Tag Archives: Teori U

Et lille eventyr – Teori U.

Jeg har lavet en rejsebeskrivelse til U-rejsen. (Scharmer 2008). Et lille eventyr.

Forestil dig, at du vil finde ind til kilden til din dybeste erkendelse og dit højeste potentiale. . Du (I) skal ind i tre verdener og på vej der ind møder du (I) tre modstandere. 

I den første verden får du kontakte med dit åbne sind, så du begynder at se. På den ene side af tærsklen kan du ikke se noget, som du ikke ved i forvejen, på den anden side kan du se nye ting.  Du ser nye træk i et ansigt, opdager nye nuancer i ellers velkendt musik, opdager nye argumenter, ser nyt liv i naturen, opdager nye aspekter af din undervisning osv. Din modstander på vej over i den verden  er dommeren. Han vurderer hurtigt det, han ser, hører, smager på, føler osv.  – han er dine fordomme, og når han er på scenen, så bliver du hurtig færdig med at se på verden. Det er rigtigt smart, hvis du skal videre, men ikke hvis du ønsker at lære nyt om dig selv og om verden omkring dig. Dit bedste våben mod dommeren er, at du accepterer virkeligheden, som den er, og stikker fingeren i jorden. Accept betyder, at du ser, hvad der er uanset, hvad der måtte vise sig, uden at du vurderer det.

 I den anden verden får du kontakt med dit åbne hjerte, så du kan se med hjertet. Kun med hjertet kan man nemlig se rigtigt. Eller rettere, kun med hjertet kan man se sig selv ud fra den andens perspektiv og følelser. Hjertet vil noget for den anden.  Den erkendelse giver dig mulighed for at se, at du er en del af andres liv, at du-er-i-verden, og ikke er en udenforstående iagttager. I den verden ser alting anderledes ud. Det hænger sammen! Men også her kæmper du mod en modstander. Kynikeren der ikke har noget på hjertet. Det kan være lige meget. Bliver jeg sidende i stolen, så sker der nok ikke noget, og rejser jeg mig, så sker der nok heller ikke noget, og derfor kan jeg ligeså godt blive siddende.  Kommer det mig ved? Det må de selv om. Jeg er for god til det her sted. Osv. Modgiften mod kynikeren er medfølelse og næstekærlighed.  Får du kontakt med dem, så forsvinder kynikeren som dug for solens varme stråler, og du bliver budt velkommen til fænomenologiens verden. Dem, der har været der, fortæller, at det er flere besøg værd!

I den tredje verden får du kontakt med din åbne vilje, så du kan vælge den mest optimale vej for dit liv set i lyset af det, som du har med, og det, du fornemmer, at fremtiden kalder dig til at gøre. Den åbne vilje gør, at du kan slippe det gamle (dit gamle jeg) og modtage det nye (mere autentiske jeg). Denne verden er skabelsens verden, hvor det nye bliver til – ikke blot i en blind famlen, men i dyb kontakt med nuét og en større vilje, som viser sig for dig, hvis du kommer så langt, at du tør sige: Jeg ved ikke, hvad jeg vil, men jeg vil ville noget – lad mig opdage, hvad det er. Døren ind til den tredje verden er smal. Et nåleøje, hvor du ikke kan have alt det gamle med gennem, hvis ikke du giver slip på det gamle, kan du ikke modtage det nye. Faktisk er det så smalt, at du må vende vrangen ud af dig selv, for at komme igennem. Og Frygtindgyderen venter, når du nærmer dig døren, og han er din modstander her. Han vil gøre alt for at fortælle dig, at du mister for meget, at det er alt for usikkert med det nye osv. Her skal man nok turde miste fodfæstet for en stund.

Rejsen går så videre af andre stier, der fører til andre verdener. For en ting er at finde sit højere mål med livet, noget andet er at realisere det. Derfor handler resten af rejsen om det. Først en verden, hvor du tager imod den fremtid, der ønsker at bryde frem. Derefter en verden, hvor du skaber prototyper, og aktivt afprøver dem, så du kan lære gennem handling. Og endelig en verden, hvor du integrerer og gør det nye i den helhed, som du lever i.

God fornøjelse på rejsen.

Carl Otte Scharmer beskriver rejsen gennem Uét med 24 principper (S. 363 – 421, Teori U, 2008).

Du kan læse mere om teorien her:

Teori U – Scharmer – kilder til viden – innovation.

Teori U handler bl.a. om, at vi kan være forskellige steder i sindet, være opmærksomme på forskellige måder, og opnå forskellige erkendelser afhængigt af det. Den handler om, at hvis vi skal have adgang til vores dybeste og mest ægte kilde til viden og væren, så skal vi åbne sindet, hjertet og viljen. ”Jeg deltager bevidst [på den måde], derfor opstår det [på den måde].” s. 344. 

 

Fire måder at være opmærksom på, der giver fire forskellige responser, svar på stimuli eller en udfordring.

 

”Jeg deltager bevidst [på den måde], derfor opstår det [på den måde].” s. 344.

 

Hvis vi bevidst kan forholde os på disse måder, så kan vi forholde os til

 

  1. Vores reaktioner – er de hensigtsmæssige eller bør vi gøre noget andet?
    1. Åbent sind

 

  1. Vores tilpasning – er det hensigtsmæssigt eller bør vi gøre noget andet?
    1. Åbent hjerte

 

  1. At se (mærke) sig selv som en del af systemet. – man får øje på, hvordan man selv er en del af ”problemet” og mulighederne for en bedre fremtid.
    1. Åben vilje

 

  1. At være i kontakt med Jeg´et mit Arbejde/opgave – i lyset af den fremtid, der er en mulighed.

 

 

Scharmer skelner altså mellem fire måder at være opmærksom på, der giver fire forskellige responser, svar på stimuli eller en udfordring.

1) Jeg-i-mig: Det første opmærksomhedsfelt. Måske den måde, som vi oftest er opmærksomme på. Vi går f.eks. rundt og handler og finder de ting, vi har skrevet ned på indkøbssedlen. Vi stiller os i kø, hilser på en bekendt osv. Ofte sker der ikke noget, som vi ikke har forudset, og som ikke passer på vores mentale modeller og billeder.

Tre æbler på græsplænen – jeg downloader mine indre æbler og projekterer dem ud på verden. Hvad så du selv? Hvis jeg nu fortæller dig, at det er tre æbler fra det samme træ, hvad ser du så?

Udgangspunktet  er inden for mine egne grænser. Jeg ser verden som en bekræftelse af mine egen mentale modeller og strukturer. I virkeligheden ser vi måske ikke så meget andet end, som vi ved i forvejen! Scharmer kalder det downloading. Intet nyt trænger ind. ”Vi kalder disse indprogrammerede svar for kognition på mikroniveauet, samtalevaner på mesoniveauet, standardpraksis inden for inden for samfundsskabteinsitutioner og offentligt bureaukrati på samfunds- mundoniveauet. Men det er i bund og grund det samme fænomen på hvert eneste niveau: et fænomen, der begrænser ens reaktion til vaner og rutiner, som fortidens erfaringer har indprogrammeret i ens erindring. ” s. 340.

Pointen er altså, at når jeg er opmærksom på den måde (deltager på den måde), så fremstår det på den måde. Hvis jeg-er-mig, så der jeg det, som jeg ved i forvejen. Jeg får bekræftet min viden.  Min egen oplevelse er, at jeg er i en normal tilstand, hvor mine øjne er som vinduer, som jeg ser ud af. (NB: Sansning og perception er ikke det samme! Øjet bombarderes med sansestimuli, men dem ser vi ikke ufortolket. Hjernen danner sig et billede på baggrund af bl.a. det, som den ved i forvejen.

“Perceptuel forarbejdning indledes med strukturering af det samlede synsindtryk efter såkaldte gestaltlove, dvs. inddeling af indtrykket i separate perceptuelle enheder (gestalter) svarende til forskellige objekter. 

Fra Den Store danske….

“De perceptuelle enheder, der dannes, kan sammenlignes (matches) med repræsentationer lagret i en visuel korttidshukommelse (forestillingsbilleder) eller med visuelle repræsentationer i langtidshukommelsen (hukommelsesbilleder). Perceptuelle kategoriseringer er baseret på sådanne sammenligninger.”

2) Jeg-i-det: Det andet opmærksomhedsfelt. Udgangspunktet for min opmærksomhed er på grænsen mellem den betragtende og det betragtede.  Jeg ser verden udefra – som et sæt ydre objekter. Faktuel lytning, at åbne sig for virkelige data omkring sig, debat. På alle niveauer er det fælles træk: systemets evne til at tilpasse sig ændringer i omgivelserne. Når jeg ser på Jeg-i-det-måden, så får jeg ny viden, som jeg kan bruge til at tilpasse mig omgivelserne med. Scharmer kalder det seen. Det handler altså om min selvregulering (systemets hvis det er f.eks. en organisation).  Jeg oplever det selv sådan, at jeg f.eks. begynder at se på mennesker på indkøbsturen, hvad lægger de på båndet, hvilken vej går de rundt, hvor mon de er på vej hen? Eller i undervisningen hvor jeg ser en studerende, der gaber eller på andre måder viser, at vi skal videre. Jeg ser stadig ud af øjnene, men der kommer også data ind, som jeg forsøger at åbne mig for. På løbeturen spiler jeg øjnene lidt op, og forsøger at få naturens billeder ind på nethinden.  Scharmer mener, vi skal åbne sindet, hvis vi skal se på den måde.

3) Jeg-i-dig: Det tredje opmærksomhedsfelt i et socialt eller kognitivt system. Grænsen mellem den betragtende og det betragtede udslettes. Jeg ser verden indefra – fra det sted, hvor verden er ved at blive formet. Jeg ser fra feltets perspektiv. Jeg ser mig som en del af fællesskabet. Jeg ser mig som en del af verden, skoven, løbeturen, undervisningen osv.  Scharmer kalder det selvrefleksive systemer. ”Når et system flytter sig fra felt 2 til felt 3, sker der et fundamentalt skred. Det er et skred, der ændrer et systems verdenssyn på den mest gennemgribende måde.” (En simpel test på om du befinder dig før eller efter overgangen til felt 3: Når du ser systemet, ser du så dig selv som en del af billedet? Er du – den seende – en del af det, du ser? Kan systemet se sig selv? (Selvet ?) Et skred fra faktuel til empatisk lytning med et åbent hjerte – at lade en se verden og sig selv gennem en anden persons øjne. Et skred fra debat til dialog. Fra delt struktur, hvor divisioner konkurrerer til netværk der samarbejder. ”I alle disse eksempler sker der er skred fra at se systemet fra min synsvinkel til at se systemet gennem andre interessenters øjne – hvilket bidrager til, at systemet ser sig selv.

Scharmer kalder det sansning. Vi bevæger os ind i fænomonologiens verden, hvor vi mærker og oplever med vores kroppe, sanser og hjerterNår vi er tilstede og opmærksomme på den måde (Jeg-i-dig-måden), så får vi adgang til kroppens og hjertets visdom.  Jeg oplever selv, at jeg skal glemme mig selv, før jeg kan komme i den position i min bevidsthed. På løbeturen skal jeg “glemme” mine mål om at komme i god form, få bedre tider osv. Jeg tænker på, hvordan jeg  mon ser ud fra “skovens” perspektiv. Jeg mærker, at mine skridt bliver anderledes, blødere og lettere, som om de forsøger at tage hensyn til jordbunden og skovens puls . Jeg prøver at finde den rette balance, hvor modstanden i hvert skridt er blød og rund og passer ind i helheden 🙂 Det lyder lidt syret, så jeg prøver med en samtale som eksempel. Jeg glemmer mig selv, og sagen kommer i centrum. Det handler ikke om mine mål med undervisningen, men om en fælles rettethed mod et fælles indhold, hvor min rolle ikke er at være lærer, men at være en del af et søgende fællesskab. Nogle gange forsøger jeg at “mærke” hvor holdet er, og gribe pulsen. Jeg tænker langsommere og mere klart. Det hele virker på en måde mere enkelt.   De største oplevelser i mit lærerliv er skabt i den position. Scharmer mener vi skal åbne hjertet, før vi kan komme ind i det rum.  Det er præcis den form for erkendelse, som fænomenologerne skrev så meget om. Stilheden var for mange af dem døren ind til det rum.

4) Jeg-i-nu: Det fjerde opmærksomhedsfelt i et socialt eller kognitivt system. Udgangspunktet for min opmærksomhed kommer fra den fremtidige kilde, som er ved at opstå. Jeg-i-nu er den seendes evne til at refokusere opmærksomheden og intentionen henover alle niveauer og felter. Dette gælder tilsvarende for et systems evne til at flytte opmærksomheden fra det sted, hvorfra dets opmærksomhed, intentionen og handling udgår. s. 442. Generative systemer. Presenscing – at være forbundet med det dybeste nærvær og til kilden til den optimalt opnåelige fremtidige mulighed – i den fremtid der tilbyder sig. S. 344.

NB: ”….de fleste mennesker har svært ved at skelne mellem felt 3 og felt 4. De blander det nuværende felt, der eksisterer rundt om dem – sammen med det fremtidige felt, der er ved at opstå. Men det er to helt adskilte verdener. De har forskellige årsagssammenhænge og tidsflow…De føles også forskelligt. Når man har oplevet dem begge, mærker man forskellen på sin krop. Det samme gør den kollektive (sociale) organisme.” s. 245. ”Presencing er vores dybeste, mest ægte kilde til viden og væren….” s. 345 Overskridelsen af en tærskel fra en måde at “se” på til en anden sker gennem åbent sind, åbent hjerte og åben vilje.

Jeg prøver selv at være åben for, hvad jeg vil. Eller måske rettere lægge min vilje til side, åbne den . Hvis jeg ser på mit liv lige nu, tænker på det, jeg har lært, og på den fremtid, som jeg tænker vil komme. Hvad er det så, at “verden” kalder mig til at gøre? Hvad er min opgave her på jorden i et fremtidsperspektiv? Hvad er det skal jeg udvikle i mig selv, for at kunne gøre det?  For nogle mennesker handler det om arbejdslivet. For andre om hele tilværelsesprojektet. Når man fylder 40 og står på toppen af livsbuen, så kan man se enden af den. Tidligere i livet kan man kun se toppen. Enden er ligesom ikke et tema – endnu. (Johan Fjord Jensen. Livsbuen, 1993). Så mere eksistentielt set, så tror jeg, at mange mennesker har en god mulighed for at finden ind til kilden, når de når midten af livet. Nu går det ligesom ikke med at bruge tiden på alt det, der rykker for alt lidt.

Set i forhold til innovation, nye måder at tænke uddannelse på, skabe nye produkter på m.v. handler det på samme måde om, at glemme alt om, hvad man tror, der er gode ideer, og gå ind i en åben tilstand, hvor man lytter til f.eks. hvordan uddannelse kan tilrettelægges på en frugtbar måde med udgangspunkt i den fremtid, der er ved at opstå.

Fjender på rejsen.

Venstre side i Uét er “rejsen” ned gennem forskellige iagttagelsesfelter, ned mod det sted, hvor ny viden kan opstå (precensingfeltet, kilden) ,og vi møder typisk tre “modstandere” på vejen: VOJ – Voice of judgement; VOC – Voice of cynisism; VOF – VOICE of Fear. (Højre side er udkrystalliseringsfeltet, hvor vi realiserer vores viden) “Hvo der derfor har lært at ængstes retteligen, han har lært det det Høieste.” Kierkegaard. Jeg tænker selv, set lyset af studiet af teorier om angst, at den sidste burde hedde Voice of anxiety, og at den given slip på det gamle, og modtagelse af det nye, som vi konfronteres med på vej mod kilden (bunden af Uét), netop er den dobbelthed, der karakteriserer angst. En dobbeltfølelse hvor jeg ikke kan gå og ikke kan blive, dels fordi jeg er bange for at miste det, jeg har, og dels fordi jeg er bange for at miste muligheden for det ny.

Sharmer (Taler med Beth): ”Hvordan ved du, om du reagerer ud fra din normale identitet eller ud fra dette dybere, autentiske rum…….” Beth: ”Jeg tænker og handler meget langsommere, når jeg er på dette sted med denne dybere forståelse….Jeg prøver at lægge mærke til mine kropslige følelser. Jeg trækker vejret langsommere, det er som, verden kører langsommere, og det samme gør jeg. Følelsen er i hjerteregionen. Det føles som et dybt, åbent, mørkt, men alligevel oplyst sted. Det føles også stærkt, men alligevel flydende og forskelligt fra det normale udgangspunkt, hvor jeg ellers tænker og handler” s. 155. Teori U. ”Men Beth rejser sig simpelthen, ser på publikum, smiler med øjnene og med hjertet, og i løbet af nogle få øjeblikke har hun alle i sin hule hånd…” Sharmer: ”Hvordan gør du?”. ”Det er ganske enkelt” svarede hun. ”Før jeg går op på podiet, aktiverer jeg det, jeg har lært mig i over 30 år: at åbne mit hjerte og bevidst sende betingelsesløs kærlighed ud til alle i lokalet. Det skaber et felt af kærlighed, der omfatter alle. ” S. 153 ”At åbne hjertet betyder at få adgang til og aktivere de dybere niveauer i vores emotionelle opfattelser. At lytte med hjertet betyder i bogstaveligste forstand at bruge hjertet og vores evne til forståelse og kærlighed som redskab for opfattelse. Når vi dertil, kan vi faktisk se med hjertet.” s. 151. Derfor er kærlighed og viden to sider af samme sag. (Se evt. indlæg på bloggen om det).

 

 

 

http://lektorlaursen.wordpress.com/2010/11/21/viden-og-kaerlighed/ Du kan se mere under videoer her på siden eller besøge Scharmers egen side, hvor du kan finde videoer, præsentationer og værktøjer: http://www.presencing.com/tools/index.shtml

Pædagogiske tidsskrifter – aktuelt sept 2011

Innovation med bl.a. teori U i seneste nummer af Asterisk

http://www.dpu.dk/aktuelt/magasinetasterisk/asterisk-nr-59-september-2011/.

TEMA: PSYKOANALYTISKE PERSPEKTIVER PÅ DET PÆDAGOGISKE

Fokus sættes på de aspekter af pædagogik, uddannelse og læring, der synes mindst logiske, mindst tilgængelige for rationel planlægning og mest gådefulde for både forskere og praktikere. Fx effekter af og perspektiver på irrationelle processer og drivkræfter, som ellers ofte enten ignoreres eller benægtes, når der tales pædagogik og uddannelse.

I Dansk pædagogisk Tidsskrift.

79: Pædagogiske trends
En række pædagogiske trends gør sig for tiden gældende i danske pædagogiske miljøer – fx LP-modellen, ICDP-programmet, anerkendende pædagogik, AI og Cooperative Learning. Fælles for mange af disse trends er konceptualisering af det pædagogiske arbejde . Et andet fælles træk er de grundlæggende systemiske tilgange og vægt på relationer i det pædagogiske arbejde. Der inviteres til kærlig og kritisk refleksion over pædagogiske trends.
I kognition og pædagogik. (Findes på Studieværkstedet i Nørre Nissum)

Du kan finde flere tidsskrifter i menuen i højre side af skærmbilledet.