke kan tale om, må man tie om. “…der er intet på skrift om disse ting, og det vil der heller aldrig komme.” Platons syvende brev.

En dybere indsigt på disse områder forudsætter at “væren” – det levede liv i det gode, det skønne og de væsentlige valg – får lov til at tale til en. Man må i nærhed og stilhed lytte til “stemmer fra væren” som det er blevet kaldt. De kræver altså stilhed og nærvær. Franz Kafka beskrev det sådan:

“Du behøver ikke at forlade rummet…

Forbliv siddende ved dit bord og lyt… Læs mere

Du behøver ikke at lytte, vent blot

Vent ikke engang, vær helt stille og alene

Verden vil da frivilligt åbne sig for dig umaskeret

Den har intet valg

Den vil rulle sig i ekstase for dine fødder.”

Stille mennesker har derfor ofte dybe indsigter, fordi disse indsigter kun kommer til en, når man er stille, når stilheden får lov at tale til en.

Hvor f…. er selvet?

Kend dig selv, selvrealisering, selvdannelse og jeg skal komme efter dig. Det gælder først og fremmest om at være sig selv, vi skal finde ind til os selv, vi skal realisere os selv osv. Men hvad er selvet, og hvor pokker  er det?   

“sig mig hvor jeg skal lede,

sig mig hvor langt jeg skal gå

og jeg skal sige hvis jeg finder

ind til dig (mig) igen.”

Skal man ”forlade sig selv, for at kende (finde) sig selv”, som f.eks. Gadamer siger, eller skal man søge ind i sig selv, som vi ser det mindfulness tænkningen? Eller skal vi lede begge steder, og dog først og fremmest i vores væren – det vi er. Eller finder vi selvet i det vi gør, i vores intentionalitet – vi er nogen, der gør noget, og det er det, vi er? Eller måske snarere i vores fortællinger og relationer? Hvordan hjælper vi børnene med at blive sig selv? Hvad synes du selv?  Jeg er forvirret….hvor f…..er selvet?

Er Selvet en identitetspol? (Kants bud). ”Selvet som et identitetsprincip, der er hævet over og adskilt fra strømmen af vekslende oplevelser, og som af samme grund netop kan strukturere bevidsthedsstrømmen og give den enhed og sammenhæng”. Dan Zahavi, 2002, s. 20. I: Berthelsen, 2002)  Vi kan slutte os til dets eksistens, men det kan ikke selv erfares.

Er selvet en narrativ konstruktion? (Et hermeneutisk bud).  En uafsluttet proces. Vores fortællinger?  ”Det er først og fremmest gennem vore fortællinger, vi konstruere en version af os selv i verden, og det er gennem sine fortællinger, en kultur giver sine medlemmer modeller for identitet og handling.” Bruner 1998: 43

Er selvet en oplevelsesmæssig dimension? (Fænomenologisk bud).

At man er bevidst om en oplevelse ”i dens første-personlige givethedsmodeus.” Zahavi, 2002, s.22. Noget jeg oplever ”indefra”, det der gør, at jeg kan sige, at det er min oplevelse. Oplevelsens ”minhed”.

”Oplevelsernes første-personlige givethed (og dermed kerneselvet) skal ikke betragtes som et resultat af en succesfuld selv-identifikation, højere ordens repræsentation, refleksion, intern monitorering eller introspektion, men må derimod betragtes som en iboende kvalitet ved oplevelserne.” (Frank 1986, 34,61 I: Zahavi 2002.)

Er selvet vores relationer? (Gergen) (Som de f.eks. kommer til udtryk i vores fortællinger. Jeg er far, fordi jeg har en datter og to sønner, lærer fordi jeg har elever osv.

Er selvet vores interaktioner? (Mead) Formet af de sociale samspil, vi har været en del af? Jeg er mig, fordi jeg er blevet set på, i en bestemt historisk, social og kulturel sammenhæng.

Er selvet vores forbundethed og intentionalitet? (Berthelsen) Det vi gør, fordi vi er nogen, fordi vi er rettet intentionelt mod og af verden.

Er selvet et forhold, der forholder sig til et forhold? (Kierkegaard) Vores Åndelige bestemmelse, der via angsten vågner i os, så vi forholder os til vores liv?

Er selvet en bipolær struktur (Kohut). Et selv der er udspændt mellem en grandios og en idealiserende pol, der skaber en rettethed, intentionalitet.  Elsk mig som den jeg er, og vis mig hvad jeg kan blive.  Søg både ud og ind.

Er selvet i kroppen (Bioeksistentielt bud). Noget jeg kan komme i kontakt med, ved at mærke efter i min krop, mit hjerteslag, mine muskelspændinger, min vejrtrækning osv.?

Er selvet noget vi modtager, når vi vælger os selv? (Kiekegaard)

“Når da alt bliver stille omkring én, højtideligt som en stjerneklar nat, når sjælen bliver ene i den hele verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket menneske, men den evige magt selv, da skiller himlen sig ligesom ad, og jeget vælger sig selv….da modtager personligheden det ridderslag, der adler den for evigheden. Han bliver ikke en anden, end han var før, men han bliver sig selv; bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv.

Som en arving, om han end var arving til alverdens skatte, dog ikke ejer dem, før han er blevet myndig, således er selv sen rigeste personlighed intet, før han har valgt sig selv, og på den anden side er selv, hvad man måtte kalde den fattigste personlighed, alt, når han har valgt sig selv; thi det store er ikke at være dette eller hint, men at være sig selv; og dette kan ethvert menneske, når han vil det.” S. Kierkegaard.

Er selvet en opgave? Er vi dybest set først os selv, når vi finder den rette hylde? Når vi modtager den opgave, som livet kalder os til?

Pyh, måske er det tid til at citere Umberto Eco. “Måske er det dens pligt, der elsker menneskene, at få sandheden til at le, eller rettere at le af sandheden. Måske ligger den egentlig sandhed i ikke at have unødig stræben efter sandheden.”

Måske er vi her ved det inkommensurable, det uindhentelige….der kommer til os, når vi lader stemmerne fra væren tale til os.  Jeg tror, at jeg vil gå en tur…komme lidt til mig selv 🙂

Berthelsen, Preben m.fl . red. Klim 2002. Vinkler på selvet. Fremragende bog.

Bruner, Jerome. Uddannelseskulturen. 1998.

Thielst, Peter. At realisere sig selv. Kritik af et omsiggribende selvbedrag

DET lille FORLAG 2005

En helt igennem nødvendig bog som en kritisk modvægt til de forfaldsformer der også findes i selvrealiseringen.  Vi får en historisk redegørelse for “kend dig selv” tanken, og en velplaceret kritik af den selvfede søgen helt ind i sindet i en kredsen om sin egen navle, og af de mange åndelige skumfiduser, der findes i de hurtige selvhjælpsbøger. Dannelse sker ikke gennem lynkurser og smarte coaching fif – det sker gennem fordybelse i livet. Den længste vej er den korteste, som ved mange andre vigtige forhold i livet.