Bourdieus teori om praktikken


Bourdieus teori om praktikken.

For Bourdieu er teori uden empiriske undersøgelser tom, mens empiriske undersøgelser uden teori er blind. Begreber skal formidle sandheden om virkeligheden, de skal ikke selv være denne sandhed. For Bourdieu er der ikke tale om, at teori skal styre praksis efter sine egne forskrifter og dermed bekræfte sig selv. Der er heller ikke tale om, at man kan finde sandheden i praksis uden brug af analytisk teori.

“Objektet for vort studium er aldrig virkeligheden, sådan som den (skulle) eksistere, men virkeligheden som den er kendt.”[1]

Når vi opfatter handling som henholdsvis determineret eller udtryk for bevidste valg, er det mere et udtryk for en efterrationalisering, end det er udtryk for, hvad der egentlig er foregået. Der er m.a.o. forskel på vores praksis og vores bevidsthed om samme praksis. Dette skyldes bl.a., at vi i objektiviseringen af praksis tilpasser denne til bestemte mønstre og strukturer samt de grundlæggende opfattelser, som tænkningen foregår i. Det medfører bl.a. den fejlslutning, at vi tror, handlinger fungerer i form af logiske slutninger (bevidsthedsfilosofien), eller at handlinger er styret efter de økonomiske strukturer i samfundet (strukturalisterne), sådan som disse strukturer tager sig ud på tegnebrættet (I bevidstheden/teorien). Bevidstheden projicerer sin egen procedure over på de praktikker, den studerer.[2] Om det siger Callewaert:

“Det er egentlig højden af akademisk fiksering på metode. Man drager alle konsekvenser af sin første inkonsekvens, når man vil have, at aktøren skal producere sin praksis ved at følge de regler, som forskeren falsk har udledt af denne praksis, når den er observeret som et fuldbyrdet værk.”[3]

Når vi handler, så gør vi det ifølge Bourdieu ud fra en habitus[4], en praktisk sans, en art grundorientering, der groft kan siges at være det erfaringsmateriale, der er indlejret i os gennem vores livshistorie.

Det er vel for Bourdieu derfor ikke nogen overraskelse, at lærere siger, de ikke kan bruge pædagogiske teorier til ret meget. For det er en naturlig følge af, dels at teorierne ikke medreflekterer bruddet med praksis i deres tilblivelsesproces, og dels at lærerne ikke handler bevidst målrettet men ud fra en praktisk sans. (Det er vel heller ikke nogen overraskelse, at teorierne kan bidrage med en kronisk dårlig samvittighed, når de hævder at ville være handlings-forskrivende.)  

På baggrund af Bourdieu´s tænkning er en del af den udfordring, vi står overfor, at omforme pædagogisk teori til praktisk viden. Den pædagogiske teori må så at sige blive til habitus hos praktikeren. Men hvordan bliver en pædagogisk teori ikke bare en del af lærerens bevidsthed men en del af den praktiske sans, uden den mister sit kritiske potentiale? Og omvendt: Hvordan bliver en pædagogisk praksis, “som inden for handletvangen medpraktiserer sine egne mulighedsbetingelser, således som de afsløres af en kritisk teori”?[5]

Bourdieu afviser med andre ord ikke, at en pædagogisk teori kan have betydning for pædagogisk praksis. Men han antaster, at en sådan teori skulle være den afgørende faktor i menneskelig handling. For “det er egentlig ikke rygmarven, men den praktiske sans som leder os, og denne praktiske sans er bundfaldet i kulturens blandede væske. Også teorien slutter med at synke til bunds. Det som vi kalder for rygmarven er kultur og teori forvandlet til bundfald…..Så hvorfor skulle overvejelser og overlagt handling ikke kunne være en del af hele dette midterfelt mellem “instinkt” og teori, som udgør pædagogisk bevidsthed?”[6]


[1] Callewaert, 1992:149.

[2] Callewaert, 1992: 162.

[3] Callewaert, 1992:163.

[4] ”Agenternes habitus er de generative principper bag praktikker der på én gang er distinkte og distinktive…Men habitus handler også om forskellige klassifikationsskemata, klassifikationsprincipper, principper for hvordan man skal anskue og opdele verden, forskellige former for smag,” Bourdieu, 1997: 24

”Habitus er den sociale virkeligheds eller felternes eksistens i individerne…Habitus kan derfor betegnes som et system af tilegnede anlæg for at praktisere i et felt….Habitus danner derfor basis for individernes deltagelse i magtspillene i felterne. habitus kommer til udtryk i de strategier og i de opfattelser af situationen, som aktørerne gør brug af i magtkampene inden for et felt.”. Høiris 1995

”På fransk ligger ordet habitus nær ordet vane (habitude). Der er grund nok til at bruge det latinske ord for at markere, at det ikke kun handler om vanedannelse. Vanedannelse kan være et mere bevidst forsøg på gennem øvelse at opnå mesterskab over visse operationer, som man eller små udføre med en vis anstrengelse. Habitus´en har noget tilfælles med vanen, men den er mere et førbevidst organiserende princip end en indøvet refleks. På dette punkt ligner den en vane , som man ubevidst får i kraft af tusind gentagelser, men som man ikke har organiseret med det formål.”,  Callewaert, 1992:37.

 

[5] Bjerg, 1982:27.

[6] Callewaert, 1987:.248.

3 thoughts on “Bourdieus teori om praktikken

  1. Pingback: Nyt på bloggen uge 2 | Pædagogik og didaktik på bloggen

  2. Pingback: Pædagogiske tænkere – listen | Pædagogik og didaktik på bloggen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s