Tag Archives: Menneskesyn

Hvad er pædagogik?

Vi kan tale om pædagogik i tre betydninger. Pædagogisk praksis, pædagogisk teori, pædagogisk forskning. Det efterfølgende handler primært om pædagogisk teori.

Pædagogisk teori handler om undervisning og opdragelse. Der er tale om nogle forestillinger og overvejelser om, hvad der skal komme ud af den pædagogiske proces – målet med opdragelsen, der typisk er formuleret som et dannelsesideal. Og der er tale om nogle overvejelser og forestillinger om, hvad der skal ske med personerne for at nå opdragelsesmålene (dannelsesprocesen).  

I pædagogikken er der derfor disse fire centrale spørgsmål:

  1. Hvad bør der ske? Hvad er målene for opdragelsen? Hvad er det, man ønsker at opnå gennem opdragelsen? Hvad er dannelsesidealet?
  2. Hvordan kan det ske? Hvilke opdragelsesmetoder fører i retning af opdragelses-målene? Hvordan skal opdragelsen udmyntes i praksis? Hvordan arbejdes der retning af målene? Hvordan skal dannelsesprocessen være?
  3. Hvorfor kan det ske på denne måde? Hvilke argumenter er der for de angivne opdragelsesmetoder? Hvilke teorier? (Forklaringer, forståelsesrammer, antagelser m.v.)
  4. Hvorfor bør det ske? Hvilke argumenter er der for at arbejde i retning af netop disse mål? Her er tale om begrundelser for opdragelsesmålene, dannelsesidealet.

Disse spørgsmål er helt centrale at beskæftige sig med inden for pædagogikken, og de er centrale at arbejde med, når man skal være lærer. Det hænger bla. sammen med, at man som lærer har ansvaret for nogle børn. Læreren må kunne stå inde for det,  han/hun “udsætter” børnene for. Det indebærer naturligvis, at læreren har gjort nogle overvejelser over, hvad det er børnene skal udsættes for – hvad der skal ske, hvordan og hvorfor. Har læreren ikke gjort sig disse overvejelser, så kan han/hun ikke være ansvarlig for det, der foregår i undervisningen. Løgstrup siger det på en anden måde i “Den etiske fordring”

“Fordi der er magt i et hvilket som helst forhold mellem mennesker, er vi altid på forhånd spærret inde – i den afgørelse, om vi vil bruge magten over den anden til hans eller til vort eget bedste. Der er motiver nok til det sidste, lige fra tilfredsstillelsen af den lyst ved magten , som besiddelsen tænder, til angstens brug af den. Men hvorom alting er, i afgørelsen melder fordringen sig om at lade magten over den anden tjene den anden. Og indespærringen i det på forhånd givne alternativ kommer til orde i ordet “ansvar´s betydning”. (Den etiske fordring, s.66)

I det følgende vil jeg gå lidt nærmere ind på det første spørgsmål.

Hvad bør der ske? Hvad er målene for opdragelsen? Hvad er det man ønsker at nå gennem opdragelsen? Hvad er dannelsesidealet?

”Alting afhænger af øjnene der ser”. Det gælder også målene, som vi sætter for opdragelsen.

Hvis vi ser barnet som ufærdigt, set i forhold til det voksne (færdige) menneske, så drejer det sig om at gøre det færdigt. Dvs. bibringe barnet det, som det mangler set i forhold til det voksne menneske, eller det samfundet har brug for. (Vi er som voksne, ifølge Løgstrup, ofte fokuserede på, at børnene skal kunne alt det, som vi voksne ikke selv kan finde ud af!). Der kan være bla. være tale om:

–          at gøre ulydige børn lydige,

–          at gøre egoistiske børn sociale,

–          at gøre amoralske børn moralske

–          at gøre dovne børn aktive.

–          at gøre unyttige børn til nyttige samfundsborgere.

–          at gøre ukultiverede børn kulturelle

–          at uvidende børn vidende osv, osv.

Hvis vi alternativt ser barnet, som en ressource der rummer nogle muligheder, så drejer der sig om at være barnet behjælpelig med at udfolde disse muligheder. Det ser vi f.eks. i reformpædagogikken, hvor der flere steder fokuseres på menneskets udfoldelse af dets iboende muligheder. Sokrates var måske en af de første med et syn. Visdommen er i alle mennesker, men det skal “fødes” gennem dialogen. (Jordemoderkunsten). Rousseau var senere (1762) på banen med tanken om, at “alt hvad der udgår fra skaberens hænder er godt”. I nyere tid er Jesper Juul og Dit kompetente barn et eksempel.

Man kan i forbindelse med ovenstående tale om forskellige menneskesyn.

Nogle eksempler på nogle kernespørgsmål i forbindelse med menneskesyn er:

Har mennesket en fri vilje? (Frihed – nødvendighed/determinisme)

Er mennesket gennemsigtigt for sig selv? (Bevidsthed – følelser).

Hvad styrer menneskets handlinger? (Normer, magt, anerkendelse m.v. Årsager, funktioner eller grunde?)

Hvordan udvikler mennesket sig? (Modning, påvirkning, interaktion, læring m.v.)

Hvordan erkender mennesket virkeligheden? (Sansning, tænkning (begreber), følelser, krop, hjerte, dialog).

Hvordan lærer mennesket? (Handling, tænkning, sansning m.v.)

Er mennesker sociale?

Har mennesker behov? eller får de behov?

Er mennesket et biologisk væsen, der følger bestemte udviklingsmæssige lovmæssigheder?

Osv. Osv.

Svaret på spørgsmålet om, hvad der bør ske, afhænger altså bl.a. af vores opfattelser om, hvad et menneske er, hvad det bør blive, og hvordan det kan blive det. (Filosofi, Etik, antropologi (læren om menneskets væren) og psykologi er her nødvendige støttevidenskaber for pædagogikken).

Det er vigtigt at understrege, at pædagogikken forstået på denne måde er en normativ disciplin eller videnskab. Pædagogikkens fokus er her på, hvordan det ”bør” blive og ikke på, hvordan det ”er”.

Men pædagogikken kan også være en deskriptiv og en analytisk virksomhed. Så er fokus naturligvis rettet mod at beskrive og analysere, hvordan opdragelse og undervisning er, og faktisk foregår i samfundet. Hvordan opdrager forældre deres børn? Hvem vinder og hvem taber? Hvad gør en god lærer egentlig? osv. Den deskriptive og analytiske pædagogik forsøger på denne måde bl.a. at bidrage med  viden, således vi kan vurdere om de tiltag, vi gør i forbindelse med opdragelse og undervisning, nu også fører frem til det, vi ønskede, at de skulle. Den kan også afsløre de utilsigtede konsekvenser.

Mennesket lever sit liv i et samfund. Derfor er spørgsmålet om, hvad vi bør opdrage til også tæt knyttet til spørgsmål om, hvad et samfund er, hvad et samfund bør være, hvordan samfundet udvikler sig, hvordan mennesket bør leve i samfundet osv. (Sociologien er en vigtig støttevidenskab for pædagogikken her).

Vore overvejelser over menneske og samfund deres relationer og substans er da også det, der er kernen i et pædagogisk grundsyn.  

Eksempler på aktuelle samfundsbeskrivelser (teser[i]) er:

Informationssamfundet

Videnssamfundet

Det hyperkomplekse samfund

Risikosamfundet

det postmoderne samfund

det refleksivt moderne samfund

netværkssamfundet

det globale samfund

det multikulturelle samfund

Velfærdssamfundet

osv.

Hvis vi først tænker samfundsbeskrivelser – forestillinger om hvordan samfundet er – så kan det få konsekvenser for vores pædagogik – hvad vi bør opdrage til. Samfundet bliver i denne optik de vilkår,  som de gode liv skal udfoldes i, og opdragelsen og undervisningen handler om, at give børnene de kundskaber, færdigheder og holdninger (kompetencer), som giver dem mulighed for det gode liv under de givne omstændigheder.

Nogle typiske ræsonnementer:

1) Viden forældes med stor hast. Vidensmængden eksploderer (informationssamfundet) ==>  børn bør lære /opdrages til at søge viden, at forholde sig kritisk til viden, at navigere i informationer osv.

2) Samfundet er multikulturelt ==> børn bør lære/opdrages til at omgås mennesker fra anden kulturel baggrund osv.

3) Samfundet holdes sammen af kultur ==> børn bør være fortrolige med dansk kultur osv.

Hvad er de bagvedliggende teser om de gode liv? Muligheder på arbejdsmarkedet? At bidrage til samfundets vækst? Et liv med udgangspunkt i menneskerettighederne? Muligheden for at realiserer sig selv – personlig udvikling? Et liv i fred? Et liv med materielle muligheder? Et liv med muligheder for samvær med andre mennesker? At værne om den danske kulturarv? Kærlighed? Et liv hvor mennesket er med til at skabe sit samfund?

Vore forestillinger om det gode liv, menneskesynet osv. får altså indflydelse på, hvordan vi slutter fra er (samfundsbeskrivelsen) til bør (hvordan vi bør opdrage og undervise).

PÆDAGOGIK ER EN NORMATIV VIDENSKAB

Men vi kan også tage udgangspunkt i, hvordan samfundet bør være og så derfra forsøge at svare på spørgsmålet om, hvad vi bør opdrage til. Hvis vi ønsker et samfund med dygtige ingeniører, der kan bygge broer mellem mennesker, så bør vi opdrage dem! Hvis vi ønsker et samfund, hvor der er indbyrdes forståelse mellem forskellige kulturer, så bør vi opdrage børn med interkulturel kompetence. Hvis vi ønsker et velfærdssamfund, så bør vi opdrage børnene til ikke at snyde (for meget) i skat. Hvis vi ønsker et demokratisk samfund, så bør vi opdrage børnene til at være demokratiske.

Det normative aspekt er igen i fokus. Samfundet er også et holdningsmæssigt spørgsmål!

Hvad er det for et samfund, vi vil have? Hvem er vi? osv.

Forskellige pædagogiske teorier kan altså opfattes som teorier om, hvad vi bør opdrage og undervise vore børn til at blive. Jeg har indtil nu forsøgt at illustrere, at svaret på dette spørgsmål hænger sammen med menneskesyn og samfundssyn samt forholdet mellem dem. Så har jeg understreget, at der er tale om en normativ videnskab.

Den pædagogiske analyse fokuserer netop der, hvor vi tager udgangspunktet, når skal svare på spørgsmålet om, hvad vi skal opdrage til. I mennesket, kulturen eller samfundet? I hvilket menneske? I hvilken kultur? I hvilket samfund? Det handler om det gode liv!

I vores søgen efter hvad der skal ske, hvordan og hvorfor, kan det være en stor hjælp, at studere forskellige svar og deres begrundelser samt nogle af de problemstillinger, der knytter sig til disse. Det har jeg forsøgt at motivere med disse ord.

God fornøjelse med pædagogikken.


[i] Når jeg kaldet det teser er det for at understrege, at disse samfundsscenarier også kan anskues som retoriske indslag i kulturkampen.  Hvis vi får folk til at tro, vi lever i et informationssamfund – det er sådan, det er – så vil man med stor sandsynlighed kunne overbevise om, at vi skal opdrage til dette samfund. Så kan vi legitimere indkøb af pcére til milliarder af kroner. Der er altså god grund til at problematisere gyldigheden af teorier om vores samfund. I øjeblikket er det vidensamfundet, der bruges som samfundskarakteristik.

Reklamer

Undervisning og menneskesyn.

1.    Hvad er menneskesyn?

”Begrebet menneskesyn har i sin mest omfattende betydning et tankeindhold, der rummer både en forståelse af og en forklaring på menneskets væsen og menneskers handlinger og en vurdering af de værdimæssige synspunkter og holdninger, som tillægges menneskers forhold til omverdenen. Dermed varierer menneskesynet også efter tid og sted, og det er under stadig udvikling.” (Hammerlin og Larsen, Menneskesyn i teorier om mennesket. Klim1999. Side 20)

1.    Hvordan er forholdet mellem undervisning og menneskesyn?

”Det , dobbelte sigte, både det kvalificerende (til at kunne varetage nyttige og nødvendige funktioner i et samfund) og det dannende (skabelsen af et menneske, der legemliggør og handler ud fra fremtrædende værdier i det kulturgrundlag, samfundet hviler på), er en vigtigt bestanddel i enhver ægte forvaltning af intentionen om at fremme en læren. Som kulturelt fænomen er undervisningen båret af intentionen om ikke blot at fremme dygtiggørelsen i en eller anden henseende, men tillige – mere eller mindre bevidst – at gøre det på en sådan måde at også en bestemt menneskeopfattelse derigennem fremmes.” (Winther-Jensen, side 19)

”De værdier, der indgår i menneskeopfattelsen, omsættes i pædagogikken til antagelser om det, som det i undervisningen er værd at stræbe efter. Sådanne værdibestemte antagelser vedrører målet for undervisningen, men de vedrører også antagelser om hvilke viden, der er af størst værdi, altså curriculumindholdet, endvidere antagelser om hvilke metoder, der er bedst egnede til at fremkalde den ønskede viden……

…antagelserne selv er vort eget eksistentielle valg. De udspringer af det billede, vi har af os selv, og af det vi ønsker at være, og af det vi ønsker at blive.” (Winther-Jensen, Undervisning og menneskesyn. 1993,  s. 21)

Behovet om anerkendelse. Axel Honneth

AXEL HONNETH – BEHOVET FOR OG KAMPEN OM ANERKENDELSE.

Citaterne her er fra bogen Behovet for anerkendelse. Hans Reitzels Forlag 2006.

Mennesket har brug for anerkendelse for at blive fuldt udviklet. ”Menneskelige subjekter opnår nemlig kun et intakt selvforhold i kraft af at se sig selv bekræftet eller anerkendt på grund af værdien af bestemte egenskaber og rettigheder…”

Anerkendelse sker indenfor tre sfærer. A)privatsfæren (familien og venskabet); b)den retslige sfære; og c) den solidariske sfære som dækker kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber.

1.        Kærligheden udløser forudsætninger for subjektets fundamentale selvtillid.

2.        Den almene agtelse, der er givet i form af rettigheder udløser selvagtelse som borger.

3.        Fælles værdier og normer udløser selvværdsættelsen.S.15, Behovet for anerkendelse.

Anerkendelse inden for de tre sfærer følges af tre former for forhold til sig selv (praktiske selvforhold).

A)        …m.h.t. det første trin i et praktisk selvforhold bliver den enkelte anerkendt som et individ, hvis trang og ønsker er af enestående værdi for en anden person…denne typer anerkendelse har karakter af en følelsesbetonet kontakt…”omsorg” eller ”kærlighed”…

B)         …mht det andet trin i dets praktiske selvforhold, så bliver den enkelte anerkendt som en person, der besidder den samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker…har karakter af en universel ligebehandling…

C)        …m.h.t. det tredje trin i dets praktiske selvforhold, så bliver den enkelte endelig anerkendt som en person, hvis evner er af grundlæggende værdi for et konkret fællesskab…”solidaritet” …den betingede… omsorg for andres velfærd m.h.p. vores fælles mål.”

Honneth, Behovet for anerkendelse, s. 92 f.

SAMMENHÆNGEN MELLEM MORAL OG ANERKENDELSE

”Når der i dag…knyttes an til begrebet om ”anerkendelse” med det formål at udarbejde en opfattelse af moralen, så er udgangspunktet mest en analyse af moralske krænkelser…(s. 83 f.)

”De moralske krænkelsers egenart består i høj grad fratagelsen eller i nægtelsen af anerkendelse.” s.85

Moralske krænkelser….

a)        At berøve ”en person den sikkerhed at kunne råde over sit fysiske velfærd.”  beskadiger ”tilliden til den værdi, som ens egen trang nyder i alle andres øjne.” (Eksempler: fysisk mishandling, tortur, voldtægt)

b)        At ”foragte personernes moralske tilregnelighed”   beskadigelse af den selvagtelse, som vi opnår ved, at andre personer anerkender værdien af den måde, vi udformer domme på.” s.88 (Eksempler: fra vildledning, bedrag til retlig diskriminering)

c)        At nægte personer anerkendelse for deres evner  beskadigelse af ”følelsen af at have social betydning inden for et konkret fællesskab.” s. 89 (Eksempler: Fra at hilse til at stigmatisere)

”Hvis det er rigtigt, at de moralske krænkelsers kerne består i nægtelsen af anerkendelse, så er den formodning omvendt nærliggende, at moralske holdninger har noget at gøre med udøvelsen af anerkendelse.” s. 89.

ANERKENDELSENS ERKENDELSESTEORI

Anerkendelse og erkendelse hænger tæt sammen. Hvis ikke man bliver set, så bliver man ifølge Honneth usynlig

Det er imidlertid ikke nok blot at se – registrere den anden: ”Anerkendelse er faktisk ikke den ekspressive bekendtgørelse af den kognitive identifikation af et menneske, men udtryk for en vurderende erfaring, hvori personens værdi er givet ”direkte”:” s. 116.

”I det anerkendende subjekt fuldbyrdes der en decentrering, fordi det indrømmer et andet subjekt en værdi, som en kilde til legitime fordringer, der skader ens egenkærlighed. ”Bekræftelsen”… vil altså sige, at man udstyrer adressaten med den moralske autoritet til at råde over ens egen person, for så vidt som man selv anser sig som forpligtet til at udføre eller undlade bestemte typer handlinger…..” s.112

”I anerkendelsens ekspressive kropshandlinger kommer det frem, at et subjekt faktisk allerede har fuldbyrdet en begrænsning af sit egocentriske perspektiv, med det formål at være retfærdig over for den anden persons værd som et intelligibibelt væsen ( antagelsen om at mennesket må fuldbyrde sit liv i kraft af en rationel selvbestemmelse).” Min parentes.  s.114

Menneskesyn – subjekt og objekt

Subjekt – objekt synet

Anne-Lise Løvie Schibbye, Relationer 2005. s. 34.

  1. “Mennesket skal kontrolleres. Ud fra dette menneskesyn betragtes mennesket som opfyldt af primitive, destruktive, animalske drifter, der skal tæmmes og formes i overensstemmelse med socialt acceptable normer.
  2. …mennesket udvikles og dannes gennem ydre påvirkning. Skjult i denne påstand ligger forestillingen om at få andre til at føle, tænke og handle på den ene eller anden måde….udviklingen af barnets indre psykiske verden foregår “udefra og ind”.
  3. …en anden uudtalt forudsætning er at i forhold til den individuelle (elev)… er (læreren) subjekt og (eleven) objekt. Objektet er den der responderer på subjektet, som lærer af subjektet, og som modtager viden”

 

Subjekt –subjekt synet

  1. Individet har sin egen indre oplevelsesverden af følelser, tanker og meninger. Individet har sine fortolkninger af verden, sine synspunkter, opfattelser, og det vil være krænkende hvis vi overser denne oplevelse. Kommentarer som “du er træt”, “du er vanskelig”, overser subjektsiden og vækker som regel protest. At udelade den andens subjektive oplevelse indebærer en fratagelse af individets evne og ret til at have et syn på sig selv.
  2. Individet kan ikke forstås uafhængigt af de relationer det står i til andre…Hvis vi ikke ser vores eget bidrag, og hvordan det påvirker (eleven), er det umuligt at se ham eller hende.
  3. Intersubjektiv deling…står centralt i en dialektisk relationsopfattelse. Antagelsen er her at barnets selvudvikling fremmes ved at affekter og oplevelser kan deles med den voksne. Barnet socialiseres ikke kun udefra og ind, men i samspil. (Ibid. s. 36)

Mennesket – det sociale dyr.

Professor Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet fortæller her, hvordan vi mennesker – ud over at være sociale – også er hierarkiske og territoriale væsener. Han har skrevet en fremragende bog,Personlighedens positioner, som jeg simpelthen blev nødt til at læse efter at have hørt ham holde foresdrag for et par år siden. Jeg blev bestemt ikke skuffet.

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/?play=http%3A%2F%2Fvodfiles.dr.dk%2FCMS%2FResources%2Fdr.dk%2FDR2%2FDanskernes_akademi%2F2011%2F01%2F70880cbe-32b8-4bf8-984d-8ab65b10d7a0%2FMennesket—det-sociale-dyr_fa6e210c9c9d487d8b2fb866a3279d6f.mp4%3FID%3D851941