Aristoteles – Poiesis og praxis.


(Uddrag speciale)

Aristoteles – poiésis og praxis

Vi kan med hjælp fra Aristoteles[1] skelne mellem tre former for viden og to former for praksis. De tre vidensformer episteme, techne og fronesis er knyttet til forskellige former for praksis. Filosoffen søger teoretisk videnskabelig viden, episteme, fordi han gerne vil vide noget (Filosofi betyder kærlighed til visdom). Håndværkeren søger praktisk-produktiv kyndighed, techne, fordi han gerne vil kunne noget, f.eks. bygge et hus. Håndværkeren – eller de mennesker der er optaget af produktion og tilvirkning af forskellige produkter – er optaget af handlingen, og vi kan derfor sige han er pragmatisk (pragma betyder handling). Politikeren – eller de mennesker der er optaget af at skabe det gode liv for mennesket – er optaget af praktisk-etisk klogskab, fronesis, fordi han gerne vil kunne noget.

Både vidensformen techne og vidensformen fronesis er altså rettet mod praksis, men er det på forskellige måder. For at vise dette skelner Aristoteles mellem to slags handlinger, ”…en, som er rettet mod tildannelse og skaben, og en, som sigter mod et godt liv for mennesket. Den ene kaldte han poiésis, og den anden kaldte han praxsis[2].  Forskellen på de to former for praksis består i, om hensigten med handlingen er indbygget i handlingen (praxis), eller om handlingen er et middel til at nå et andet mål med (poiésis).

Spørgsmålet bliver nu, hvordan vi kan forstå den praksis, som læreren udøver, set i lyset af Aristoteles´ teori om, at der findes to typer praksis. Er der tale om poiésis eller praxsis?

Som jeg har været inde på flere steder, er opdragelse og undervisning forbundet med etiske og politiske spørgsmål[3], i hvert fald principielt set, og at der derfor er tale om praxis, selvom en del af lærerens arbejde naturligvis kræver praktisk-produktiv kyndighed, techne. Men som jeg også har været inde på, synes det som om, at bl.a. de faktiske arbejdsvilkår lærerne arbejder under, den positivistiske forståelse af forholdet mellem teori og praksis m.v. er med til at gøre pædagogik til et teknisk anliggende. Alene det forhold, at målene for undervisningen er blevet centraliseret i form af klare mål og fællesmål, kan meget vel tænkes at fremkalde en teknisk tilgang til undervisning og opdragelse i skolen. Set i dette lys kan lærerens praksis betragtes som poiésis.


[1] Aristoteles, 1995. Den nicomacheiske etik. Her citeret fra Bernt Gustavsson, Vidensfilosofi, Klim 2001.

[2] Gustavsson, 2001, s.33.

[3] Se f.eks. afsnittet om pædagogikken i læreruddannelsen side 13.

One thought on “Aristoteles – Poiesis og praxis.

  1. Pingback: Nyt på bloggen uge 2 | Pædagogik og didaktik på bloggen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s