Habermas – et modstykke til instrumentalismen


Habermas – vi bør handle kommunikativt

(Uddrag speciale)

Habermas kan bl.a. bidrage med et sådant modstykke til et instrumentalistisk handlings- og rationalitetsbegreb.

I Habermas´første hovedværk Erkendelse og interesse (1968) kritiserer han positivisternes tro på, at naturvidenskaberne kan levere en almengyldig og værdifri videnskabsmodel til human- og samfundsvidenskaberne. Det fornuftbegreb der udviklede sig i det modernes opkomst, kritiserer Habermas for bl.a. at tænke i subjekt-objekt relationer. Altså antagelsen om subjektet er et isoleret individ, der indvirker på objektet gennem erkendelse og handling. Dette medfører at fornuft reduceres til et begreb om instrumentel rationalitet baseret på herredømme over naturen. I denne tænkning bliver rationalitet, som jeg har antydet ovenfor, til en kynisk afvejning mellem mål og midler.

Kritikken rettes altså for det første mod den instrumentelle fornuft, hvor handling kan beskrives i mål og midler. Her mangler der ifølge Habermas en diskussion om målene. For det andet kritiserer han den kontemplative opfattelse af sandhed. Man skuer og ser godt efter og holder følelser og subjekt uden for, så er det objektive tilbage. Fornuften er med denne opfattelse selv medskyldig i objektiviseringen, instrumentaliseringen og dermed forarmelsen af menneskets livsverden[1]. Habermas kritiserer ikke fornuften i sig selv, han kritiserer, at man reducerer fornuften til instrumentalisme m.h.p. at beherske omverdenen.

For Habermas kan erkendelsen (det objektive) og interesse (det subjektive) ikke adskilles. Erkendelsesinteressen afhænger af de livs- og handlingssammenhænge, mennesker indgår i. Vi må altså have et rationalitetsbegreb, der er bredere, således vi kan reflektere over målene, og således den subjektive del af erkendelsen medtages.

1.2      Erkendelse og interesse

Habermas skelner i den forbindelse mellem tre typer af handlinger[2] med dertil knyttede erkendelsesinteresser.

a)      Vi handler gennem arbejdet og opnår erkendelse i form af forklaringer, som kan hjælpe os med at beherske de fysiske omgivelser, og vi opnår erkendelse i forhold til den ydre natur. Det kalder Habermas en teknisk erkendelsesinteresse.

b)      Vi handler gennem interaktion for at opnå forståelse/ være i stand til at kommunikere med hinanden, og vi opnår erkendelse i forhold til medmennesket. Vi forsøger eks. at forstå/tolke sprog, motiver og mimikker og gester. Det kalder Habermas en praktisk[3] erkendelsesinteresse.

c)      Vi handler gennem selvrefleksion for at opnå frigørelse for den indre natur, og vi opnår erkendelse i forhold til den indre natur. Dette gøres gennem en kombination af en teknisk og praktisk tilgang til verden[4]. Det kalder Habermas for en frigørende erkendelsesinteresse.

For Habermas består den kritiske samfundsvidenskabs opgave i at undersøge, hvornår konsensus om ideer og forestillinger er rationalt begrundet, hvornår det er i overensstemmelse med almene interesser, og hvornår det er udtryk for illegitim magtanvendelse – bedrag eller manipulation. Magt kan være funktionel, når den forstås som et middel til effektiv organisering i forfølgelsen af fælles mål, men den kan også være undertrykkende.

Samtalen må bygge på fælles anerkendelse af argumenternes egen vægt. Det er det, begrebet om den herredømmefri dialog dækker over.

Den frigørende erkendelsesinteresse er altså ikke knyttet til en bestemt livssammenhæng, men den er rettet mod at frigøre fra stivnede og illegitime magtforhold generelt. Det er et problem her, at der mangler en retning for frigørelsen. Der mangler et normativt grundlag, som kan bidrage til at udpege den retning, som frigørelsen bør gå[5]. Der er bl.a. det problem, Habermas vil løse i Teorien om de kommunikative handlinger.

1.3      Habermas teori om den kommunikative handlen[6]

Habermas kommunikative handlingsteori er hans andet store forsøg på at rekonstruere fornuften.

Overfor det instrumentalistiske syn på fornuft sætter Habermas et fornuftbegreb, der har sit fundament i sproget.

Et sprog har man altid fælles med andre, det formidler intersubjektiviteten. Subjektet skal ikke betragtes som stående alene overfor verden.

Ved at analysere vort brug af sproget finder Habermas, at mennesket ikke kun forholder sig til objekter i den fysiske verden men ligeledes til andre mennesker og til sig selv.

Man kan tænkes at forholde sig til tre områder (verdener). Den objektive, den subjektive og den sociale verden. Dels ved at beskrive kommunikation som en art handling og dels ved at påpege at sådanne handlinger kan relateres til mere end den objektive verden, udvider Habermas altså både fornuftbegrebet og dermed handlingsbegrebet.

Positivismens subjekt-objekt logik udvides til en forståelsesorienteret intersubjektivitetslogik, der er  kendetegnet ved, at man gennem en kritisk dialog forsøger at nå frem til en forståelse, man kan være enige om.

Teorien om den kommunikative handlen er bygget op omkring en model, der beskriver de almene strukturer, der er konstituerende for sprogets anvendelse. Der er bl.a. tale om de konventioner og regler der “styrer” en samtale. Ud fra denne baggrund opstiller Habermas fire gyldighedskrav for samtalen[7].

Det første gyldighedskrav er et krav om, at man skal udtrykke sprogligt korrekt, således andre kan forstå det, man siger. Det andet gyldighedskrav refererer til udsagn om den objektive, fysiske verden. Man skal tale om noget, der faktisk eksisterer. Her kan man i de fleste tilfælde afgøre, om noget er sandt eller falsk. Det tredje gyldighedskrav refererer til udsagn om den subjektive verden. Man skal mene det, man siger. Vi kan ikke afgøre objektivt, om udsagn som omhandler subjektive forhold er sande eller falske. Men vi kan stille krav om, at den der fremsiger udsagnet taler sandfærdigt. Det fjerde gyldighedskrav referer til den sociale verden. Det man siger, skal være i overensstemmelse med gældende normer, ellers bryder samtalen sammen. Kommunikation handler om at forstå hinanden, og derfor stilles krav om, at man skal respektere sin samtalepartners kultur.

Forståelsesprocessen beror på anerkendelsen af hvert af disse fire gyldighedskrav.

Via denne analyse af sprogets almene anvendelse (universalpragmatikken) begrunder Habermas fornuften som en reelt eksisterende størrelse i den sprogligt formidlede dialog. Fornuften sidder i sproget.

Den kommunikative handlen er en handlingskoordinerende mekanisme. Det er vigtigt at slå fast, fordi den kommunikative handling let forveksles med kommunikation. ”Men kommunikativ handlen betegner en type af interaktioner, som kan koordineres ved hjælp af talehandlinger, de falder ikke sammen med disse.”[8]

1.3.1     System og livsverden.

Habermas ser civilisationsprocessen som en dobbeltsporet rationaliseringsproces, der forløber dels indenfor den instrumentelle målrationelle handlingssfære og dels inden for den kommunikative handlens sfære. System og livsverden.

Livsverden fungerer som kontekst, betydningshorisont ved at være den baggrund, man læner sig op ad i den kommunikative handlen. Det kan siges at være vort “naturlige verdensbillede”. En kulturelt formidlet forudforståelse der fungerer konstitutivt og aktivt for /i den kommunikative handlen. Dette ser Habermas i forlængelse af modellen for de almene strukturer, der er konstituerende for sprogets anvendelse.

Hvis en samtale skal være mulig, må deltagerne ikke have radikalt forskellige verdensbilleder, for så kan de ikke forstå hinanden. Derfor er det nødvendigt med en vis fælles overleveret viden formidlet gennem kulturen. Hvis deltagerne ikke skal sabotere kommunikationen, må de indgå i et “solidarisk” fællesskab, et samfund, hvori der gælder nogle fælles normer og konventioner. Endelig må deltagerne være i besiddelse af en sprog- og handlingskompetence opstået gennem socialisationen. Det element betegner Habermas som en personlighed.

Der er således, analytisk betragtet, tre strukturelle elementer i livsverden. Kultur , samfund og personlighed, som dog altid opleves som en sammenhængende ressource i praksis[9].

1.3.2     Rationalisering af livsverdenen

Når den kommunikative rationalitet får lov til at udfolde sig frit i livsverdenen, får vi sat ord på vidensformer, som vi ellers er afskåret fra at diskutere og forholde os til. Hermed rationaliseres denne verden i og med, at vi kan vurdere vores viden i forhold til de fire gyldighedsregler.

Set i forhold til det enkelte menneske vil en sådan rationalisering komme til udtryk ved, at det bliver i stand til skelne mellem sandhed, rigtighed og ærlighed. Jo mere personligheden handler i overensstemmelse med gyldighedsreglerne, des mere rationelt kan det siges at være.

1.3.3     Systemets kolonialisering af livsverdenen

Kolonialisering af livsverdenen er en nuanceret og differentieret form for “tingsliggørelse” – en art kulturel forarmelse. Den kan f.eks. beskrives ved formaliseringen og erhvervsorienteringen i skolesystemet, der frembringer en resultatorienteret indstilling til det, man har med at gøre. En sådan indvirkning på området kan så være enten skjult i form af forventninger, normer m.v. eller mere åbenlys i form af regler der dikteres fra oven.

Det, at skolen er ved at udvikle sig til en “anstalt til fordeling af erhvervsmæssige chancer; det øger konkurrencen og dermed omfanget af strategisk handlen, – specielt i en situation hvor arbejdsløsheden er voksende…”[10] kan ses som et udtryk for kolonialisering af livsverdenen. Karaktersystemet i folkeskolen kan ses som et andet udtryk for kolonialisering af livsverdenen.

Man kan så spørge, om brugen af pædagogisk teori er et udtryk for en kolonialisering af livsverdenen? Her må der skelnes mellem rationalisering af livsverdenen som noget positivt frisættende og kolonialisering af livsverdenen som negativt forarmende. Hvis den pædagogiske teori anvendes som kapitalismens højre arm, som manipulerende middel for dem, som har magten eller med afsæt i et reduktionistisk kundskabs- og handlingssyn,  så er der tale om en kolonialisering af livsverdenen. Hvis den bruges, med udgangspunkt i de fire gyldighedsregler, til at bidrage til en dialog, vurdering og koordinering af processer og handlinger der foregår i skolen, er der tale om et positivt frisættende fremskridt i rationalitet.

Menneskets mulighed er at forsøge at modvirke en sådan forarmelse af områder, der kun kan fungere på grundlag af en forståelsesorienteret handlen. F.eks. ved at sikre sig at ekspertviden kommer livsverdenen til gode, og dermed ikke kan udnyttes massivt af kolonialiserende kræfter, fordi livsverdenen kan danne kritisk modvægt. Det er nemlig i livsverdenen, at etikken har sit fundament.

1.3.4     Etikken har fundament i livsverdenen

Videnskabens ekspertområder er efterhånden differentieret ud i en uoverskuelig vifte af videnskabelige områder, der frembringer den ene epokegørende opfindelse efter den anden. Fra atombomben over kodymagnylen til den elektriske tandbørste. Disse opfindelser stiller os overfor nogle etiske spørgsmål. Bør vi bruge dem? Til hvad? Bør vi forlænge livet mest muligt? Bør vi udvikle børn med super intelligens? m.v.

Spørgsmålet er, hvor kriterierne til løsningen af disse etiske problemer skal komme fra, “om ikke netop fra samtalen og diskussionen, altså kort sagt fra den kommunikative handlen ?”[11]

1.3.5     Kritik af Habermas

Habermas tror m.a.o. på en rekonstruktion af fornuften, der dybest set finder sit normative grundlag i det, der set ud fra en positivistisk opfattelse er irrationelt –  livsverdenen.

Habermas´ tro er funderet i et syn på mennesket, hvor mennesket dybest set er rationelt, og hvor mennesket potentielt har en fri vilje. (Frigørelse er mulig).

Et anstød mod en sådan optimisme er det forhold, at der i umindelige tider har foreligget pædagogiske teorier, der burde have revolutioneret skolen for længe siden. Teorier, som både studerende og seminarielærere har været enige om, var særdeles fornuftige.

Et naturligt bidrag til forståelsen af dette paradoksale forhold er en tese om, at systemets kolonialisering af “livsverdenen” er så udtalt i skolen, at der ikke kan handles kommunikativt, således livsverdenen kan reproducere sig selv. De studerende og lærerne kan ikke finde nogen at samtale med ud fra en forståelsesorienteret synsvinkel. Hvis dette er tilfældet, bliver opgaven først og fremmest at få etableret en samtalekultur i skolen, hvor der er tid og rum for den kommunikative handlen, da det netop i følge Habermas er igennem en rationalisering af livsverdenen, at teorien kommer i virke . Men Sirotnik (og f.eks. Dale 1993) er overbevist om, ”at kritisk analyse ikke vil blive en almindelig foreteelse inden for skolens økologi, før den er filosofisk anerkendt som en legitim og tidskrævende del af det praktiske arbejde.”[12]

En rationalisering af livsverdenen kan som sagt virke som et fremskridt i rationalitet, men her bygger Habermas på et vidensbegreb, hvor det antages, at den viden der er knyttet til udførelsen af handlinger, kan ekspliciteres. Han skriver ”I sproglige ytringer udtrykkes eksplicit viden, i målrettede handlinger udtrykkes en kunnen, en implicit viden; også denne know-how kan overføres til know-that-formen.”[13]

Ikke alle er enige i denne tese.


[1] I Horkheimer og Ardorno´s “oplysningens dialektik” udfoldes dette perspektiv i fuldt flor. Betegnelsen “oplysningens dialektik” er udtryk for, at fremskridt betales med fremmedgørelse eller fra en individualistisk synsvinkel, at den selvbevidsthed mennesket vinder betales med en tiltagende objektivisering af den ydre og indre natur.

[2] Disse udledes fra en filosofisk antropologi, hvor Habermas udleder tre praksisformer : arbejde, sprog og herredømme.

[3] Praktisk i klassisk filosofisk betydning. Altså spørgsmålet om indretningen af det gode liv.

[4] Psykoanalyse og ideologikritik kan nævnes som eksempler.

[5] Bl.a. Gadarmer rejser denne kritik.

[6] Habermas, 1981.

[7] Habermas, 1981:142.

[8] Habermas, 1981:145.

[9] Habermas, 1981:313.

[10] Nørager, 1985:193.

[11] Nørager, 1985:196.

[12] Sirotnik, 1999: 190.

[13] Habermas, 1981:32.

7 thoughts on “Habermas – et modstykke til instrumentalismen

  1. Pingback: Nyt på bloggen uge 2 | Pædagogik og didaktik på bloggen

  2. Alina

    Hej, Jeg blev lidt forvirret ift. til de fire gyldigeherskdav til samtalen, fordi jeg kan læse mig frem til, at Habermas skelner kun tre aspekter: : rigtigheds, sandfærdigheden og sandheden. .

    Svar
    1. Hilmar Dyrborg Laursen Post author

      Hej Alina. Ja, flere steder fremstilles det som tre gyldighedskrav, men det fjerde om forståelighed, der går på tværs af de andre, husker jeg også at være stødt på i hovedværket. Vi skal kunne forstå det, der bliver sagt, hvis en samtale skal fungere. Jeg kan desværre ikke huske det eksakte sted i Teorien om de kommunikative handlinger, men vil finde det, hvis ånden kommer over mig. Uanset kan du jo fint holde dig til dine kilder, og de tre du nævner er de vigtige og dem der får mest plads i hovedværket. Mvh Hilmar

      Svar
  3. Alina

    Hej igen, jeg anvender Habermas` teori i mit speciale, som jeg skriver nu. Jeg har brug for sparring ift. forståelse af hans teori, håber , at du kan hjælpe🙂
    Jeg blev lidt forvirret over mangfoldighed af handlings differentieringer i hans teori. . I ” Teorien om den kommunikative handlen” identificerer Habermas fire handlingsbegreber og hermed følgende rationalitetsimplikationer: strategiske (omfatter instrumental og strategisk handlen), normregulerende, ekspressiv (dramaturgiske) og kommunikativ handlen. Samtidig skriver han , der findes tre type af talehandlinger: konstative, ekspressive og regulative. Hvad er så forskel mellem fx de normregulerende handlinger og regulativer handlinger? Jeg mener at de begge to relatere sig til . hvordan man bør handle i en given situation. Eller hvad er forskel mellem den dramaturgiske og den ekspressiver talehandlen?
    Jeg følger mig en del forvirret og håber at du kan hjælpe. Mvh. Alina.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s