Tag Archives: Teori

Studerendes screencasts om teori og praksis

Her har lærerstuderende  – med udgangspunkt i teksten Teori og praksis af Per Fibæk Laursen (I: Gyldendals pædagogikhåndbog, H.J.Kristensen og Per Fibæk Laursen red, Gyldendal 2011) – lavet tankekort i MindView og korte screencasts, hvor de fortæller om de forskellige teoriopfattelser, der er nævnt i teksten. På den måde kan de bearbejde indholdet, remediere det, og måske fastholde det centrale. Eksemplerne herunder er holdets første forsøg på at afprøve teknologien.

Måske kan det være til  inspiration for andre. (Klik på link for at se mere…fungerer bedst i Explorer, Chrome kan give vanskeligheder med især den første).

Teori som værktøj

Teorisomværktøj

Teori som optik

Teorisomoptikdklip

Teori som kritik

teorisomkritikUdklip

Teori som fortolkning 

teorisomfortolkning

Tak til studerende på PL1-5 2015.

Reklamer

Hvordan kan vi forstå lærerens praksis?

Under udarbejdelse:

Jeg er skrevet om praksisbegrebet flere gange på bloggen (se under Praksis) , og jeg skal ikke gentage disse perspektiver her. Læsningen af Martha Mottelsons bog Lærerens praksis (2010) giver en god supplerende systematisk tilgang til forskellige måder at forstå praksis på, som jeg tænker kan være til stor inspiration f.eks. i forløb, hvor vi undersøger praksis. (Teaching Lab forløb m.v.). Jeg vil derfor redegøre kort for bogens seks perspektiver på praksis og sammenfatte dem i en model.

I bedste konstruktivistiske stil anskues praksis ud fra seks forskellige perspektiver, der hver især nok kan bidrage med væsentlige pointer, men dog først tilsammen danner et mere dækkende billede af praksisfeltets summende liv.  Vi får i dette perspektiv aldrig fat på det hele, men ”vi trøster os selv med den konklusion, at det er bevidstheden om alternative perspektiver, ikke udsigten fra Olympen, det sætter os fri til at skabe en ægte pragmatisk opfattelse af det Virkelige” (Jerome Bruner. At fortælle historier. 2004, s.31).

Nå, men lad os tage fat på dem – perspektiverne.

1) Praksis anskuet som noget der er formet af pædagogiske visioner og teori.

Eksempler på teorier der (måske) kan hjælpe videre os her:

2) Praksis anskuet som noget der er skabt af samfundsmæssige omstændigheder.

Eksempler på teorier der (måske) kan hjælpe videre os her:

3) Lærerens praksis anskuet som bevægelser i en koreografi

Eksempler på teorier der (måske) kan hjælpe videre os her:

4) Skolens arkitektur og indretning som vejleder for lærerens praksis.

Eksempler på teorier der (måske) kan hjælpe videre os her:

5) Lærerens praksis anskuet som profession.

Eksempler på teorier der (måske) kan hjælpe videre os her:

6) Lærerens praksis som mødet mellem egen livsbane og det professionelle felt.

Eksempler på teorier der (måske) kan hjælpe videre os her:

Bourdieus teori om praktikken.

For Bourdieu er teori uden empiriske undersøgelser tom, mens empiriske undersøgelser uden teori er blind. Begreber skal formidle sandheden om virkeligheden, de skal ikke selv være denne sandhed. For Bourdieu er der ikke tale om, at teori skal styre praksis efter sine egne forskrifter og dermed bekræfte sig selv. Der er heller ikke tale om, at man kan finde sandheden i praksis uden brug af analytisk teori.

“Objektet for vort studium er aldrig virkeligheden, sådan som den (skulle) eksistere, men virkeligheden som den er kendt.”[1]

Når vi opfatter handling som henholdsvis determineret eller udtryk for bevidste valg, er det mere et udtryk for en efterrationalisering, end det er udtryk for, hvad der egentlig er foregået. Der er m.a.o. forskel på vores praksis og vores bevidsthed om samme praksis. Dette skyldes bl.a., at vi i objektiviseringen af praksis tilpasser denne til bestemte mønstre og strukturer samt de grundlæggende opfattelser, som tænkningen foregår i. Det medfører bl.a. den fejlslutning, at vi tror, handlinger fungerer i form af logiske slutninger (bevidsthedsfilosofien), eller at handlinger er styret efter de økonomiske strukturer i samfundet (strukturalisterne), sådan som disse strukturer tager sig ud på tegnebrættet (I bevidstheden/teorien). Bevidstheden projicerer sin egen procedure over på de praktikker, den studerer.[2] Om det siger Callewaert:

“Det er egentlig højden af akademisk fiksering på metode. Man drager alle konsekvenser af sin første inkonsekvens, når man vil have, at aktøren skal producere sin praksis ved at følge de regler, som forskeren falsk har udledt af denne praksis, når den er observeret som et fuldbyrdet værk.”[3]

Når vi handler, så gør vi det ifølge Bourdieu ud fra en habitus[4], en praktisk sans, en art grundorientering, der groft kan siges at være det erfaringsmateriale, der er indlejret i os gennem vores livshistorie.

Det er vel for Bourdieu derfor ikke nogen overraskelse, at lærere siger, de ikke kan bruge pædagogiske teorier til ret meget. For det er en naturlig følge af, dels at teorierne ikke medreflekterer bruddet med praksis i deres tilblivelsesproces, og dels at lærerne ikke handler bevidst målrettet men ud fra en praktisk sans. (Det er vel heller ikke nogen overraskelse, at teorierne kan bidrage med en kronisk dårlig samvittighed, når de hævder at ville være handlings-forskrivende.)  

På baggrund af Bourdieu´s tænkning er en del af den udfordring, vi står overfor, at omforme pædagogisk teori til praktisk viden. Den pædagogiske teori må så at sige blive til habitus hos praktikeren. Men hvordan bliver en pædagogisk teori ikke bare en del af lærerens bevidsthed men en del af den praktiske sans, uden den mister sit kritiske potentiale? Og omvendt: Hvordan bliver en pædagogisk praksis, “som inden for handletvangen medpraktiserer sine egne mulighedsbetingelser, således som de afsløres af en kritisk teori”?[5]

Bourdieu afviser med andre ord ikke, at en pædagogisk teori kan have betydning for pædagogisk praksis. Men han antaster, at en sådan teori skulle være den afgørende faktor i menneskelig handling. For “det er egentlig ikke rygmarven, men den praktiske sans som leder os, og denne praktiske sans er bundfaldet i kulturens blandede væske. Også teorien slutter med at synke til bunds. Det som vi kalder for rygmarven er kultur og teori forvandlet til bundfald…..Så hvorfor skulle overvejelser og overlagt handling ikke kunne være en del af hele dette midterfelt mellem “instinkt” og teori, som udgør pædagogisk bevidsthed?”[6]


[1] Callewaert, 1992:149.

[2] Callewaert, 1992: 162.

[3] Callewaert, 1992:163.

[4] ”Agenternes habitus er de generative principper bag praktikker der på én gang er distinkte og distinktive…Men habitus handler også om forskellige klassifikationsskemata, klassifikationsprincipper, principper for hvordan man skal anskue og opdele verden, forskellige former for smag,” Bourdieu, 1997: 24

”Habitus er den sociale virkeligheds eller felternes eksistens i individerne…Habitus kan derfor betegnes som et system af tilegnede anlæg for at praktisere i et felt….Habitus danner derfor basis for individernes deltagelse i magtspillene i felterne. habitus kommer til udtryk i de strategier og i de opfattelser af situationen, som aktørerne gør brug af i magtkampene inden for et felt.”. Høiris 1995

”På fransk ligger ordet habitus nær ordet vane (habitude). Der er grund nok til at bruge det latinske ord for at markere, at det ikke kun handler om vanedannelse. Vanedannelse kan være et mere bevidst forsøg på gennem øvelse at opnå mesterskab over visse operationer, som man eller små udføre med en vis anstrengelse. Habitus´en har noget tilfælles med vanen, men den er mere et førbevidst organiserende princip end en indøvet refleks. På dette punkt ligner den en vane , som man ubevidst får i kraft af tusind gentagelser, men som man ikke har organiseret med det formål.”,  Callewaert, 1992:37.

 

[5] Bjerg, 1982:27.

[6] Callewaert, 1987:.248.

Teori U – Carl Otto Scharmer

Scharmer – åbent sind, åbent hjerte, åben vilje

Scharmers Teori U, 2008,  handler om, at vi kan være forskellige steder i sindet, være opmærksomme på forskellige måder, og opnå forskellige erkendelser afhængigt af det, og den handler om, at hvis vi skal have adgang til vores dybeste og mest ægte kilde til viden og væren, så skal vi åbne sindet, hjertet og viljen. Det kan være afgørende, hvis vi skal finde frugtbare løsninger på de udfordringer, som vi står overfor.

”Jeg deltager bevidst [på den måde], derfor opstår det [på den måde].” s. 344.

Scharmer skelner mellem fire måder at være opmærksom på, der giver fire forskellige responser, svar på stimuli eller en udfordring. Sammenhængen er altså opmærksomhedsmåde  ——> responstype, svar på udfordring. Set i forhold til en samtale, dialog giver det meget forskellige resultater. Set i forhold til løsningen af en pædagogisk udfordring giver det meget forskellige resultater.

1) Autistiske systemer

Jeg-i-mig: Det første opmærksomhedsfelt. Udgangspunktet inden for mine egne grænser. Jeg ser verden som en bekræftelse af mine egen mentale modeller og strukturer.

I virkeligheden ser vi måske ikke så meget andet end, som vi ved i forvejen! Scharmer kalder det downloading. Vi downloader svaret på en pædagogisk udfordring fra det vi ved i forvejen. Sådan plejer jeg/vi at gøre.

Intet nyt trænger ind. ”Vi kalder disse indprogrammerede svar for kognition på mikroniveauet, samtalevaner på mesoniveauet, standardpraksis inden for inden for samfundsskabteinsitutioner og offentligt bureaukrati på samfunds- mundoniveauet. Men det er i bund og grund det samme fænomen på hvert eneste niveau: et fænomen, der begrænser ens reaktion til vaner og rutiner, som fortidens erfaringer har indprogrammeret i ens erindring. ” s. 340.

2) Adaptive systemer.  

jeg-i-det: Det andet opmærksomhedsfelt. Udgangspunktet for min opmærksomhed er på grænsen mellem den betragtende og det betragtede. Jeg ser verden udefra – som et sæt ydre objekter.

Faktuel lytning, at åbne sig for virkelige data omkring sig, debat.

På alle niveauer er det fælles træk: systemets evne til at tilpasse sig ændringer i omgivelserne. (Luhmanns teori betragtes af Sharmer som en felt 2-metode.) ”De to vigtigste forskelle mellem ’presencing’ og autopoietisk teori er, at a) ’prensencing’-teorien integrerer alle niveauer og alle fire metaprocesser, mens den autopoietiske metode hidtil har betragtet dem separat, og b) ’ presencing’ tager alle udviklingsforløb på tværs af alle opmærksomhedsfelter (felt 1-4) i betragtning, mens autopoietiske teorier betragter verden ud fra en begrænset vinkel og struktur (felt 2), som er uforandret gennem hele udviklingsforløbet.” s. 342.

3) Selvrefleksive systemer.

Jeg-i-dig: Det tredje opmærksomhedsfelt i et social eller kognitivt system. Grænsen mellem den betragtende og det betragtede udslettes. Jeg ser verden indefra – fra det sted, hvor verden er ved at blive formet. Jeg ser fra feltets perspektiv. (Fra f.eks. min samtale partners perspektiv).

”Når et system flytter sig fra felt 2 til felt 3, sker der et fundamentalt skred. Det er et skred, der ændrer et systems verdenssyn på den mest gennemgribende måde.” (En simpel test på om du befinder dig før eller efter overgangen til felt 3: Når du ser systemet, ser du så dig selv som en del af billedet? Er du – den seende – en del af det, du ser? Kan systemet se sig selv? (Selvet ?)

Et skred fra faktuel til empatisk lytning med et åbent hjerte – at lade en se verden og sig selv gennem en anden persons øjne. Et skred fra debat til dialog. Fra delt struktur, hvor divisioner konkurrerer til netværk der samarbejder.

”I alle disse eksempler sker der er skred fra at se systemet fra min synsvinkel til at se systemet gennem andre interessenters øjne – hvilket bidrager til, at systemet ser sig selv.

4) Generative systemer.

Jeg-i-nu: Det fjerde opmærksomhedsfelt i et socialt eller kognitivt system. Udgangspunktet for min opmærksomhed kommer fra den fremtidige kilde, som er ved at opstå. Jeg-i-nu er den seendes evne til at refokusere opmærksomheden og intentionen henover alle niveauer og felter. Dette gæler tilsvarende for et systems evne til at flytte opmærksomheden fra det sted, hvorfra dets opmærksomhed, intentionen og handling udgår. s. 442.

Presenscing – at være forbundet med det dybeste nærvær og til kilden til den optimalt opnåelige fremtidige mulighed – i den fremtid der tilbyder sig. S. 344.

NB: ”….de fleste mennesker har svært ved at skelne mellem felt 3 og felt 4. De blander det nuværende felt, der eksisterer rundt om dem – sammen med det fremtidige felt, der er ved at opstå. Men det er to helt adskilte verdener. De har forskellige årsagssammenhænge og tidsflow…De føles også forskelligt. Når man har oplevet dem begge, mærker man forskellen på sin krop. Det samme gør den kollektive (sociale) organisme.” s. 245.

”Presencing er vores dybeste, mest ægte kilde til viden og væren….” s. 345

Overskridelsen af en tærskel fra en måde at “se” på til en anden sker gennem åbent sind, åbent hjerte og åben vilje.

Venstre side i Uét er “rejsen” ned gennem forskellige iagttagelsesfelter, ned mod det sted, hvor ny viden kan opstå (precensingfeltet, kilden) ,og vi møder typisk tre “modstandere” på vejen: VOJ – Voice of judgement; VOC – Voice of cynisism; VOF – VOICE of Fear.

(Højre side er udkrystalliseringsfeltet, hvor vi realiserer vores viden)

Jeg tænker selv, set lyset af studiet af teorier om angst, at den sidste burde hedde Voice of anxiety, og at den given slip på det gamle, og modtagelse af det nye netop er den dobbelthed, der karakteriserer angst. En dobbeltfølelse hvor jeg ikke kan gå og ikke kan blive, dels fordi jeg er bange for at miste det, jeg har, og dels fordi jeg er bange for at miste muligheden for det ny.

Sharmer (Taler med Beth): ”Hvordan ved du, om du reagerer ud fra din normale identitet eller ud fra dette dybere, autentiske rum…….” Beth: ”Jeg tænker og handler meget langsommere, når jeg er på dette sted med denne dybere forståelse….Jeg prøver at lægge mærke til mine kropslige følelser. Jeg trækker vejret langsommere, det er som, verden kører langsommere, og det samme gør jeg. Følelsen er i hjerteregionen. Det føles som et dybt, åbent, mørkt, men alligevel oplyst sted. Det føles også stærkt, men alligevel flydende og forskelligt fra det normale udgangspunkt, hvor jeg ellers tænker og handler” s. 155. Teori U.

”Men Beth rejser sig simpelthen, ser på publikum, smiler med øjnene og med hjertet, og i løbet af nogle få øjeblikke har hun alle i sin hule hånd…” Sharmer: ”Hvordan gør du?”. ”Det er ganske enkelt” svarede hun. ”Før jeg går op på podiet, aktiverer jeg det, jeg har lært mig i over 30 år: at åbne mit hjerte og bevidst sende betingelsesløs kærlighed ud til alle i lokalet. Det skaber et felt af kærlighed, der omfatter alle. ” S. 153

”At åbne hjertet betyder at få adgang til og aktivere de dybere niveauer i vores emotionelle opfattelser. At lytte med hjertet betyder i bogstaveligste forstand at bruge hjertet og vores evne til forståelse og kærlighed som redskab for opfattelse. Når vi dertil, kan vi faktisk se med hjertet.” s. 151.

Se intro til teorien her