Humor – mellem vilkår og idealer


(Uddrag fra blogindlæg fra 2015: Humor mellem vilkår og idealer.

For et par år siden læste jeg bogen Jagten på det perfekte liv af Tal Ben-Shahar. I den bog beskriver han, hvordan perfektionisme har plaget ham gennem livet, og han foreslår, at vi i stedet for det perfekte skal prøve at sigte efter det optimale. Forestillingen om fremskridt ligger dybt indlejret i vores kultur, og har gjort det siden modernitetens gennembrud. Den ligger dybt i rygmarven på mennesker, der er opvokset og socialiseret i den vestlige verden.

I en anden bog skrives om præstationsfælden, hvor en fare ved denne kultur beskrives sådan:

“I et samfund, der belønner konstant vækst, vælger vi ofte at præstere mere. I vores kultur, hvor der i hvert fald tilsyneladende ikke er nogen øvre grænse for, hvor langt vi kan nå, opgiver ikke uden videre vore ambitioner. I stedet investerer vi os selv i et halsbrækkende projekt med alle de risici, det indebærer.” s. 51

En del af de lærerstuderende, som jeg taler med som studievejleder, lider under alt det, som de oplever, de skal nå, og de ambitioner som de har. Man skal både være en god mor, kæreste, passe et deltidsjob, have et hjem til at fungere og klare sig godt under uddannelsen.

Lærerne løber afsted for at nå alle de opgaver, som de skal nå at udføre, og de vil rigtig gerne gøre en forskel for eleverne, men de siger også, at der ikke er den nødvendige tid til at nå det hele og slet ikke med den kvalitet, som de mener er rimelig set ud fra deres professionelle skøn. Mange bliver sygemeldte på grund af stress.

Det ser altså ud til, at vi på den ene side har nogle rammer, vilkår omkring vores liv og på den anden side nogle forventninger til, hvordan livet skal være, som ikke passer særlig godt sammen, og bl.a. derfor trives mange mennesker ikke. Vi har  svært ved at leve op til vores egne forventninger, og Lov nr. 409 passer ikke til forventningerne i den nye reform for folkeskolen. Lidt firkantet er der så to muligheder for at løse det problem. Man kan enten skrue ned for forventninger eller skrue op for “resultaterne”. Det sidste kræver ofte bedre vilkår for at de kan ske, fordi resultaterne hænger sammen med de vilkår, de rammer vi skal søge at realisere de kvaliteter indenfor, som vi går efter. I øjeblikket skruer man fra politisk side ned i rammer og vilkår og op for forventninger til resultaterne i form af bedre faglighed og mere trivsel i skolen. På den ene side er det altså nogle vilkår og på den anden side nogle idealer.

Pointen er så her, at det er måden, som vi forholder os til forholdet mellem idealer, forventninger og vilkår, rammer resultater, som også er med til at gøre, at vi ikke trives. Dermed naturligvis ikke sagt, at der ikke skal kæmpes på alle fronter for bedre vilkår, peges på problemer med strukturelle forhold osv., men et vilkår er jo, at forholdene er, som de er lige nu, og at det er lige nu, at lærerne arbejder med elevernes læring og dannelse under dårlige vilkår, og lige nu at mange af dem ikke trives særlig godt.

I den model er der, som jeg ser det, to typiske udfaldsrum. Det ene er, at man holder fast i idealerne på den måde, at det først er når virkeligheden ligner dem, at man kan være tilfreds mig selv selv og sin indsats. Så ender det med stress og kronisk dårlig samvittighed. Det andet er, hvad jeg i min tid som lærerstuderende kaldte dannelsens hvide snit, hvor man kapper forbindelsen til idealer og værdier og arbejder for at få det overstået. Man går og “fylder op”, som Niels Hausgaard kunne have sagt det. Det går både ud over ens egen trivsel, fordi motivationen for og meningen med arbejdet blandt lærere i høj grad er værdier, ønsket om at gøre positiv forskel for eleverne osv., og det går ud over elevernes læring og dannelse.

Hvad er så alternativet? Det er her humoren kommer ind som en tilgivende tilgang til ens egen ufuldkommenhed. Humor i betydningen, at man tager selv og andre alvorligt samtidig med, at man vedkender sig, at verden ikke altid er indrettet på en måde, der gør, at idealerne kan realiseres. Forholdet mellem Lov 409 om arbejdstid og skolereformen  er et storslået eksempel! Humoren flygter ikke fra ansvaret og bliver pjat, men bruger ud fra bedste evne sin professionelle dømmekraft ( Se Aristoteles fronesis-begreb) og tager ansvar mellem krav og idealer. (Bergem 2004). En del af den dømmekraft vedrører indsigt i, hvad jeg har magt over, og dermed også kan have ansvar for. (Jf. Løgstrup. Den etiske fordring).

Humor i betydningen, at man går efter det optimale og smiler af den afstand, der er tilbage op til idealerne. Humor i betydningen, at vi gør vores bedste inden for de rammer, der faktisk er der.  Humor i betydningen, at vi trods alt er ufuldkomne mennesker, der godt ved, at pædagogik lykkes glimtvis, og at det er helt i orden. En humor der så spørger til, hvordan det optimale mon kan se ud, når nu tiden er, som den er, og opgaverne er, som de er, og dermed vedkender sig, at det optimale er det levende ideal, der måske nok virker lidt falmet sammenlignet med idealet på papiret, men i virkeligheden er akkurat så smukt, som det kunne blive lige nu, og i virkeligheden derfor det sande i ideal, som Kierkegaard skriver det:  “Det digteriske ideal er altid usandt ideal, thi det sande ideal er altid det virkelige ideal….Digteren ser idealerne, men han må flygte bort fra verden for at glæde sig ved dem, han kan ikke bære disse gudebilleder i sig midt i livets forvirring…”. (Kierkegaard, Enten-Eller, bd.3, s. 196.)En humor der også spørger til jorden, sætter fingeren ned i den og smiler og trives midt i det, bl.a. fordi den får øje på små ting, der faktisk fungerer godt, og fordi den bærer “gudebilleder sig midt i livets forvirring,”.

 

Tal Ben-Shahar. Jagten på det perfekte liv. Dansk Psykologisk Forlag 2010.

Joanna Rose. Præstationsfælden- overlevelsesguide for præstationsprinsesser. Dansk Psykologisk Forlag 2010.

Kierkegaard, Søren. Enten-Eller. Samlede værker. bd. 3. 3. udg. Nordisk Forlag 1962.

Bergem, Trygve. Læreren i etikkens modlys. KLIM 2004.  Mellem krav og ideal, Kap. 3.